KL samlede de dygtigste kommuner i klassen, og der kom ønsker om at lave kurser for de forvaltninger, der kneb med at få sagerne igennem. I oktober blev den første miljø-gabestok offentliggjort på ministeriets hjemmeside, og snart vidste alle i den kommunale miljø-verden, at Favrskov lå nummer sjok på listen med 45 ansøgninger og nul afgørelser.
Landkommunen Varde kunne derimod bryste sig af at være nummer ét med en afgørelsesprocent på 42 og det numerisk høje antal afgørelser på 51 ud af 130.
Fra Holstebro, der p.t. ligger med 23 afgørelser ud af 96, pegede udvalgsformand Bodil Pedersen (S) på, at de procentvise tal på Miljøstyrelsens liste ikke siger meget om kvaliteten af de sager, der er afgjort:
- Vi vurderer, at vore medarbejdere laver miljøgodkendelser af høj kvalitet, men alle kommuner i landet savner afgørelser på de klager, der er indsendt til statens Miljøklagenævn, lød det fra Holstebro, mens hendes kollega fra Aalborg, forsyningsrådmand Preben Pedersen (R), i juni klagede over, at der kan gå flere år, før en sag er kommet gennem nævnet.
Arvede uafsluttede sager
Miljøklagenævnet har bl.a. skulle kæmpe med ny lovgivning og arbejder parallelt med at afgøre klager efter gammel og ny lov.
Den allerførste - relitetsbehandlede - klagesag efter den nye husdyrbrugslov, der er dukket op fra nævnets domicil i Frederiksborggade, fik klageren - Det Økologiske Råd - til at juble: Herning Kommunes tilladelse til et slagtesvinebrug, der ville udvide fra 6500 til 11.900 svin, blev ophævet efter en række fejl.
Fra nævnets travle hverdag kan konstitueret ankenævnsformand Gorm Møller, der selv er med i arbejdet med at gennemgå klager, berette, at sagspuklen på det seneste er blevet endnu større:
- Med omkring 50 nye sager i 2008 er puklen nu på 317 sager, hvoraf to tredjedele er efter den nye lov. Og vores ambition er at få afgjort sagerne - ideelt set - med en sagsbehandlingstid på syv måneder.
Drøfter ressourcer
- Man skal også huske, at vi efter reformen arvede en stor bunke husdyrbrugsager fra Skov- og Naturstyrelsen. Bl.a. en del uafsluttede.
I sin seneste årsrapport beretter nævnet om en første medarbejderforøgelse i 2007 fra seks til 18. Det år ekspederede nævnet 79 husdyrbrugsager. Og med yderligere syv årsværk har nævnet fået en ny saltvandsindsprøjtning.
- Om vi har ressourcer nok? Altså, vi er kommet et væsentligt skridt videre, men det drøftes p.t. med ministeriet, om der skal endnu flerre ressourcer til, siger Gorm Møller.
Som fremtidsperspektiv hører det med i billedet, at en del af regeringsgrundlaget er at modernisere hele klagesystemet på natur- og miljøområdet - ved bl.a. at sammenlægge Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet til ét samlet klagenævn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.