

23 procent af skolelærerne ved ikke, hvordan de skal handle i tilfælde af en alvorlig hændelse eller krisesituation på skolen. Samtidig svarer 12 procent "ved ikke".
Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Danmarks Lærerforening har lavet for fagbladet Folkeskolen. Det er ikke konkretiseret i spørgsmålet, hvad en alvorlig hændelse eller krisesituation kan være.
Rundspørgen er gennemført mellem 2. og 6. juni.
Spørgeskemaet er sendt ud til 10.000 lærere, der arbejder i den kommunale folkeskole og specialskole. 1.605 lærere har svaret, hvilket giver en svarprocent på 16 procent.
Danmarks Lærerforening uddyber, at fordelingen af respondenter er holdt op mod parametrene køn, alder og geografi.
Der er ifølge foreningen en statistisk usikkerhed på +/- 2,4 procentpoint.
Folkeskolen omtaler undersøgelsen, dagen efter at politiet har fortalt offentligheden om en sag om planer om skoleskyderi. Torsdag meddelte politiet, at en 15-årig dreng i weekenden blev varetægtsfængslet på en mistanke om at have planlagt et skoleskyderi på Sct. Michaels Skole i Kolding.
To andre børn, som er under den kriminelle lavalder, er også mistænkt. De blev løsladt efter afhøring.
Ønsker øvelser i at håndtere skoleskyderier
I undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening er lærerne også blevet spurgt om, hvorvidt deres skole har en beredskabsplan til krisesituationer.
I spørgsmålet er væbnede angreb og indtrængning af truende personer nævnt som eksempler. Til gengæld er det skrevet ind, at brandberedskab ikke tæller med.
Her har 1.071 svaret. 11 procent siger nej til, at deres skole har en beredskabsplan, mens 22 procent svarer "ved ikke".
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen siger til Folkeskolen, at man skal være "helt klar over, hvad der skal ske", når man er på en skole med mange mennesker.
- Præcis ligesom man ved, hvad man gør under en brand, som man en gang imellem øver med en brandøvelse.
- Jeg synes dog ikke, at vi skal lave øvelser i skoleskyderier. Men der skal være en plan for, hvad der skal ske. Det skal være på plads.
Lærerne er også blevet spurgt til, om de kender instruksen for krisehåndtering: "Flygt - gem dig - alarmér". Her har 895 svaret. 56 procent siger ja til at kende instruksen, mens henholdsvis 38 procent og 6 procent svarer "nej" og "ved ikke".
/ritzau/
Opdateret kl. 10.04 med afsnit 4-6 om metode.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.