
HOLSTEBRO: Siden 1. januar 2010 har Holstebros borgmester heddet H.C. Østerby (S), men om halvandet år er det slut. Den 68 år gamle borgmester har besluttet ikke at genopstille ved KV25, oplyser han.
- Dåbsattesten lyver ikke, og selvom jeg har det rigtig godt, har jeg besluttet, at tiden er den rigtige nu. At være borgmester er en livsstil, som rækker langt, langt ud over "normal" arbejdstid, og jeg ser frem til at bruge min energi på noget andet og mindre tidskrævende siger H.C. Østerby.
Han fortsætter perioden ud og har orienteret den lokale partiforening om sin beslutning.
- Når denne valgperiode er slut, har jeg været borgmester i 16 år og siddet i byrådet i 24 år. Jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv på at arbejde for de bedste betingelser for Holstebro Kommune, og jeg synes, at jeg afleverer en kommune i rigtig god form, siger H.C. Østerby.
Tidligere på året meldte kommunaldirektør Lars Møller sin afgang med udgangen af 2024, og rekrutteringsprocessen med at finde hans afløser er i fuld gang. Dermed får den kommende kommunaldirektør og H.C. Østerby mere end et års overlap, inden Østerby forlader bordenden.
H.C. Østerby er oprindeligt uddannet pædagog og var leder af Holstebro Sport-College i 15 år, inden han blev borgmester. Han er gift med Lene Nørlund, der er chef for Jobcenter og Borgerservice i Lemvig Kommune. Han har tre voksne børn.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.