
Folketingets ledelse ønsker en frivillig aftale om brugen af videoklip, hvor der er manipuleret med lyd og billede for eksempelvis at imitere en person. Det kaldes også deepfakes. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det sker, efter at Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har gjort brug af det og manipuleret videoer med blandt andre statsministeren.
Ledelsen ønsker et kodeks mellem Folketingets partier for, hvordan man bruger kunstig intelligens. Formand for Folketinget Søren Gade (V) håber, at der kan indgås en aftale.
- På Borgen kan vi være uenige om meget, men vi er enige i, at vi sammen har et ansvar for at beskytte vores demokrati og tilliden til det. Det gør man ikke nødvendigvis med mere lovgivning og regulering, siger han i meddelelsen.
Dansk Folkeparti har eksempelvis manipuleret en video med statsminister Mette Frederiksen (S). Her siger hun blandt andet, at efter "succesen" med at afskaffe store bededag vil regeringen nu også afskaffe pinsen, påsken og julen. I videoen står der, at den er skabt ved brug af kunstig intelligens.
Mette Frederiksen har kaldt det "over stregen" og "en uheldig glidebane".
Fake news-aftale fra 2019
Folketingets partier har i 2019 lavet en aftale om ikke at sprede falske nyheder, kaldet fake news. Nu håber ledelsen også på en aftale om manipulerede videoer.
- Nu skal vi også finde ud af, hvordan vi skal tackle kunstig intelligens. Derfor vil vi invitere alle partierne ind til en fælles drøftelse om, hvordan vi ansvarligt kan anvende kunstig intelligens, siger Søren Gade.
Ledelsen vil holde et møde for Folketingets partier med eksperter på området.
Messerschmidt afviser kritik
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har sagt til fagbladet Journalisten, at han ikke har spurgt statsministeren om samtykke.
Over for fagbladet afviste han kritik fra flere sider. Morten Messerschmidt sagde, at videoen skal ses som satire.
- Det, vi kan gøre, er at vise danskerne, hvordan man kan bruge de nye teknologier, og hvordan man kan bruge det på en god måde, som her en underholdende og satirisk måde, sagde Morten Messerschmidt.
Kritikere frygter, at vi i fremtiden ikke længere kan stole på det videomateriale, vi ser, og hvor alle risikerer at blive manipuleret med uden at opdage det.
Det kan eksempelvis være aktuelt op til et valg som valget til EU-Parlamentet 9. juni.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.