
BORNHOLM: Folkemødet på Bornholm har tidligere været mål for russiske provokationer med anflyvninger af militærfly og russiske flådefartøjer, der sejlede ind i dansk farvand. I år har myndighederne meddelt, at de er opmærksomme på sikkerhedstruslen fra russisk hybridkrig, skriver Information.
To gange i maj blev Bornholm og det sydlige Sverige ramt af gps-forstyrrelser i et hidtil uset omfang i Danmark. Det ene natlige angreb var af 11 timers varighed, det andet var på seks timer. Det viser registreringer foretaget af en række såkaldte GNSS-referencestationer, blandt andet den der er placeret i Tejn på Bornholm. Det skriver Dagbladet Information.
- Det er markant, at det ikke var korte udfald. Det var noget, der stod på i flere timer gennem hele natten, siger Søren Reime Larsen, der er ph.d.-stipendiat fra DTU Space og blandt andet forsker i gps-jamming, til Information.
Til sammenligning var den seneste kendte lignende gps-forstyrrelse på blot ti minutter. Gps-jammingen ved Bornholm er foregået fra et eller flere fartøjer i farvandet mellem Bornholm og Sverige, vurderer Søren Reime Larsen.
- Mit bud er, at der var nogle, der gerne ville gøre opmærksom på sig selv: "Vi er i nærheden. Vi er lige ude i jeres baghave", siger Søren Reime Larsen.
Øget hybridkrig
Flere eksperter vurderer over for Information, at gps-forstyrrelserne er et led i russisk hybridkrig i Østersøen.
- Det er selvfølgelig en del af en bevidst strategi, hentet op fra den rodekasse, vi kalder hybrid krigsførelse, siger seniorforsker ved DIIS og ekspert i russiske forhold Flemming Splidsboel til Information.
André Ken Jakobsson, der forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet, vurderer, at gps-jamming er et forsøg på pres fra russisk side:
- Min læsning er, at det er tæt relateret til, hvor meget Danmark hjælper i Ukraine og gerne vil blive ved med at gøre det. Derfor presser russerne os på ret mange parametre efterhånden, siger han til Information.
Også militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kenneth Øhlenschlæger Buhl mener, at forstyrrelserne skal ses som et led i en russisk hybridkrig mod Danmark og de øvrige NATO-lande.
- Der er ingen tvivl om, at Rusland gør det for at genere os, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl til Information.
Formodet russisk
Både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at truslen fra russisk hybridkrig i Danmark er stigende. Hybridkrig er forstyrrelser, sabotage og andre former for angreb, der holder sig under et egentligt militært niveau, der kan udløse modreaktioner.
FE ønsker ikke at kommentere de nye oplysninger om gps-jammingen ved Bornholm, men henviser til en trusselsvurdering, der blev offentliggjort den 24. maj, hvor det fremgår, at jammingen over Østersøen har været stigende siden december 2023, og at FE vurderer, at det er "meget sandsynligt, at Rusland står bag jammingen"
Information har anmodet Ruslands ambassade i Danmark og den russiske forsvarsattaché om kommentarer, men de har ikke reageret på henvendelserne.
Der har løbende siden december 2023 været gps-forstyrrelser af luftfarten over Østersøen. Rusland har to stationære gps-jammere, der befinder sig henholdsvis i den russiske enklave Kaliningrad og i området vest for Skt. Petersborg.
Gps-forstyrrelserne vil ikke påvirke sikkerheden for de fly, der befinder sig i luftrummet over Bornholm.
Det fastslår Trafikstyrelsen i et skriftligt svar til Ritzau.
- Vi er ikke bekymrede for flysikkerheden, i forhold til de gps-udfald som vi har registreret de seneste år, fordi flyene ved udfald automatisk og uproblematisk skifter over til anden navigation. Enten andre satellitter eller udstyr placeret på jorden, lyder det fra styrelsen.
/ritzau/
Red: tre sidste afsnit og foto tilføjet - samt ny rubrik og underrubrik kl. 11.02
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.