I glemmer det frivillige arbejde på de små vandværker

Tilbage i januar måned bad klima- energi- og forsyningsministeren Forsyningssekretariatet om at analysere drikke- og spildevandsselskabernes effektiviseringspotentiale frem mod 2030. Nu er rapporten offentliggjort.

Embedsmændene i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen går i rapporten op imod et bredt flertal i Folketinget, der for et par år siden besluttede at gøre livet nemmere for de forbrugerejede vandværker. Nu er der igen ensidigt fokus på konsolidering og effektivisering. 

Grøn omstilling og effektive løsninger både kan og skal gå hånd i hånd til gavn for danske virksomheder og forbrugere. Og at gøre noget mere effektivt er som udgangspunkt altid fornuftigt. Men i jagten på effektiviseringspotentiale er der et meget vigtigt element, som rapporten fra embedsværket ikke adresserer.

Analysen tager udgangspunkt i en generel økonomisk teori om, at konkurrence skaber øget effektivitet og holder priserne nede. Fordi vandsektoren er et naturligt monopol, hersker der ikke samme konkurrencesituation, og derfor må man skabe de rette politiske incitamenter. Men man tager for eksempel ikke højde for værdien af den frivillige arbejdskraft, der er på de forbrugerejede vandværker.

Danske Vandværker har opgjort værdien til op mod 175 mio. kr. på baggrund af et gennemsnitligt timeforbrug på 1 time pr. medlem af bestyrelserne pr. uge, hvis arbejdskraften skulle betales på det frie marked. Masser af engagerede og kompetente vandværksfolk, som Forsyningssekretariatet dermed slet ikke tager højde for i sin teoretiske analyse.

Og det er da alt andet lige så stort et beløb, at det nødvendigvis skal indregnes, når vi taler om effektiviseringer på drikkevandsområdet. Men det er ikke den eneste ting, som kan undre.

Embedsmænd ude af trit med politikerne

Det afsluttende kapitel i rapporten er overraskende. Det tyder på, at embedsmændene er ude af sync med politikerne. For rapporten lægger op til, at der skal indføres en reguleringsmodel for de mindre forbrugerejede vandværker. Det går stik mod et bredt politisk forlig, der blev indgået ultimo 2018, hvor der netop lægges op til at afbureaukratisere de forbrugerejede vandværker. 

Den politiske aftale går ud på, at vandforsyninger, som debiterer under 800.000 kubikmeter vand, kan træde ud af den økonomiske regulering i vandsektorloven, hvis deres ejere ønsker det. Forbrugerne kan altså trække deres vandforsyning ud af den statslige økonomiske regulering, hvis de mener, at byrderne ved reguleringen ikke står mål med effektiviseringen. Det er ganske enkelt ikke i orden at plædere for, at der nu alligevel skal indføres mere lovgivning på de forbrugerejede vandværker.

I rapporten står der, at forbrugerejede vandværker kan opkræve takster til det omkostningsniveau, de selv vurderer, er ganske enkelt forkert. Drikkevand fra hanen er omfattet af hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at et vandværk ikke må opkræve mere end det populært sagt koster at levere vandet til forbrugerens hane. Desuden skal kommunen i sin egenskab af myndighed godkende taksterne.

Forbrugereje er demokratisk

Et forbrugerejet vandværk er noget af det mest demokratiske, som findes. Som forbruger kan man gøre sin indflydelse direkte gældende på den årlige generalforsamling. Men embedsmændene i Forsyningssekretariatet mener tilsyneladende, at hverken de forbrugere, som ejer vandværket, eller kontrolmyndigheden, som er kommunen, er deres opgaver voksne.

I rapporten skriver man også, at incitamentet til at være omkostningseffektiv på et forbrugerejet vandværk er svag, derfor er der brug for et generelt effektiviseringskrav. Ikke fordi sådan et krav vil betyde noget særligt for effektiviteten, men fordi det vil kunne tilskynde til konsolideringer, hvilket ifølge Forsyningssekretariatet vil betyde lavere vandpriser. På den måde retter embedsmændene et voldsomt angreb på vores decentrale vandmodel. 

Centralisering af drikkevand er ingen fordel

For nogle er effektivitet lig med konsolidering, men stort er ikke altid godt. Og de mindre forbrugerejede vandværker har stort fokus på en effektiv vandforsyning med fornuftige vandpriser, som dækker de reelle omkostninger ved at levere godt drikkevand til forbrugerens hane.

De har med andre ord fokus på kerneopgaven med at levere rent drikkevand. Og der er mange gevinster for forbrugerne ved en decentral struktur, der hviler på et solidt fundament i form af et stærkt samarbejde mellem vandværker på kryds og tværs af størrelser og kommunegrænser. 

Det er også vigtigt at skelne mellem by- og landområder. Den decentrale struktur er den eneste rigtige i landområder og provinsbyer, for det giver ikke mening at transportere vand over meget lange afstande. En lang transportvej bruger unødvendigt meget energi – og det er ikke særligt klimavenligt. En overslagsberegning fra Krüger A/S viser, at det koster minimum 15 pct. mere i energiforbrug at transportere vandet 10 km.

Desuden forringes kvaliteten af drikkevandet, hvis der bliver pumpet store mængder ud, som ikke bliver aftaget med det samme og derfor står for længe i rørene. En decentral struktur giver også større forsyningssikkerhed, hvis der opstår en forurening, for når de udpumpede vandmængder er mindre, kan man bedre inddæmme forureningen og etablere en nødforsyning.

Man kan til en vis grad centralisere en del af administrationen på vandværkerne, men man kan ikke centralisere produktionen af drikkevand. I Danske Vandværker opfordrer vi vores medlemmer til at samarbejde, hvor det giver mening, og det er noget man generelt er meget opmærksom på rundt på landets vandværker.

Susan Münster, direktør i Danske Vandværker