
GREVE: En strategi for Greve Kommunes Facebook-side er endt i en større strid, hvor det konservative medlem nu kræver at få undersøgt, om en beslutning mandag i økonomiudvalget er lovlig.
Her vedtog et snævert flertal på fire ud af syv, at byrådsmedlemmer og -kandidater gerne må like opslag på siden, men ikke bidrage med partipolitiske holdninger eller opfordre til parti-politisk debat.
Byrådet har hidtil haft en mundtlig aftale om, at politikerne holder sig fra at kommentere, da siden ikke er tiltænkt politisk debat, men en samtale mellem kommune og borgere, og da partipolitiske diskussioner risikerer at overtage hele samtalen, fremgår det af sagsfremstillingen.
Forvaltningen havde indstillet, at den aftale blev sat på skrift i forbindelse med, at man i øvrigt ønskede at opdatere sin retningslinjer "Sådan taler vi på Facebook" i et forsøg på at fremme den respektfulde debat og den gode tone.
Medlemmer og kandidater
Flertallet bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og en løsgænger stemte for at få aftalen ned på skrift, efter at de først havde udvidet den til at omfatte ikke kun byrådsmedlemmer, men også kandidater til byrådet.
Det kunne mindretallet bestående af Socialdemokratiet, Konservative og Enhedslisten derimod ikke være med til. Den konservative Brigitte Klintskov Jerkel erklærede sig parat til at lave en gentleman-agreement om, at byrådsmedlemmer ikke skriver i kommentarfeltet.
"Men at administrationen og flertallet ønsker, at politikere og partikandidater uden for byrådet også skal have et skriftligt kodeks med retningslinjer, der begrænser ytringsfrihed, det vil vi fra konservativ side ikke være med til," fik hun indføjet i referatet fra mødet.
I stedet har hun nu bedt om at få afdækket, om økonomiudvalget overhovedet har lovmæssig mulighed for at beslutte, hvad kandidater uden for byrådet må skrive eller ikke skrive.
Dårlig stemning
Borgmester Pernille Beckmann (V) siger til Ekstra Bladet, at der er behov for det nye kodeks.
- Når der går valgkamp i det, så bliver tonen hårdere. Det skræmmer hr. og fru Danmark væk fra vores side, siger hun.
Brigitte Klintskov Jerkel (K) bekræfter over for avisen, at der generelt er dårlig stemning i byrådet.
- Det må man sige. Det her bidrager ikke til et godt arbejdsklima i byrådet, når man går videre med sådan nogle beslutninger baseret på så snævert et flertal, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.