Der skal cirka 3 mia. kroner til for at undgå nedskæringer i den offentlige sektor. Det viser en rundspørge blandt 71 borgmestre, som FOA for nyligt har foretaget.
- Regeringen taler og taler om den offentlige velfærd, så vi alle sammen kan fristes til at tro, at den næsten mener det. Men med økonomiaftalen fra i nat vågner danskerne op til realiteterne. Aftalen er for skrabet, og jeg frygter, at vi vil se store nedskæringer - også i de borgernære områder som ældreplejen og børneområdet, siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
Brug for flere penge på ældre- og børneområdet
FOAs rundspørge blandt borgmestrene viser, at hver tredje kommune især har brug for penge til ældreområdet. Hver fjerde kommune har især brug for penge til børneområdet. Men her er der ikke meget at komme efter med aftalen. FOA frygter derfor, at kommunerne må spare på ældreområdet og børneområdet.
- Der er i forvejen skåret helt ind til benet både i ældreplejen og i børnepasningen. Hvis kommunerne skærer yderligere vil det gå voldsomt ud over både borgere og de medarbejdere, der i forvejen løber alt for stærkt for at nå arbejdsopgaverne. Jeg tror simpelthen ikke på, at det er det, et flertal af borgere ønsker, siger Dennis Kristensen.
FOA hilser til gengæld aftalens kattelem til madordning i kommunerne velkommen.
- Det er glædeligt, at regeringen og KL har lyttet til de mange protester, der har været fra både organisationer, kommuner og forældre om, at det ikke er realistisk at indføre mad til alle børn i daginstitutioner på den tid og for de penge, det blev aftalt sidste år. Flere penge og en længere tidsfrist hjælper gevaldigt, siger Dennis Kristensen.
FOA glæder sig samtidig over, at der med aftalen ikke er noget loft over kommunernes anlægsinvesteringer, som det har været tilfældet de sidste par år.
- En del af pengene til renovering bør kommunerne bruge på at investere i køkkener til daginstitutioner, så børnene slipper for vakuumpakket mad, og personalet ikke behøver at bruge tid på at pakke flamingokasser ud, siger Dennis Kristensen.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.