
Ved onsdagens folkeafstemning i de syv kommuner stemte 53,3 procent af vælgerne i de syv kommuner for at lægge alle syv kommuner sammen til én.
46,7 procent af borgerne i de syv kommuner ønskede at følge kommunalpolitikernes beslutning om én kommune på Vestlolland og én kommune på Midtlolland.
I de tre kommuner Nakskov, Ravnsborg og Rudbjerg i Vestlolland sagde 54,9 procent ja til én kommune, mens 45,1 procent foretrak to kommuner.
I de fire kommuner Maribo, Højreby, Rødby og Holeby på Midtlolland sagde 51,6 procent af vælgerne ja til 7-kommuneløsningen, mens 48,4 ønskede en 4-kommune-løsning.
Resultaterne viser også, at der var flertal for to kommuner i de tre byer Maribo, Rødby og Nakskov. Men vælgerne i de fire øvrige landkommuner ville have en storkommune, og de viste sig at være flest.
De syv kommunalbestyrelser og byråd besluttede for halvandet år siden at danne en Midtlollandsk kommune bestående af Maribo, Højreby, Holeby og Rødby, samt en Vestlollands kommune bestående af Nakskov, Ravnsborg og Rudbjerg kommuner. Beslutningerne blev truffet uden folkeafstemninger, og senere kritiseret af opmand Thorkild Simonsen. 18. april bestemte partierne bag den kommunale inddeling (s, R, V, K og DF) at følge opmandens indstilling om en vejledende folkeafstemning.
Afstemningsreglerne betød, at stemmerne skulle tælles op i i hver af de to oprindelige kommunedannelser. Resultaterne i hver kommune følger her:
Rudbjerg, Ravnsborg og Nakskov
Ravnsborg Kommune: 7-kommuneløsning
64,9 procent af borgerne i Ravnsborg Kommune har sagt ja til en 7-kommuneløsning. 35,1 procent af borgerne ønskede en 3-kommuneløsning. Stemmeprocenten endte på 69,2 procent.
Rudbjerg Kommune: 7-kommuneløsning
Alle afstemningsstederne i Rudbjerg Kommune viste et massivt flertal for en 7-kommuneløsning. I lat 63,4 procent stemte for 7-kommuneløsningen, mens 36,6 stemte for 3-kommuneløsningen. Stemmeprocenten var på 72,9.
Nakskov Kommune: 3-kommuneløsning
Et flertal på 51,3 procent i Nakskov Kommune stemte for en 3-kommuneløsning. 48,7 procent stemte for en 7-kommuneløsning. Stemmeprocenten var på 65,8.
Maribo, Højreby, Rødby og Holeby
Maribo Kommune: 4-kommuneløsning
58,9 procent af borgerne i Maribo Kommune ønsker en 4-kommuneløsning, mens 41,1 procent stemte for en 7-kommune-løsning.
Rødby Kommune: 4-kommuneløsning
Et lille flertal af borgerne i Rødby Kommune ønsker en 4-kommuneløsning. 50,2 af borgerne sagde ja til en 4-kommune-løsning på Midtlolland, mens 49,8 procent ønsker en 7-kommune-løsning. Stemmeprocenten blev 63,3 procent.
Højreby Kommune: 7-kommuneløsning
Et stort flertal af borgerne i Højreby Kommune har sagt ja til en 7-kommuneløsning. 81,9 procent sagde ja til en 7-kommune-løsning, mens 18,1 sagde ja til en 4-kommune-løsning. Stemmeprocenten var 72,2.
Holeby Kommune: 7-kommuneløsning
Et snævert flertal på 51, 7 procent af borgerne i Holeby Kommune har sagt ja til at indgå i én storkommune på Lolland. 48,3 procent gik ind for en 4-kommune-løsning på Midtlolland. Stemmeprocenten blev 70,2 procent i Holeby Kommune.
Fakta:
Folkeafstemningen på midt- og vestlolland blev en realitet, da et flertal i Folketinget godkendte opmand Thorkild Simonsens anbefalinger vedrørende afstemning om kommunedannelser på Lolland:
"Det er min anbefaling, at afstemningen foretages samtidigt i alle syv kommuner, og at resultatet i henholdsvis Rudbjerg, Ravnsborg og Nakskov under ét og i Maribo, Højreby, Rødby og Holeby under ét bør ligge til grund for den endelige beslutning. En sammenlægning af alle syv kommuner til én kommune vil således fordre et samlet flertal i hvert af de to afstemningsområder."
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.