To nye forsøg skal gøre det muligt for blandt andet akademikere at søge ind på meritpædagoguddannelsen i et skræddersyet forløb med lønnet arbejde ved siden af studiet. Den nye uddannelse gør det dermed lettere at sadle om og blive uddannet pædagog, oplyser Uddannelsesministeriet.
Forløbet er blandt andet målrettet akademikere, der ønsker at skifte fag. De nye, skræddersyede forløb gør det muligt at få merit fra for eksempel en bacheloruddannelse og starte på meritpædagoguddannelsen, der varer 2,5 år modsat en normal pædagoguddannelse på 3,5 år. De studerende får praktisk erfaring ved at arbejde lønnet som pædagogmedhjælpere ved siden af.
Forsøget skal hjælpe med at rekruttere flere pædagoger i en tid med mangel på kvalificeret personale i dagtilbud, på skolerne og bosteder mv.
Arbejder 30 timer ugentligt
Det er VIA University College i Aarhus og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense, som har fået godkendt de to nye forsøg på pædagoguddannelsen. Modellen kaldes også sporskiftemodellen og kendes allerede fra Københavns Professionshøjskole.
VIA University College i Aarhus forventer at optage de første studerende på den 2,5-årige uddannelse til sommer og uddanne 20 ekstra pædagoger om året. På Københavns Professionshøjskole fik Sporskiftemodellen sit første optag i 2021, og der er lige nu omkring 180 studerende i gang med at tage uddannelsen.
Normalt bliver ansøgere til meritpædagoguddannelsen mødt med krav om relevant erhvervserfaring på mindst to år.
Den nye uddannelse giver studerende mulighed for at optjene praktisk erfaring svarende til mindst to års ansættelse som pædagog sideløbende med studiet.
De studerende arbejder 30 timer om ugen med løn i for eksempel vuggestue, børnehave eller fritidsordning. De to nye forsøg løber frem til 2027.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.