
GREVE: Et næsten enigt byråd i Greve besluttede i sidste uge at bevilge støtte til sikring af borgmester Pernille Beckmanns (V) bolig.
Borgmesteren har flere gange været udsat for angreb mod sit hjem - først i 2022 med en molotovcocktail, der var kastet mod et af familiens vinduer, og i februar i år med store sten, der med to timers mellemrum blev smidt gennem soveværelsesvinduet. To hændelser, som nu har fået hende og familien til at flytte til en ny bolig.
Ifølge sagsfremstillingen er der ikke nogen praksis, der afklarer, om der er hjemmel i vederlagsreglerne til at yde støtte til sikring af politikeres bolig. Dog bemærkes det, at Indenrigsministeriet tidligere har udtalt, at det er lovligt at bevilge psykologbistand til politikere, når behovet har relation til deres hverv som byrådsmedlemmer.
KL: Op til byrådet
Forinden beslutningen har kommunen rådført sig hos KL.
Som omtalt de seneste dage savner KL klarhed om, hvem der har ansvaret for sikkerheden, når politikere bliver udsat for trusler.
KL vurderer dog, at der kan argumenteres for, at byrådet betaler for sikring af et byrådsmedlems private bopæl, når behovet er forårsaget af det politiske hverv. KL mener, det er op til byrådet at vurdere det konkret, og at karakteren og omfanget af de hændelser, politikeren har været udsat for, skal indgå i vurderingen.
Og et flertal vurderer altså, at der er grund til at betale for sikring af borgmesterens bolig. Kun Enhedslisten stemte imod.
Et indhentet tilbud lyder på 81.400 kr. plus moms som engangsbeløb plus en serviceaftale på 418 kr. om måneden. Bevillingen er givet for resten af byrådsperioden, altså frem til 31. december 2025.
Angreb påvirker
Pernille Beckmann deltog ikke selv i debatten, som i stedet blevet ledet af viceborgmester Liselott Blixt (løsgænger).
- Jeg har set, hvordan angrebene har påvirket Pernille. Derfor har jeg også ledet møderne, når vi har snakket om det. Vi har valgt at afsætte penge til sikringen, fordi truslerne er udover det, man kan forvente at skulle finde sig i som byrådspolitiker. En lignende beslutning er mig bekendt ikke set i andre kommuner, så det er lidt som at opfinde den dybe tallerken igen, siger Liselott Blixt til sn.dk.
KL-formand Martin Damm (V) siger til mediet, at han godt kan mærke på sine lokalpolitiske kolleger, at der er skruet op for truslerne.
- Grovheden er blevet større. Det værste er, at nogle bliver bekymrede for deres familier, for de har jo ikke valgt, at deres familiemedlemmer skal være politikere. Det får nogle interesserede fra at stille op til lokalpolitik, selvom de egentlig gerne vil, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.