248 forsøg med nye lokale løsninger, som skal højne velfærden og mindske bureaukrati, er i gang i frikommunerne, og der er potentiale til at udbrede idéerne til resten af landet, vurderer de ni kommuner, som er med i forsøget i en ny evaluering.
Med forsøgene har regeringen givet frikommunerne lov til at bryde rammerne, og finde på nye måder at arbejde og hjælpe borgerne på. Frikommunerne har blandt andet fået friere rammer på beskæftigelses- og uddannelsesområdet, ligesom de har fået tilladelse til at tilbyde ældre, der modtager hjemmehjælp, tilkøb af snerydning, vinduespudsning mv. og mulighed for i en kortere periode at stille ledige kommunale lokaler gratis til rådighed for iværksættere fra lokalområdet.
- Det er glædeligt, at frikommunerne allerede nu, halvvejs inde i forsøgsperioden, ser så store potentialer i forsøgene. Vi ser frem til den afsluttende evaluering, hvor der bliver samlet op på forsøgenes resultater, og hvor vi forventer, at de gode erfaringer vil blive omsat til generelle regelforenklinger til gavn for alle kommuner, siger formand for KL og borgmester i Kalundborg Martin Damm (V)
Bredes ud til alle kommuner
Allerede nu lever langt de fleste forsøg op til det ønskede formål, lyder det i evalueringen. Frikommuneforsøgene har givet borgerne velfærd både af højere kvalitet og med mindre bureaukrati, og samtidig er kommunerne blevet mere effektive og gode til at udnytte ressourcerne bedre, vurderer frikommunerne selv. Og de ser altså nu potentiale i at brede flere af forsøgene ud til alle kommuner.
Midtvejsevalueringen viser også, at en række af forsøgene allerede inden den endelige evaluering er blevet udbredt til alle kommunerne. Folketinget har på nogle områder lovgivet, så alle 98 kommuner kan få gavn af de nye måder at tilrettelægge arbejdet på. Det gælder fx Vejles idé om, at den politiske varetagelse af beskæftigelsesindsatsen ikke skal ske i et særskilt udvalg, og Fredensborgs idé med smidigere og enklere regler, når kommunerne skal sende mindre opgaver i udbud.
- Nogle idéer er så åbenlyst gode, at vi allerede nu har udbredt dem til alle kommunerne. Den fine evaluering kommer med, når vi sammen med KL snart skal sætte rammerne for næste udgave af forsøg i nye frikommuner, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).
Midtvejsevalueringen er første del af en samlet evaluering af frikommuneforsøget, som Rambøll og BDO gennemfører for Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL. Midtvejsevalueringen kommer også med en række anbefalinger til, hvordan stat og forsøgskommuner fremadrettet kan få mest ud af ordninger som frikommuneforsøget.
Selve frikommuneforsøget slutter med udgangen af 2015, og frikommunerne evaluerer forsøgene, hvorefter Rambøll og BDO i foråret 2016 gennemfører en afsluttende evaluering. Men de ni kommuner har netop fået lov til at fortsætte med at arbejde som under forsøgene, mens Folketinget vurderer, hvilke yderligere af de mange gode idéer, der skal bredes ud til resten af kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.