
VARDE / BILLUND / SYDDANMARK: Efter politisk indgriben vil Varde Kommune nu selv undersøge, om der også på Varde-siden af kommunegrænsen til Billund kan måles vinylklorid fra Grindsted-forureningen i åløbene, oplyser JydskeVestkysten.
Det sker, efter DTU Miljø har som noget nyt påvist, at der årligt siver 235 kilo af det kræftfremkaldende stof vinylklorid ud i Grindsted Å, som løber videre og bliver en del af Varde Å. Grindsted og dermed forureningskilden ligger i Billund Kommune.
Centerleder Klaus Bertram Friis i Naturcentret i Varde Kommune fortæller, at det er Region Syddanmark, som er ansvarlig for håndteringen af forureningssagen og udtaler selv til avisen, at vinylklorid 'ikke giver problemer i Varde Å. Det er et flygtigt stof, som fordamper'.
Der er dog syv kilometer nedstrøms Grindsted by i Grindsted Å målt 20 gange over højest tilladte grænseværdi for stoffet. På den baggrund opfordrer professor Anders Baun fra DTU Miljø, Institut for Vand og Miljøteknologi Varde Kommune til at tage sine egne vandprøver.
Byråds- og regionsrådsmedlem Preben Friis-Hauge (V), der også er formand for plan og teknik-udvalget i Varde Kommune, er overrasket og siger til avisen:
- Regionens folk siger, at det er en flygtig væske, der fordamper. Når Anders Baun siger det så klart, så vil jeg bede forvaltningen om at undersøge vandet i Grindsted Å. Borgerne i Varde Kommune har krav på at få vished.
Opsigtsvækkende
DTU-forskerne opdagede i januar den nye og alvorlig forurening fra fabriksgrunden i Grindsted, hvor det daværende Grindstedværket frem til 1970’erne deponerede spildevand. Vinylklorid er et nedbrydningsprodukt, som stammer fra klorerede opløsningsmidler. Disse stoffer er sammen med en lang række andre stoffer blevet brugt i produktionen på Grindstedværket.
Professor Poul Løgstrup Bjerg fra DTU Miljø, som har stået i spidsen for forskningsprojektet, kalder fundene opsigtsvækkende. Netop fordi vinylklorid er kræftfremkaldende, er den tilladte mængde sat lavt til 0,05 mikrogram per liter. Men grænsen er tæt på forureningsudløbet overskredet 100 gange, og syv kilometer nede ad åen er den overskredet 20 gange.
Grindstedværket hørte under Danisco, der i dag er overtaget af den amerikanske kemivirksomhed Dupont. Værket har efterladt sig mindst fire depoter med gift i selve Grindsted by – heraf et på selve fabriksgrunden, hvorfra udsivningen til Grindsted Å sker.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.