
Medlem af Folketinget for regeringspartiet Moderaterne Mike Villa Fonseca går på sygeorlov og vender ikke tilbage til partiet. Det siger Fonseca selv til TV 2 fredag aften. Han bliver løsgænger, når han vender tilbage fra orloven på et endnu ikke kendt tidspunkt.
Fonseca fortæller til mediet, at han har forbrudt sig mod partiets adfærdskodeks ved at være kæreste med en pige, som er under 18 år. Han har ifølge eget udsagn fået at vide af partiet, at han derfor ikke kan vende tilbage til partiet. Men den 28-årige understreger, at forholdet er inden for lovens rammer.
Moderaterne-medlemmet har blandt andet været kulturordfører og indenrigsordfører for partiet. Han siger ikke præcist, hvor længe han regner med at være sygemeldt, men fortæller, at han har fået at vide af sin læge, at han skal "trække stikket" mindst tre uger.
- Så må vi se, hvordan jeg har det om tre uger. Måske har jeg det bedre, siger han til TV 2.
Mike Villa Fonseca ønsker endnu ikke at sige, hvorvidt han som løsgænger vil bakke op om regeringens linje, eller om han vil stemme med oppositionen.
Moderaterne-formand Lars Løkke Rasmussen siger til TV 2, at han selv har meddelt Mike Villa Fonseca, at han ikke kan fortsætte i partiet. Løkke erklærer sig "målløs" og hævder, at nu sygemeldte Fonseca er i et forhold med en 15-årig pige, og at forholdet blev indledt, mens hun gik i 8. klasse.
Flertal på spil
Han oplyser, at førstesuppleanten hos Moderaterne afløser Fonseca, indtil Fonseca vender tilbage.
Partiet afviser at give en kommentar til Ritzau fredag aften.
Løkke afviser at forholde sig til, at udviklingen kan lægge pres på regeringens såkaldte indenrigspolitiske flertal, altså et flertal uden om de nordatlantiske mandater.
Med den nuværende mandatfordeling har regeringspartierne 88 mandater - når man ikke tæller de nordatlantiske mandater med. Men de 88 kan altså blive til 87, hvis Villa Fonseca vender tilbage fra sygeorlov.
Imens vil løsgængere og de øvrige danske partier tilsammen kunne mønstre 88, hvis altså Fonseca vender tilbage og bliver løsgænger. Regeringen står dog selv i det scenarie ikke til at få et flertal imod sig, når man tæller de fire nordatlantiske mandater med.
Der er kun gået lidt over et år siden folketingsvalget 1. november 2022, men der har allerede været godt gang i svingdøren på Christiansborg. Flere politikere har enten skiftet parti eller helt forladt Folketinget. Få et overblik her:
* Mette Thiesen. 7. november 2022 melder Mette Thiesen ud, at hun forlader Nye Borgerlige. Hun fortsætter i Folketinget som løsgænger. Udmeldingen kommer, kort før Nye Borgerliges forretningsudvalg og hovedbestyrelse skal afholde møder om en sag om Mette Thiesen og hendes kæreste. Ifølge Nye Borgerlige har Thiesen og hendes kæreste blandt andet sendt "intimiderende og truende" beskeder til en medarbejder i Nye Borgerlige. Mette Thiesen ville ifølge partiet desuden have medarbejderen fyret. Thiesen er ikke enig i partiets udlægning. Mette Thiesen meddeler 6. februar 2023, at hun har meldt sig ind i Dansk Folkeparti.
* Karen Ellemann. 14. november 2022 kommer det frem, at Karen Ellemann (V) forlader Folketinget. Hun skal være generalsekretær i Nordisk Ministerråd. Hun er blevet erstattet af Kim Valentin (V), der i første omgang ikke blev genvalgt ved valget.
* Kristian Klarskov. 23. november 2022 melder det nyvalgte folketingsmedlem Kristian Klarskov fra Moderaterne ud, at han forlader Folketinget. Det er artikler i blandt andet Jyllands-Posten, som får Kristian Klarskov til at forlade Folketinget. Her beskrives det, at Klarskov ikke er den iværksætter, han er blevet beskrevet som af partiet selv. Klarskov finder beskrivelserne af ham urimelige. Han er afløst af suppleant Mohammad Rona.
* Mikkel Bjørn. 24. januar 2023 skriver Mikkel Bjørn i et Facebook-opslag, at han forlader Nye Borgerlige og melder sig ind i Dansk Folkeparti. Nye Borgerlige står over for at skulle skifte formand på det tidspunkt, efter at Pernille Vermund har valgt at overlade formandsposten til en anden. Og det er udsigten til, at folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen (NB) bliver ny formand, der har fået Mikkel Bjørn til at melde sig ud, skriver han i opslaget. I baglandet og hos politiske kommentatorer er Mikkel Bjørn i ugerne forinden blevet nævnt som et muligt formandsemne, men få timer før fristen for at melde sig som kandidat udløber, forlader han partiet. 7. februar 2023 vælges Lars Boje Mathiesen som ny partiformand uden modkandidater.
* Lars Boje Mathiesen. Sent om aftenen 9. marts 2023 skriver Nye Borgerliges hovedbestyrelse i en mail til medlemmerne, at Lars Boje Mathiesen er færdig som formand i Nye Borgerlige, og at han ekskluderes fra partiet og folketingsgruppen. Ifølge hovedbestyrelsen skyldes det, at Boje har henvendt sig med et krav om at få overført 350.000 kroner fra en intern underkonto i partiet til sin egen private konto til en brandingkampagne. I mailen lyder det, at Lars Boje Mathiesen har truet med at trække sig som formand, hvis pengene ikke stod på hans konto om morgenen fredag 10. marts. Lars Boje Mathiesen fortsætter som løsgænger i Folketinget. Men 12. april 2023 lufter han på Facebook tanker om at stifte et nyt parti eller at melde sig ind i et andet parti.
* Sofie Carsten Nielsen. 17. april 2023 meddeler erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI), at den tidligere radikale leder Sofie Carsten Nielsen skal være EU Bio Project Director i DI per 1. maj. I Folketinget afløses hun af sin førstesuppleant, tidligere folketingsmedlem Stinus Lindgreen.
* Jon Stephensen. 17. august 2023 skriver Jon Stephensen i en mail til Ritzau, at han har besluttet at melde sig ud af Moderaterne og i stedet fortsætte som løsgænger. To dage tidligere besluttede Moderaternes folketingsgruppe ifølge gruppeformand Henrik Frandsen, at Jon Stephensen ikke kunne fortsætte i gruppen efter sin orlov. Jon Stephensen gik på orlov i april efter en sag, hvor han havde sendt en række upassende beskeder til en kvindelig partifælle på 19 år.
* Theresa Scavenius. 21. september 2023 meddeler Theresa Scavenius på Facebook, at hun melder sig ud af Alternativet. Det sker, kort tid efter at hun er blevet smidt ud af partiets folketingsgruppe grundet samarbejdsproblemer.
* Jakob Ellemann-Jensen. 23. oktober 2023 meddeler Jakob Ellemann-Jensen på et pressemøde, at han trækker sig som Venstres formand og økonomiminister. Han meddeler desuden, at han forlader dansk politik helt. Det sker efter en turbulent periode for Venstre efter valget, hvor Ellemann-Jensen i et halvt år i 2023 var sygemeldt med stress.
* Kasper Sand Kjær. 31. oktober 2023 skriver socialdemokraten Kasper Sand Kjær i et opslag på Facebook, at han stopper i Folketinget. Han har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden valget i 2019 og har senest været udlændinge- og integrationsordfører. Beslutningen skyldes, at Kasper Sand Kjær ønsker at "prøve et liv uden for politik", skriver han.
* Mike Villa Fonseca. 17. november 2023 kommer det frem, at Moderaternes Mike Villa Fonseca går på sygeorlov og ikke vender tilbage til partiet, når han efter planen vender retur til Folketinget. Det siger han til TV 2 News. Han har forbrudt sig mod Moderaternes adfærdskodeks ved at være kæreste med en pige på under 18 år. Mike Villa Fonseca er 28 år. Han vil ikke selv oplyse kærestens alder. Men udenrigsminister og formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen siger til TV 2 News, at pigen er 15 år, og at forholdet blev indledt, da pigen gik i ottende klasse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.