
Af Emil Rasmus Nielsen, [email protected]
Borgmestrene fra Skive, Struer, Bornholm, Lolland og Kerteminde er stærkt utilfredse med, at deres kommuner er blevet udvalgt som potentielle opbevaringssteder for atomaffald fra Forsøgscenter Risø. De har derfor dannet fælles front og protesteret til sundhedsminister Astrid Krag (SF).
På Agora forklarer Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S), kommunernes standpunkt:
- Det er en dårlig idé at deponere atomaffald i danske kommuner, fordi det ville skabe en enorm utryghed hos borgere og hos erhvervslivet. I stedet for at vi i Danmark, hvor vi ikke har erfaring med deponi af atomaffald, skal til at opbygge den ekspertise, hvorfor så ikke gøre brug af den ekspertise, der er i vores nabolande Tyskland og Sverige?
Det synspunkt bakkes op af Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet:
- Der er ikke nogen sandsynlighed for, at vi er bedre til at gøre det end andre. Hvis der er nogle anlæg i Sverige, som kan håndtere det, hvad skulle så være problemet i, at de håndterer det affald? I stedet for vi selv forsøger at opfinde den dybe tallerken.
Undgå transporten
Klima- og energiekspert Tarjei Haaland fra Greenpeace peger dog på, at en tidligere undersøgelse har vist, at det er muligt at deponere affaldet på Risø. Den løsning er klart at foretrække ifølge Greenpeace, da man dermed undgår transporten:
- Risikoen for sammenstød eller noget, der kan udløse, at det her affald på en eller anden måde kommer hen et sted, hvor det ikke skal, den er meget større, jo mere man skal transportere det.
Den mulighed er de protesterende borgmestre ikke afvisende over for. Stig Vestergaard (S), borgmester i Lolland Kommune, anfører:
- Det vi alle sammen peger på, det er, at dér, hvor udviklingen har været, og dem, der har haft gavn af det, det er Risø i Roskilde, og det er også dem, der bør opbevare det.
Han fortsætter:
- Nu siger man jo: ‘Det kan heller ikke ligge dér, hvor der bor mennesker'. Ja tak skal du have, så har man igen placeret alt skidtet i yderområderne i Danmark. Det vil vi simpelthen ikke være med til.
Hvor skal atomaffaldet deponeres? Deltag i debatten på Agora
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.