
KØBENHAVN / ODENSE / AARHUS: I Gellerupparken er Aarhus Kommune allerede i gang med at rive ned, renovere og byplanlægge. Beboere bliver genhuset, og offentlige arbejdspladser flytter derud.
I landets største ghetto, Vollsmose ved Odense, er strategien den samme, og byrådet har tidligere meldt ud, at minimum 1.000 boliger står for skud. Samtidig er området blevet delt op i to, så det kun er seks af de ni afdelinger, der kan kaldes ghetto.
Alt sammen for at imødekomme folketingsflertallets ghettoplan om at blandt andet højst 40 pct. af boligerne må være almene, og at der generelt skal gennemføres markante fysiske ændringer i ghettoområderne.
Særlig københavnermodel
Men i København går kommunen nu den modsatte vej. Her skal udsatte boligområder nemlig løftes med genhusning og byggeri af private boliger i stedet for nedrivninger.
- Det er nødvendigt at lave en særlig københavnermodel for at indfri regeringens og Folketingets ghettoplan. Vi har et meget stort pres på vores boligmarked, så vi kan ikke rive boliger ned, siger Frank Jensen til DR.
Derfor skal borgere fra belastede boligområder i stedet flytte til andre almene boliger i byen, og der skal bygges private boliger tæt på de udsatte områder.
Vækker glæde i Aarhus
Hovedstadens plan om genhusning frem for nedrivning vækker glæde hos formanden for Brabrand Boligforening i Gellerup, Keld Albrechtsen. Han håber nemlig, at den beslutning kan være med til at få Aarhus' byrådspolitikere til at gentænke planerne om nedrivning.
- Vi håber meget, at signalet fra København kan føre til en ny runde i Aarhus Kommune, hvor vi forhåbentlig kan forhandle os frem til løsninger, der ligner dem, man lægger op til i København, siger han til DR og understreger, at boligforeningen ikke vil rive mere ned, end det loven absolut kræver.
Boligforeningen fremlagde for nylig sit eget bud på en løsning for Gellerupparken, da den ikke ønskede at være en del af den plan, som Aarhus Kommune ellers præsenterede med de øvrige boligforeninger i området.
Det er blandt andet på grund af antallet af boliger, der skal rives ned, at Brabrand Boligforening står uden for foreningernes aftale med kommunen. De vil kun rive en tredjedel af de 600 boliger, som byrådet ellers ønsker, ned. Men det er borgmesteren ikke med på.
- Der skal mere til, hvis vi skal skabe denne her blivende forandring, der gør Gellerup til en helt integreret del af Aarhus, og som sikrer, at beboersammensætningen kommer til at se anderledes ud, end den gør i dag, sagde Jacob Bundsgaard (S) til DR, da boligforeningen præsenterede sin plan.
Boligforeninger og kommuner skal sende deres planer for områderne til Transport-, Bygge- og Boligministeriet inden den 1. juni 2019.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.