
FOLKETINGET: Folketinget har vedtaget en regelændring, der betyder, at det ikke længere er muligt at snyde med indsamling af vælgererklæringer. Loven blev vedtaget med 105 stemmer for og ingen imod.
Loven er gennemført, efter at partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs begge omgik reglerne op til det seneste valg. Reglerne for indsamling af vælgererklæringer påbyder en uges betænkningstid for underskrivere, men der var i de oprindelige regler ikke angivet nogen konsekvens ved at bryde betænkningstiden, hvilket begge partier gjorde.
Med den nye lov vil et uafhængigt valgnævn kunne stoppe og i sidste ende annullere et partis indsamling af vælgererklæringer, hvis partiet bryder reglerne.
- Der har desværre været et hul i loven, så der har været mulighed for at snyde sig på stemmesedlen ved at omgår reglerne uden, at vi har haft mulighed for at gribe ind. Et enig folketing har ønsket at lukke det hul hurtigt, og det har vi gjort i dag, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en kommentar.
- På bagkant kan man undre sig over, at loven har været sådan, at man ikke har kunnet gribe ind. Men det bringer os ikke langt at kigge tilbage, siger hun om lovens oprindelige formulering. I den nye lov har Folketinget været meget opmærksomme på, at den ikke skal kunne bruges til at undertrykke nye partier politisk ved at stikke en kæp i hjulet på deres indsamling af vælgererklæringer.
- Der er en klar armslængde her. Beslutninger om sanktioner skal træffes af Valgnævnet, der er uafhængigt og har en højesteretsdommer som formand. Så ingen - hverken Folketinget eller regeringen - kan misbruge det. Det er helt grundlæggende, at der ikke må kunne sås tvivl om det, siger Astrid Krag.
Ved FV19 fik partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs henholdsvis 29.600 og 63.114 stemmer og dermed ret til henholdsvis 488.400 kr. og 1.041.381 kr. årligt i offentlig partistøtte frem til næste valg. De penge vil partierne kunne beholde, på trods af at de omgik reglerne for indsamling af vælgererklæringer.
- Reglerne for partistøtte har ikke noget at gøre med den lov, vi har indført nu. Så længe partierne lever op til reglerne for partistøtte og bruger pengene inden for reglerne, så er det deres ret, siger Astrid Krag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.