
RANDERS: En del af arealerne ved jordskreddet hos Nordic Waste i Ølst vil nu blive tilsået med græs, hvidkløver og blomster. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Beplantningen skal blandt andet mindske opgaven med at rense forurenet overfladevand, oplyser kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
- Vi har i lange perioder haft alvorlige udfordringer i forhold til at opbevare alt det vand, der kom fra jordskreddet, og som skal holdes adskilt fra Alling Å.
- Nu er gennemsnitstemperaturen endelig deroppe, hvor det giver mening at så græs, som vi ved har en markant effekt, blandt andet fra drænforsøg på statens forsøgscentre. Så nu handler vi, mens vejret er med os, siger han.
Fordampning øges med 25.000 kubikmeter
Det er cirka 25 hektar af arealerne, der bliver tilsået med græs. Forventningen er, at græsset vil gøre opgaven med at rense forurenet vand fra området mindre. Græsset vil øge fordampningen af vandet, fremgår det af pressemeddelelsen.
Kommunen vurderer, at fordampningen vil øges med op til 25.000 kubikmeter vand om året. Græsfrøene bliver blandet med hvidkløver for at få en større andel urter med dyberegående rødder. Desuden blandes der blomster i for at få blomstrende urter på arealet, oplyser kommunen.
Det har også været inde i overvejelserne at plante andre typer af vegetation som for eksempel tagrør, pil eller poppel. Men kommunen har konkluderet, at græsdækning er den hurtigste og mest robuste løsning det pågældende sted.
Kommunen understreger, at tilsåningen er et "akut afværgetiltag" og ikke har noget med den endelige plan for arealet at gøre. Området forventes at være dækket af græs tidligt på sommeren.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.