DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Fanø politianmeldt for ulovlig sti af nabo til omstridt trold

Kommunen vil lovliggøre med ny lokalplan, men indtil det sker, er adgangen til trolden ulovlig, mener ejeren af nabogrunden.

FANØ: I marts endte det omstridte trækunstværk trolden "Anker Drømmefanger" med at få godkendelse til at blive. Men nu er Fanø Kommune blevet politianmeldt af en gårdejer, der vil have trolden fjernet, for at have anlagt en ulovlig sti på hans grund op til, hvor trolden sidder. Det skriver JydskeVestkysten.

Først skulle trolden have været placeret andetsteds på øen, men på grund af protester fra Danmarks Naturfredningsforening endte trolden med at blive bygget, der hvor den sidder nu. Men her blev gårdejeren, der ejer nabojorden, hurtigt træt af folk, der kom gående hen over hans jord.

Sagen endte i december i kommunens Erhvervs-, Natur- og Teknikudvalg, der besluttede, at trolden skulle fjernes. Men i marts besluttede selvsamme udvalg så, at trolden kunne blive siddende, efter at Venstre på et udvalgsmøde foreslog at lave en ny lokalplan for området, der kunne fjerne enhver tvivl om lovligheden i troldens placering.

Ejeren af nabogrunden, Jens Kr. Madsen, har nu fået nok, hvorfor han politianmelder kommunen for den ulovlige sti over hans grund. Kommunen er bekendt med politianmeldelsen, men arbejder videre på en ny lokalplan. Jens Kr. Madsen er sikker på, at den ulovlige adgang kun fortsætter, da det er kommunen, der står bag det mulige brud på Mark- og Vejfredsloven, og ikke en borger.

- Med anmeldelsen håber jeg, at trolden bliver flyttet. Nu har stien og trolden været her ulovligt i otte måneder, og folk går stadig hen over min jord, siger Jens Madsen til JydskeVestkysten.

mh