
FREDENSBORG: Fredensborg Byråd sætter nu gang i at omdanne den tidligere losseplads Fredtoften nær Kokkedal til skiområde under arbejdstitlen ”Fredtoften Mountain Center”.
I første omgang skal der arbejdes på en projektbeskrivelse, der kan danne grundlag for ansøgninger til fonde og give overblik over mulighederne i området, oplyser kommunen.
- Skianlægget skal være med til at sikre, at Fredensborg Kommune til stadighed skal være et godt sted at leve og bosætte sig, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen (S), der selv har været med til at fostre ideen.
Ideen er, at områdets bakkede terræn er velegnet til et kunstigt skianlæg, der kan anvendes hele året. Eksperter fra Danmarks Skiforbund, Hareskoven IF og Københavns Skiklub ser ifølge kommunen store perspektiver i området.
Kunstmåtter uden vand og kemikalier
- Danmarks Skiforbund ser Fredtoften som et idealt sted til at etablere en helårs skibakke, som vil kunne fungere for alle skidiscipliner ved, at der kan anlægges langrendsspor, alpine pister og freestyle miljøer, alt via kunstmåtter, siger generalsekretær Kenneth Bøggild fra Dansk Skiforbund.
- Udviklingen af måtter og brugen af disse har på verdensplan taget fart, det betyder, at de måtter, som produceres i dag, kan lægges med et absolut minimum af miljøbelastning, bruges uden tilføjelse af vand og kemikalier, men blot via dets struktur og materiale sikre skiløb hele året, tilføjer han.
Udover skisport kan området også bruges til fx trailrunning og downhill, mener Per Frost Henriksen, som er formand for DGI Nordsjælland og desuden socialdemokratisk byrådsmedlem i Fredensborg.
Men først er der altså afsat penge til at skrive et projektforslag, hvorefter der kommer en politisk proces og en proces med ansøgning af fonde for at skaffe finansiering.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.