Af Thomas Jensen
KØBENHAVN: Frank Jensen ser gerne styreformen i København ændret, fordi den medfører overadministration. Kommunen ville efterfølgende kunne frigøre menneskelige og økonomiske ressourcer, mener overborgmesterkandidat Frank Jensen (S). Men først skal der styr på økonomistyringen.
Der hersker heftig aktivitet i kandidatens kampagnelokaler i HK's lokaler på Artillerivej på Islands Brygge mandag eftermiddag. Frank Jensen er også i omdrejninger, men dknyt har fanget ham i et ledigt øjeblik til en snak om styreform og økonomi.
- Ritt Bjerregaard har sat en vigtig dagsorden med sine udmelding om styreformen, men ligesom København er et par andre byer underlagt styrelsesloven. Jeg vil gerne arbejde for at komme af med styreformen, hvis der er bred opbakning i Borgerrepræsentationen. Det ville selvfølgelig også kræve lovændringer på Christiansborg. Jeg tror, at styreformen giver overadministration, og man ville kunne frigøre menneskelige og økonomiske ressourcer ved at gå bort fra styreformen, siger Frank Jensen til dknyt.
Den erfarne politiker og tidligere minister kender det politiske metier, og han har den fornødne tålmodighed til at vente på ændringer.
- Det er ikke et succeskriterium, at det skal ske på et eller to år. Mit fokus ville være på det daglige arbejde og samarbejde i Borgerrepræsentationen og som overborgmester. Kommunalpolitik handler om at få jord under neglene og skubbe tingene i den rigtige retning, siger Frank Jensen.
Oprydningsarbejdet med økonomistyring
Med mange års erfaring som videnskabs- og justitsminister, direktørstillinger i det private erhvervsliv og medlem af flere bestyrelser - bl.a. TV2, så ved Frank Jensen, at uden en ordentlig økonomistyring, er der intet, der fungerer i en stor institution eller firma. Og overborgmesterkandidaten erkender, at også på økonomistyringssiden spiller styreformen negativt ind i forhold til bl.a. ansvarsfordeling.
- Der skal være et helt klart ansvar for økonomistyringen. I sidste ende falder det selvfølgelig tilbage på borgmesteren. Der skal være styr på udgifter ellers er der ikke styr på noget som helst, men jeg er godt klar over, at det tager tid at rette op på det. Jeg vil fortsætte det oprydningsarbejde Ritt og Økonomiudvalget har sat i gang, hvis jeg bliver overborgmester, siger Frank Jensen.
- Det nytter ikke, at man ender i situationer, hvor der fra start af ikke er styr på tingene. Bo Asmus Kjeldgaard har på børne- og ungeområdet fx brugt 144 mio. kr. mere end budgetteret i det første halvår , fordi der var budgetteret med et meget lavt antal børn i kommunen. Det er dårlig ledelse og økonomistyring, mener Frank Jensen.
Overborgmesterkandidaten ser også gerne, at der bliver et klarere ansvar for direktørerne i forvaltningerne i forhold til den retning, Borgerrepræsentionen og Økonomiudvalget angiver.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.