
Blot i løbet af de seneste fem år er andelen af nytilkendte førtidspensioner med en psykisk lidelse som hoveddiagnose vokset med en tredjedel, nemlig fra 32 pct. til over 44 pct. af samtlige nye førtidspensionister.
Det viser en endnu ikke offentliggjort redegørelse om førtidspensionsreformen, som VK-regeringen fremlægger i Folketinget i dag.
Foreslår tidsbegrænsning
Flere psykiatere har tidligere peget på, at de fleste psykiske lidelser kan behandles. Derfor har de opfordret politikerne til at indføre tidsbegrænset førtidspension i stedet for helt at opgive folk i forhold til arbejdsmarkedet.
Venstres og de konservatives arbejdsmarkedsordførere har begge læst redegørelsen og er ikke i tvivl om, at der er brug for ændringer i førtidspensionssystemet.
Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, er positiv over for psykiaternes forslag.
- Det er jo en meget voldsom beslutning at sende unge mennesker på en livsvarig overførselsindkomst, hvor det virker, som om vi har kasseret dem for altid. Derfor kunne der være virkelig god mening i at indføre en tidsbegrænset førtidspension på f.eks. fem år, hvor man fik ro og behandling, inden man igen vurderer mulighederne for at vendte tilbage til arbejdsmarkedet eller komme i gang med en uddannelse, siger Vibjerg.
Den konservative arbejdsmarkedsordfører, Lars Barfoed, er enig:
Finde årsagen
- Det er stærkt foruroligende, at så mange unge bliver visiteret til førtidspension på grund af psykiske lidelser. Vi må finde ud af årsagen: er det kommunernes visitation, eller er der tale om en generel vækst i psykiske lidelser. Under alle omstændigheder er det helt urimeligt at parkere dem på førtidspension resten af livet, og derfor er der brug for midlertidige ordninger, siger Lars Barfoed.
Redegørelsen viser også, at der er en generel stigning i antallet af personer, der har været i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen. Tal fra Det Psykiatriske Centrale Forskningsregister viser, at der i perioden 2001 til 2005 har været en stigning på 16 pct.
Ifølge de borgerlige arbejdsmarkedsordførere er det ikke et spørgsmål om at spare offentlige penge, men derimod om livskvalitet for de unge.
- Det vigtigste er mennesket. De fleste unge vil gerne forsørge sig selv, og derfor skal vi heller ikke sende dem på pension på livstid, med mindre der slet ikke er andre udveje, siger Jens Vibjerg.
Frit lejde
Tidligere har han også foreslået et slags frit lejde, der skal lokke nuværende førtidspensionister, der har fået det bedre eller er blevet fejlvisiteret, tilbage til arbejdsmarkedet. Det forslag holder han også fast i.
- De skal have et slags frihedsbrev, så de føler, at deres pension ikke kommer i fare, og at de uden risiko kan afprøve sig selv på arbejdsmarkedet, siger han.
Redegørelsen viser også, at der er en stor stigning i antallet af førtidspensionister blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.