RANDERS: Jan Hyllested er bekymret for, hvad han får på krogen eller i nettet og derefter ned i maven, skriver TV 2 Østjylland. Som sportsfisker og formand for Randers Sportsfisker Klub er han én af dem, der ynder at fange fisk i det naturskønne område ved Alling Å, der både går igennem Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs kommuner.
Myndighederne har efter jordskreddet ved virksomheden Nordic Waste i Ølst arbejdet på at undersøge, hvilke konsekvenser det har haft, af noget af det forurenede jord er endt i åsystemet. Nu er det kommet frem, at der er fundet spor af stoffet barium og derudover en række kulbrinter, der ligger over grænseværdien.
- Jeg anbefaler mine medlemmer at lade være med at spise fisk eller signalkrebs fanget herude, siger Jan Hyllested til TV2 Østjylland.
Barium er et farligt metal, og myndighederne har netop fastsat grænseværdier for barium af en grund, forklarer Lisbeth E. Knudsen, der er professor i toksikologi ved Københavns Universitet.
- Det er toksisk, hvis man indånder eller indtager det i større mængder, siger hun.
Fund i Norddjurs Kommune
Stofferne er fundet på bunden af åen og i den del af den, som ligger i Norddjurs Kommune et godt stykke fra Nordic Waste, der altså mistænkes at spille en rolle i sagen.
I januar besluttede kommunen at lave både vand- og sedimentprøver fra jordbunden fire forskellige steder, og vej- og ejendomschef Kim Jensen siger, at det ”ligger lidt i kortene, at der er ét eller andet på vej fra Nordic Waste”.
- Nu har vi så de første indikationer på det, siger Kim Jensen til TV2 Østjylland, men han påpeger samtidig, at man endnu ikke kender konsekvenserne af barium og kulbrinten.
Er der grund til bekymring for brugerne af Alling Å?
- Ikke her og nu, men vi er nødt til at have en længere tidshorisont til at vurdere på de her ting, siger Kim Jensen.
Norddjurs Kommune vil over en periode blive ved med at tage nye prøver ved de fire målestationer én gang om ugen. Formålet er at fastslå, om der er tale om en midlertidig forurening, der bevæger sig gennem systemet, eller om der er et vedvarende problem.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.