Af Knud Abildtrup
HØRSHOLM: Venstrefolkene i Hørsholm har ikke uden videre tænkt sig at svare på, om de er bekendt med, at Venstrevælgerforeningen modtog penge fra developerfirmaet Reitan, der bl.a. er associeret med Rema 1000, op til kommunevalget.
Borgmester Uffe Thorndahl (UP) har en kraftig mistanke om, at firmaet, der har interesser i byggeprojekter i kommunen, har støttet partiforeningen - og har kaldt det bestikkelse. Og på den baggrund har Statsforvaltningen spurgt alle V-medlemmerne i byrådet nærmere til den sag.
V-leder Michael Medom Hansen svarer til Statsforvaltningen:
'Statsforvaltningen har spurgt, om noget kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Hørsholm til kommunalvalget 2009 har modtaget økonomisk støtte fra Reitan Ejendomsudvikling A/S. Samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer kan oplyse, at de ikke personligt har modtaget nogen støtte fra Reitan Ejendomsudvikling A/S.
Statsforvaltningen har endvidere spurgt, om noget kommunalbestyrelsesmedlem har været vidende om, at selskabet Reitan Ejendomsudvikling A/S enten havde ydet eller ville yde et bidrag til Hørsholm Venstrevælgerforening.
Vi er enige i, at kommunalbestyrelsesmedlemmer skal meddele de oplysninger, som vedrører forhold i kommunen. I det konkrete tilfælde er der imidlertid ikke tale om, at Statsforvaltningen ønsker oplysninger om kommunens forhold, men derimod om en privat partiforenings forhold, som er reguleret af partistøttelovgivningen. Efter denne lovgivning er der offentlighed om bidrag, der overstiger 20.000 kr.
Inden vi eventuelt søger at svare på spørgsmål om den private forenings økonomiske forhold, ønsker vi nærmere begrundet på hvilket retligt grundlag, Statsforvaltningen mener at kunne afkræve kommunalbestyrelsesmedlemmer oplysninger om en privat vælgerforenings økonomi.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.