AKTUELT:FV26Finanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Fredericia Kommune fastholder, at det er lovligt at lade FC Fredericia spille gratis på Fredericia Stadion, mens Ankestyrelsen vurderer sagen.
Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Fredericia står fast: Huslejefritagelse til FC Fredericia er lovlig

Fredericia Byråd er ikke enig med Ankestyrelsen i, at den gratis udlån af stadionet er ulovlig.
3. MAR 2026 11.45

FREDERICIA: Fredericia Kommune fastholder, at det er lovligt at fritage fodboldklubben FC Fredericia for at betale husleje for brugen af Fredericia Stadion. Det besluttede et enigt byråd mandag aften, fremgår det af byrådsreferatet. 

Ankestyrelsen rettede i november 2025 henvendelse til kommunen og bad om en redegørelse for grundlaget for den gratis udlejning. På baggrund af kommunens svar vil styrelsen vurdere, om der er anledning til at indlede en tilsynssag.

Henviser til tidligere godkendelse

Kommunen bygger sin vurdering på en udtalelse fra Ankestyrelsen fra 2006, hvor det blev fastslået, at Fredericia Kommune lovligt kunne yde støtte til FC Fredericia.

Selvom klubben er organiseret som et kapitalselskab, fremhæver kommunen, at der i vedtægterne er indskrevet en bestemmelse, som forhindrer udbetaling af udbytte. Derfor vurderer kommunen, at klubben ikke kan betragtes som en erhvervsdrivende virksomhed i lovens forstand.

Investeringer i stadion

Kommunen peger desuden på, at FC Fredericia kun har begrænset råderet over Fredericia Stadion, og at klubben samlet set har den mindste økonomi i Superligaen.

I forbindelse med opgraderingen af stadion til Superliga-niveau har klubben ifølge et bilag fra revisionsfirmaet PwC investeret cirka 16,7 millioner kroner i blandt andet videoovervågning, storskærm, LED-bannere, lydanlæg, sæder og udvidelse af loungefaciliteter. Udstyret er efterfølgende overgået – eller overgår – til kommunen som ejer af stadion.

Ønske om fremtidig husleje

Selvom byrådet stod samlet bag beslutningen, er der politiske nuancer i vurderingen af ordningen.

SF og Enhedslisten vil have undersøgt, om det på sigt er rimeligt, at klubben ikke betaler husleje.

- Jeg har tillid til, at det er lovligt. Jeg hepper på FC Fredericia, og vi har arbejdet med at udbygge stadion. Men vi forventer, at FC Fredericia i fremtiden betaler husleje i et eller andet omfang, siger byrådsmedlem Malene Søgaard Jørgensen (SF) til TV Syd

De Konservative, Liberal Alliance og Venstre mener omvendt, at FC Fredericias succes giver positiv omtale, værdi og reklame for Fredericia Kommune.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fredericia-staar-fast-huslejefritagelse-til-fc-fredericia-er-lovlig

GDPR