
Den første dansker er blevet testet positiv for coronavirus. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. Ifølge ministeriet er personen blevet konstateret smittet natten til torsdag.
- Vi tager den nye situation meget alvorligt. Arbejdet med at inddæmme og opspore er nu gået i gang.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at undgå at sygdommen breder sig i Danmark, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).
Var på ferie i Italien
Ifølge TV2 er den smittede en medarbejder på tv-stationen. Han var i sidste uge på skiferie i det nordlige Italien med sin familie. I Europa har særligt det nordlige Italien været ramt af det potentielt dødelige coronavirus.
TV2-medarbejderen har været på arbejde onsdag, altså før han blev konstateret smittet med virusset.
Styrelsen for Patientsikkerhed er nu i tæt dialog med den smittede om de personer, som vedkommende har været i kontakt med.
- Arbejdet med kontaktsporing og inddæmning er dermed gået i gang, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i pressemeddelelsen.
Familien ikke smittet
TV2 skriver, at den smittede medarbejders kone og søn også er blevet testet for coronavirus. Begge test har vist sig at være negative.
På grund af smitten og risikoen for smittespredning skal TV2-medarbejderen nu opholde sig i sit hjem på Sjælland, skriver tv-stationen.
Torsdag morgen klokken 8.00 er der indkaldt til pressemøde i Sundheds- og Ældreministeriet.
På pressemødet får Magnus Heunicke deltagelse af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.