
MIDTJYLLAND: Et godt tre timer langt møde mandag i Region Midtjyllands forretningsudvalg har ikke ændret på fyringen af ledende overlæge Ulrich Fredberg, som også selv er medlem af regionsrådet for Venstre.
Som primær begrundelse for at fyre Ulrich Fredberg blev det angivet, at han ikke har overholdt retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om, hvordan man screener for lungekræft, og at han har modarbejdet hospitalsledelsen.
Forretningsudvalget løfter dog pegefingeren i forhold til åbenhjertigheden i den første pressemeddelelse, som blev udsendt om sagen. Dele af den er senere blevet beklaget.
Desuden vil man nu have lavet en afdækning af den metode, som Ulrich Fredberg har fastholdt i en række tilfælde, hvor Sundhedssstyrelsen vil screene på en anden måde.
I det officielle referat fra mødet mandag står:
Forretningsudvalget besluttede,
- at forretningsudvalget forudsætter, at Region Midtjylland overholder retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og sætter patienternes sikkerhed højt,
- at forretningsudvalget er orienteret om, at der har været vedvarende samarbejdsproblemer,
- at forretningsudvalget lægger vægt på, at der ikke kommunikeres om personsager i pressen forud for tjenstlige samtaler,
- at forretningsudvalget støtter, at Region Midtjylland tager initiativ til at sikre, at der sker en bredt funderet faglig afdækning af lavdosis CT's faglige rolle i udredning af lungesygdom, og
- at forretningsudvalgets politiske ambitionsniveau for den fortsatte udvikling af Regionshospitalet Silkeborg er uændret højt.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) havde indkaldt til mødet, og på forhånd sagde han til JP Aarhus, at han ikke mener, at fyringen er en sag for regionsrådet.
- Rådet har delegeret kompetencen til at hyre og fyre til vores hospitalsdirektion, og den har delegeret den videre nedad, siger han til avisen.
Efter mødet siger Ulrich Fredbergs partifælle i regionsrådet Carsten Kissmeyer til TV Midtvest, at man i forretningsudvalget nu har fået svar på en række spørgsmål og betragter sagen som afsluttet.
Professorer trækker sig
Som optakt til mødet meddelte en række prominente sundhedsfolk, at de vil trække sig fra et advisory board for Diagnostisk Center i Silkeborg, hvor Ulrich Fredberg i en årrække har været ledende overlæge.
'Det har næppe noget formål at fortsætte med et Advisory Board, som var Ulrich Fredbergs ide som et forum for fordomsfri sparring omkring fornyelser i det danske sygehusvæsen. Ulrich Fredberg vil blive savnet som fornyende kraft,' hedder det i et brev fra de seks underskrivere, som er:
- Morten Freil, direktør for Danske Patienter
- Frede Olesen, professor emeritus
- Kjeld Møller Pedersen, professor
- Leif Vestergaard Pedersen, medlem af Etisk Råd
- Jes Søgaard, direktør og professor
- Peter Vedsted, cheflæge og professor
De kalder centrets resultater enestående både nationalt og internationalt.
'Det kommer derfor som en beklagelig overraskelse, at Ulrich Fredberg er indstillet til afskedigelse. Og også stor fortrydelse, da vi frygter, at det vil få negative konsekvenser for dansk kræftudredning og -behandling og ikke mindst for danske lungekræftpatienter,' skrev de i en henvendelse til forretningsudvalget forud for mandagens møde.
Efterlyser udredning
De mener, at virkeligheden er mere nuanceret, end Sundhedsstyrelsens retningslinjer afspejler.
Det er svært at finde patienterne med lungekræft, og derfor vil en praktiserende læge ofte være i tvivl om, om det er nødvendigt at henvise til 'en kræftpakke med fuld CT med de omkostninger, det kan have for sundhedsvæsen og patient. I de tilfælde hvor lægen er i tvivl, hvor patienten ikke lige passer til vores kasser,' skriver de. Derfor har de støttet den praksis, man har haft i Silkeborg.
'Samtidig har det undret ja bekymret os, at Sundhedsstyrelsen og regionen som driftsherre ikke fik disse spørgsmål udredt ordentligt. Hvorfor har regionen som driftsherre og medpart i og værtsrolle for RKKP (et regionalt kvalitetsudviklingsprogram, red.) ikke sørget for at få spørgsmålet om denne mellemgruppe af patienter afklaret i et nationalt perspektiv? Eller anmodet Sundhedsstyrelsen om at få det gjort? Herunder fået iværksat en udredning af opnåede resultater i Diagnostisk Center Silkeborg i forhold til andre centre i Danmark, når man tilsyneladende ikke har tillid til den videnskabelige aktivitet,' hedder det i brevet.
Også det sidste medlem af advisory board, formanden for Praktiserende Lægers Organisation Christian Freitag, trækker sig, men har ikke skrevet under, fordi han ikke har nået at drøfte spørgsmålet i PLO's bestyrelse.
Tilføjelse 15.38: Udtalelse fra Carsten Kissmeyer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.