Servicestyrelsens websted www.godsocialpraksis.dk udsender nu 60 inspirerende eksempler på god praksis inden for temaet Tidlig Indsats over for udsatte børn.
30 kommuner og enkelte leverandører har bidraget med eksemplerne, som nu er tilgængelige på internettet som inspiration til alle landets kommuner.
Tidlig indsats handler om at opspore problemer i et tidligt stadie og vide, hvordan man kan sætte ind. Det kan være teenagemødre, der skal hjælpes til at tage sig af deres baby, eller børn, som lever med en psykisk syg eller alkoholiseret forælder. Målgrupperne for tidlig indsats spænder vidt, men fælles for dem er, at indsatsen kan være det, der afgør om barnet kommer til at leve et normalt liv, eller om den ene hjælpeforanstaltning kommer til at afløse den anden, hvilket både er omkostningsfuldt for samfundet og hårdt for børn og forældre.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) ser meget positivt på, at kommunerne arbejder målrettet med at udvikle metoder til tidlig indsats.
- Den tidlige indsats er utroligt vigtig, så vi undgår, at børnenes problemer bliver så massive, at det er vanskeligt at hjælpe dem. Mange udsatte børn og unge bliver først opsporet i teenageårene, og det er ofte for sent. Derfor mener jeg, at det er helt nødvendigt og meget positivt, at kommunerne nu i højere grad har fokus på den tidlige indsats, og at de deler den viden og de erfaringer de har, siger Karen Jespersen.
Gennem de sidste fem år er der i samspil med kommunerne udviklet en række redskaber til, hvordan der konkret tages hånd om den tidlige indsats. Det er eksempler herfra, som nu kan findes på www.godsocialpraksis.dk og som forhåbentlig kan inspirere andre til at sætte ind på området. Servicestyrelsen håber, at de mange eksempler på den gode sociale praksis på området skaber grundlag for udveksling af viden blandt dem, der skal sikre indsatsen.
FAKTA
Hvert år anbringes godt 14.000 børn og mere end 10 pct. af hver årgang modtager støtteforanstaltninger efter serviceloven og regnes dermed som udsatte børn. Undersøgelser peger på, at anbragte børn er markant mere syge, har en sværere skolestart og ofte mangler netværk. Disse børn er i risiko for livslang marginalisering og et liv på overførselsindkomst. Halvdelen af alle anbringelser sker for unge mellem 15 og 17 år.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.