Fra Holger Danske til Sarkozy

Af Paul Hegedahl

Erling Bjøl;
'Den franske forbindelse. Fra Holger Danske til Sarkozy';
Gyldendal 2008, 2. oplag 2009.
288 s., hft., omfattende kilde- og litteraturliste samt liste
over personer og begivenheder, der er omtalt i bogen.
Kr. 349,95 inkl. moms.
ISBN: 978-87-02-07434-5.
Politiken-fonden har dækket udgifterne til renskrivningen af bogens tekst og den er skrevet med adgang til tekster indlæst af Danmarks Blindebibliotek, den franske forening Groupement de Intellectuels Aveugles ou Amblyopes, Sveriges Talboksbibliotek og det amerikanske blindebibliotek Recording for the Blind & Dyslexic i Princeton.

I flere anmeldelser har vi omtalt bøger om Europa, historien, udviklingen, bl.a. Peter Madsen, Gert Sørensen og Krzysztof Stala (red.): 'Europa, et uafsluttet projekt'; Tiderne Skifter, 2009. I 'Den franske forbindelse. Fra Holger Danske til Sarkozy' ses Europa i perspektiv af en sammenligning mellem Frankrig og Danmark - forfatterens to hjemlande. En forfatter, der både har et langt og indholdsrigt liv i en af de voldsomste perioder i Europas historie at hente viden og indsigt fra - og samtidig er både journalist, og forsker i statsvidenskab samt kender af historien og alle de mange udslag af kulturen, fra køkken til kunst.

De to befolkningers mentalitet og skæbne i fortid og nutid tegner et billede af, hvorfor vi er forskellige, og hvad vi kan lære af hinanden. For lige at genopfriske lidt tør statistik: Danmarks befolkningstal er på 5.515.000 og Frankrigs på 59.100,000.

Tab af status
'Frankrigs geografiske mangfoldighed, det eneste land i Europa, der grænser op til både Middelhavet, Atlanterhavet og Centraleuropa, præsenteres ved et besøg på et fransk søndagsmarked. Men dets særpræg har også dybe rødder i historien. Samtidig med at Danmark mistede sin status som stormagt, slog Frankrig sin fast i 1200-tallet, og siden har markante herskere som solkongen Ludvig 14., Napoleon og Charles de Gaulle sat deres fingeraftryk på landet. De mødes her for første gang.'

Den røde tråd i bogen er at vise de to forskellige veje, som Danmark og Frankrig har taget - blandt andet på grund forskellige opfattelser af hvad demokrati er - samtidig med at vise det fælleseuropæiske. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er kender af - og holder af Frankrig, og bogen handler da også mest om Frankrig. Men det er der også god mening i, hvis man sammenligner, hvad Danmark og Frankrig har bidraget med til den europæiske kultur. Der er dog heller ingen tvivl om, at Erling Bjøl holder lige så meget af Danmark. Og han viser også klart, at fremtiden peger i en fælles retning.

Bogens indhold
Bogen har syv veldisponerede kapitler samt supplerende informationer:

Forord

Kapitel I Veje til og fra Paris

Kapitel II Fælles skæbne

Kapitel III Siden Holger Danske

Kapitel IV Misantropen og den vægelsindede

Kapitel V Syndfloden

Kapitel VI Efterdønninger

Kapitel VII Fra De Gaulle til Sarkozy

Personer og begivenheder

Litteratur og kilder.

Da vejene skiltes
Der fortælles om Frankrigs historie, kultur i dens mange former og politik - både sat ind i en overordnet international, især europæisk sammenhæng og ikke mindst om alle de gange, hvor Danmark og Frankrig i 2.000 år har haft kontakter på alle disse områder - og resultaterne af disse kontakter. Resultater som ofte har været præget af både kulturelle og mentale forskelle. Forskelle, som er værd at lære af for begge parter.

Blandt andet fortæller Erling Bjøl - levende som hele vejen i bogen - i indledningen om avenuerne omkring Triumfbuen i Paris og om de personer, generaler, de er opkaldt efter. Her kommer Danmark ind i billedet nogle gange, hver gang med beskrivelse af følgerne for Danmark af de sejre, der er bag navngivningen. Der er dog en af avenuerne, der er opkaldt efter forfatteren Victor Hugo. Og skriver Erling Bjøl: 'Der er ikke mange generaler i navnene på de københavnske pladser og gader. Men fra Rådhuspladsen udgår den brede boulevard, der er opkaldt efter Hugos jævnaldrende H. C. Andersen. Mens landet i 1850 var omtåget af falsk sejrsrus, skrev han stilfærdigt I Danmark er jeg født - - -. På en måde gik hans Danmark under i 1848. Men det havde gamle rødder.

Kort fortalt skiltes Frankrigs og Danmarks veje i 1200-tallet. Med kong Fillip Augusts sejr ved Bouvines i nærheden af Lille i 1214 opstod Frankrig som en national, for ikke at sige nationalistisk, stormagt. Det var da også en af de få dage, hans ulykkelige danske dronning Ingeborg noterede i sin andagtsbog. - - -

Med nederlaget ved Bornhöved i Holsten i 1227 gjorde Ingeborgs bror Valdemar 2. ende på Danmarks rolle som stormagt. - - - At vi ikke desto mindre husker kongen som Valdemar Sejr, blev nok karakteristisk for den hengivenhed over for uheldige helte blandt de danske monarker, der siden har præget Danmark på dets lange vej ned ad bakke til småstatsstatus. Netop forskellen mellem småstat og stormagt kan nok forklare mange vanskeligheder ved at forlige franske og danske holdninger.'

Læses dette, uden at man får det sat ind i bogens sammenhæng, kan det måske opfattes forkert - men det skal kraftigt understreges, at der i denne bog intet Jean de France er overhovedet. Der er blot et åbent øje og sind for forskelle og deres årsager - og samtidig for de områder, hvor tæt kontakt og udveksling af erfaringer og kultur, vil være til gavn for begge lande.

Den fælles skæbne
Erling Bjøl fremhæver da også gang på gang Danmarks og Frankrigs fælles skæbne gennem historien. Bl.a. ved at gengive general Charles de Gaulles radiotale over radioen fra Paris den 9. april 1945 - hvor Bjøl selv garanteret har været lige i nærheden af generalen. Her fortalte de Gaulle blandt andet, at Danmark havde fået ret til de Forenede Nationer - og først og fremmest Frankrigs anerkendelse. Og, skriver Erling Bjøl, efter den 9. april 1945 kan man vel sige, at Frankrig og Danmark ikke længere bare delte fælles skæbne, men også var allierede for første gang siden 1814. 'Men meget var unægtelig anderledes'.

Hele tiden omkring Anden Verdenskrig i bogens sammenhæng bliver fortalt af en person, der hele tiden var tæt på brændpunkterne, efter en tid i Stockholm i London og derefter Paris. Og hele tiden bliver det historiske forløb - jo som regel baseret på de mange europæiske krige og mere eller mindre velovervejede alliancer - sat ind i et kulturperspektiv. Fx får vi den herlige historie fra Sten Steensen Blichers 'E Bindstouw' om de jyske dragoner, der drog til Holsten for at støtte Napoleon, og deres oplevelser med deres franske kolleger. For mange, mange år siden var det en af denne anmelders dansklærers helt store fornøjelser at fortælle om 'Piiv mæ løng Rør!', og ikke mindst 'A æ lång! A æ lång!, men de war ett sann, få han ha wa kun et bette stumpet Kål; men modde wa han!'

Her kommer vi så også lige omkring H. C. Andersens familiehistorie og Adam Oehlenschlägers forhold til 'den aandrige Kone' Madame de Staël. Og sådan er der hele vejen igennem en lang række historier inden i den store sammenhæng, fortalt med viden og vid og en glæde at læse.

I bogen bliver også gjort udførligt rede for den indflydelse den franske revolution havde på både de franske og de danskes skæbne og for udviklingen af de to lande. Her på dknyt.dk har vi tidligere anmeldt Tom Buk-Swienty: 'Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864', som ud over slaget beskriver årsagerne til det. I 'Den franske forbindelse. Fra Holger Danske til Sarkozy' får vi så endnu mere om den franske forbindelse - interessant.

Senere fortælles der om de tætte forbindelser gennem Georg Brandes og politikeren og historikeren Peter Rochegune Munch (1870 - 1948)

Den danske frankofobi - og generelle fobi?
Et af de fremmeste udtryk for frankofobi er jo nok Ludvig Holbergs komedie 'Jean de France eller Hans Frandsen' fra 1722, men det er vel noget, den er blevet opfattet som efterfølgende. Meningen med den har nok været at gøre nar af almindelig opblæsthed - men senere har fremtrædende personer i Danmark givet udtryk for frankofobi. Erling Bjøl nævner bl.a. Nikolai Frederik Severin Grundtvig. Han kaldte dem 'Vejrhanefolket, det letsindigste, lastefuldeste, ugudeligste Folkefærd - - -'. Grundtvig havde ganske vist eller måske netop aldrig været i Frankrig. De andre europæiske lande var heller ikke noget at samle på efter Grundtvigs mening.

Et andet eksempel er Adam Oehlenschläger, som dog havde boet længere tid i Paris og skrev til sin kæreste derfra i foråret 1808: '. . . men med Franzoserne kan og vil jeg og gidder jeg nu eengang for alle ikke blande mig. Deres hierteløse Fadhed og tankeløse Fladhed ækkler mig; deres usigelige Selvtilfredshed og urokkelige Vished og Overbevisning om at de ere det største Folk på Jorden, opbringer min Foragt. Kloge ere de; behændige, artige; à la bonheur! - - -' og en lang række lignende artigheder, som man sådan falder lidt i tanker over at læse, måske den med at være 'det største folk på jorden' sætter nogle tankerækker i gang.

Erling Bjøl peger i løbet af bogen på et par egenskaber ved franskmændene, som han i al høflighed nok synes måske kunne forbedres. Bl.a. nævner han 'de franskes dårligt udviklede evner til at lytte. Den fører til, at de gang på gang i en debat taler i munden på hinanden, så man ikke får fat i, hvad nogen af dem siger. En af nøglerne til forståelse af meget i fransk historie kan ligge i Montaignes skildring af deres samtalevaner (som vi naturligvis bliver beriget med). De franskes hidsighed, som Holberg sagde. Den turde være noget helt centralt i fransk kultur. Contredire sans réfléchir.'

Hans Boll-Johansen, der selv er forfatter til den meget roste bog 'De danske og de franske. Frankofiliens metamorfoser'; Gyldendal 2007, skriver i sin anmeldelse af Bjøls bog i Politiken 11. december 2008 - på Erling Bjøls 90 års fødselsdag: 'De fleste tosprogede, der jo befinder sig mellem to kulturer, ender med at foretrække den ene frem for den anden, og måske, som Holbergs frankofile Jean de France, med at se ned på den (bonde)kultur de oprindelig kommer fra. Den slags er der ikke antydning af i Erling Bjøls nye bog.'

Lidt senere i bogen refereres så en Eurostatundersøgelse fra 2007 af holdningerne i de 27 EU-lande. Den viste, at Frankrig lå i toppen i tolerance over for indvandrere. Danmark i bunden. Erling Bjøl peger objektivt på flere forhold, der kan være relevante at have i tankerne i den forbindelse. For det første en lang tradition for indvandring i Frankrig af mange årsager. Dernæst det forhold, at mange indvandrere på forhånd har kendskab til sproget og er indstillet på at blive franske. Og siden 2005 har ghettoforstæderne haft deres egen radiostation, hvor de kan komme til orde.

Der kan nu være nogle læsere, der husker på, at fransk politi ryddede 'junglen' ved Calais den 22. september 2009. Det var en flygtningelejr - illegale afghanske flygtninge, der ventede på at blive smuglet til England. De fik tilbudt valget mellem humanitært ophold eller at rejse tilbage til Afghanistan mod betaling.

Det er jo også interessant i den forbindelse, at Nicolas Sarkozy, en andengenerationsindvandrer er Frankrigs præsident, søn af en adelig, ungarsk fremmedlegionær og en græsk-jødisk mor. Og det var jo lidt af et lignende udfald i USA. I øvrigt har Sarkozy udnævnt flere andengenerationsindvandrere til ministre og andre poster.

Tryghed, lykke, tillid og pessimisme
Flere steder i bogen omtaler Erling Bjøl de mange forskellige internationale undersøgelser af tilfredshed, lykke og lignende. Her viser det sig jo gang på gang, at Danmark - sammen med de øvrige nordiske lande - og ofte også Holland - ligger meget højt, når man måler fx tryghed. I en undersøgelse fra 2004 af tilfredshedsniveauet i de europæiske lande lå Danmark i toppen med 8,4 procent på en skala på 10. Frankrig lå - bortset fra Portugal lavest med 6,9.

Der findes en lang række af sådanne undersøgelser. De er også interessante på mange måder. Her på dknyt.dk har vi anmeldt et par bøger om 'lykke', hvoraf det meget tydeligt fremgår, at sammenligninger reelt er meget vanskelige. Hvad der lægges i begreberne er i høj grad kulturelt bestemt. Fx viser en undersøgelse - samtidig med danskernes store lykkefølelse og store tillid til omverden - at vi er et af de mest pessimistiske folk i verden.

Den danske søslange
Inspireret af en tegning fra Le Monde, hvor den socialistiske kandidat i præsidentvalget i 2007 optræder som Den Lille Havfrue og taler om 'Modèle danois', har Erling Bjøl et interessant afsnit. 'Den danske søslange', hvori han fortæller om, hvordan mange franske politikere er ved at blive inspireret af den nordiske - og især den danske - samfundsmodel. Det er især udviklingen på arbejdsmarkedet, der har vakt interesse. Og Mogens Lykketoft har i Frankrig i 2006 fået udgivet en bog 'Le modèle danois. Chronique dùne politique réussie'. Og de nordiske modeller analyseres og diskuteres flittigt i mange forskellige akademiske og politiske discipliner.

I valgkampen i 2007 spillede den såkaldt 'danske model' en betydelig rolle. I Le Monde blev den socialistiske kandidat, Ségolène Royal fremstillet som den lille havfrue. Skibet er den franske arbejdsformidlings synkende skude.

Om forfatteren
Erling Bjøl (1918 -) er professor emeritus, dansk politolog, historiker og journalist. Efter studentereksamen blev han journalist ved det amerikanske nyhedsbureau United Press i årene 1938-40 og 1943-44 i København og Stockholm samtidig med, at han studerede litteratur ved Københavns Universitet. I 1942 blev han knyttet til Nationaltidende og rejste så samme år til Stockholm, hvor han var med til at starte Dansk Pressetjeneste, den danske modstandsbevægelses talerør til resten af verden. Fra 1944 var han i London og tilknyttet BBC. Efter Frankrigs befrielse i 1944 blev han sendt til Paris som informationsmedarbejder for De Frie Danske. I 1948 og igen i 1951-59 var han Informations korrespondent i Paris, 1949-51 DR's korrespondent i FN og i 1959-63 korrespondent for Politiken i Paris.

Erling Bjøl blev mag.art. i litteratur fra Københavns Universitet i 1948. I 1963 blev han udnævnt som den første danske og nordiske professor i statskundskab ved Aarhus Universitet med ansvar for opbygningen af det nye fag international politik (1963-83). Her blev han dr.scient.pol. i 1966 med afhandlingen 'La France devant l'Europe'. Han har boet halvdelen af sit liv i Frankrig og er fransk gift. Da han i 1983 gik på pension slog han sig på ny ned i Frankrig.

Gennem årene har Erling Bjøl modtaget en lang række priser og udmærkelser, bl.a. Sven Henningsen-prisen - navngivet efter samtidshistorikeren, professor, dr.phil. Sven Henningsen (1910-1982). Den uddeles af Selskabet for Samtidshistorisk forskning, første gang 1984. I 1993 fik Erling Bjøl og Tage Kaarsted den.

I 1995 fik han Publicistprisen, der hvert år uddeles af Dansk Publicistklub til en eller flere nulevende publicister for en mangeårig, fremragende indsats, der er i overensstemmelse med klubbens formål: at samle danske journalister og andre til dansk presse, radio, fjernsyn og andre massemedier knyttede personer i et arbejde for oprettelse af gensidige kontakter og uddybe medlemmernes indsigt i og forståelse for aktuelle og samfundsmæssige forhold.

I 1999 var det Drassows Legat, som kendt som Dansk Forfatterforenings Fredspris. Legatet stammer fra formuen efter Frode Richardt Drassow, død 1987. Midlerne anvendes til årlige legater til forfattere, der gennem deres forfatterskab inspirerer til større forståelse for ideerne om fred. Ud over Erling Bjøl fik Arthur Krasilnikoff, Bent Melchior og Flemming Røgilds den samme år.

I 2004 var det Den Berlingske Fonds Journalistpris, der har eksisteret siden 1989 og går til en journalist, der har udrettet noget ekstraordinært gennem journalistikken. Og ligeledes

I 2004 Ebbe Muncks hæderspris, der indstiftedes i 1974 og tildeles personer, der arbejder inden for eller har gjort sig fortjent på områder, som havde journalisten, modstandsmanden, diplomaten og hofchef Ebbe Muncks særlige interesse, herunder ekspeditionsområdet og udforskningen af Grønland, dansk virke i udlandet, oplysning om Danmarks Frihedskamp, journalistik m.m.

Erling Bjøl har skrevet en meget lang række bøger om politiske og historiske emner, bl.a. 'USA' historie', Gyldendal 2005, ISBN 978-87-0203739-5; 'Da verden gik amok', Politikens Forlag 2005, ISBN 978-87-567-7491-8; 'Hvordan fred?', Gyldendal 2000, ISBN 978-87-003-9824-5; 'Hvorfor krig?', Gyldendal 1999, ISBN 978-87-003-3012-2; 'Vor tids kulturhistorie 1-3., Politikens Forlag 1986, ISBN 978-87-567-4190-3; og erindringsbøgerne 'Set i bakspejlet. Erindringer fra 30'erne, 40'erne & 50'erne', Politikens Forlag A/S 1993, ISBN 87-567-5249-0 og 'Fra magtens korridorer. Erindringer fra 60'erne, 70'erne & 80'erne', Politikens Forlag 1994, ISBN 13 978-87-567-5414-9.

En fælles fremtid
Som sagt peger Bjøl i bogens slutning på den betydning, "den danske model" for samfundets indretning de senere år haft for ledende franske politikere.

Han siger også: 'Om det ene land er at foretrække for det andet, findes der selvfølgelig ikke andet svar på, end at det helt afhænger af den enkeltes situation og forudsætninger. Derimod kan man forhåbentlig af strejftogene rundt i Frankrig og i fransk historie slutte, at der ikke bare kan være noget at hente for de franske i 'den nordiske model', men at der også er en berigelse at finde for os i Frankrig, især i den franske mangfoldighed i alle dens dimensioner. Der er fire sprog og 55 mere eller mindre forskellige dialekter i Frankrig.

At overføre det ene lands løsninger til det andet er vel sjældent muligt. Det er ikke engang sket mellem de nordiske lande. De har derimod tilpasset dele af de svar, der er fundet andre steder, eller lært af uheldige konsekvenser. Europa består af forskellige nationer, som historien har skabt. Et fredeligt og frugtbart samarbejde imellem dem forudsætter først og fremmest at lære at forstå, hvorfor de andre er anderledes. Som de franske ofte citerer den romerske digter Vergil for, er "at forstå det eneste, man aldrig bliver træt af", og som Simone Veil har sagt: "Europas rigdom er mangfoldighed. Dets styrke er samdrægtighed.'

Her skal så citeres Francis Fukuyama, som i 2.udgave af 'Historiens afslutning. Det sidste menneske' skriver: - - - vi kommer aldrig til at leve i en verden med kulturel ensartethed - i en global kultur, som praktiseres af det, han kalder 'Davos-mennesket'. Vi ønsker bestemt ikke at leve i en verden, hvor vi alle deler de samme, universelle kulturelle værdier, baseret på en slags global amerikanisme. Vi lever for de specifikke fælles historiske traditioner, religiøse værdier og andre aspekter af den kollektive hukommelse, som udgør det fælles liv'.

Fukuyama siger også, at EU er en langt mere fuldendt virkeliggørelse af de filosofiske tanker om historiens afslutning. Det moderne liberale demokrati er baseret på søskendebegreberne frihed og lighed. Disse er, siger Fukuyama, i et evigt spændingsforhold: Ligheden kan ikke forøges uden indgriben fra en stærk stat, der begrænser individets frihed; friheden kan ikke forøges i det uendelige uden at give anledning til forskellige skadelige former for social ulighed. Således må ethvert liberalt demokrati foretage afvejninger imellem de to: 'Nutidige europæere plejer at foretrække mere lighed på bekostning af frihed, og amerikanerne omvendt af grunde, der har rødder i hver deres individuelle historie.'

Dette er Erling Bjøls bog et tungtvejende og bevis på. Han beskriver, hvordan Frankrig og Danmark ud fra forskellige kulturer og udgangspunkter nærmer sig en fælles og alligevel konstruktiv forskellig samfundsmodel. Samtidig er den en fornøjelse at læse næsten uanset hvilken faglig baggrund eller interesse man måtte have. For nu at ride en af anmelderens kæpheste: Hvilket bevis for, at tværfaglighed er efterstræbelsesværdig.

Supplerende artikler

Peter Madsen, Gert Sørensen og Krzysztof Stala (red.): 'Europa, et uafsluttet projekt';
Tiderne Skifter, 2009

'Historiens afslutning?' Anmeldelse af Francis Fukuyama: 'Historiens afslutning og det sidste menneske',
Informations Forlag 2009, 2. udgave

Supplerende artikler om lykke og målinger af lykke, tilfredshed, tillid
'En dag vidste du omsider, hvad du blev nødt til at gøre - og begyndte - - -'
Anmeldelse af Sonja Lyubomirsky: 'Sådan bliver du lykkelig'; Lindhardt og Ringhof 2008

For at være virkelig lykkelig, må man holde op med at prøve at blive det
Anmeldelse af Suzanne C. Segerstrom: 'Bryd Murphys lov. Hvordan optimister får det ud af livet, de ønsker - og pessimister også kan få det; Dansk Psykologisk Forlag 2008

Supplerende artikler i et europæisk og globalt perspektiv

'Den post-amerikanske verden'
'På vej mod en ny verdensorden': Anmeldelse af Fareed Zakaria:
'Den post-amerikanske verden'; Informations Forlag 2009

Jordens økonomiske og politiske landskab ændrer sig markant - lige nu og her
Anmeldelse af Robyn Meredith: 'Elefanten og dragen. Indien og Kina som nye markeder og nye magtcentre'; Gyldendal Business 2009

Supplerende læsning
Per Nyholm: 'Europæerne - reportager fra en rejse i Europas erindring';
Lindhardt og Ringhof, 2008. ISBN: 978-87-11-31061-8

Herbert Pundik (red.): 'Bjøl. Et festskrift til Erling Bjøl',
Aarhus Universitetsforlag, Århus 1999. ISBN 87-7288-832-6.
Bogen tegner et portræt af journalisten, politologen, kulturskribenten og historikeren Erling Bjøl. Den er skrevet af 25 af hans tidligere elever, kolleger og medarbejdere, der selv har sat deres præg på politik, diplomati, forskning og journalistik i de seneste årtier.

Hans Boll-Johansen: 'Bjøl analyser forskellene med dansk og fransk kultur';
Politiken 11. december 2008.