
GLOSTRUP: Konstitueringsflertallet bag borgmester John Engelhardt (V) er blevet til et mindretal efter at det ekskluderede Venstrebyrådsmedlem Lars Thomsen har dannet sit eget parti Bylisten og har fundet sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Også De Konservative har skiftet side og er med i det, der nu er et flertal uden om borgmesteren.
Borgmesterflertallet bestod efter KV17 af Venstre med 7 mandater, Dansk Folkeparti med 2 og De Konservative med 1, altså 10 mod oppositionens 9. Med en mindre til Venstre og ikke nogen konservativ bag borgmesteren består det nye flertal af Socialdemokratiet med 7 mandater, og SF, De Konservative, Enhedslisten og Bylisten med hver 1, altså i alt 11 mod blot 8 bag borgmesteren.
Det nye flertal kalder sig samarbejdsgruppe, og den vil 'henover sommeren (...) analysere opgaver, muligheder og udfordringer og derefter udarbejde et fælles politisk arbejdsprogram for det fremtidige samarbejde', hedder det i en medddelse fra flertalspartierne. De sigter efter at lave budget sammen, oplyser de.
Den ændrede flertalskonstellation er en fortsættelse af en årelang tradition i Glostrup Byråd for politiske og andre overraskelser. John Engelhardt blev i sin tid borgmester ved at et af dengang fire nyvalgte SF-medlemmer i konstitueringsfasen efter KV09 blev løsgænger og skiftede side.
Den slagne socialdemokratiske borgmester Søren Enemark blev siden idømt 30 dages fængsel for ulovligt at have udnyttet registeradgang til at søge oplysninger til brug mod SF-overløberen. Efter en pause udenfor byrådet er han siden KV17 tilbage og en del af det nye flertalssamarbejde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.