Omdannelsen af regionerne til sundhedsforvaltninger, som det beskrives i regeringens sundhedsreform, efterlader en række ikke-sundhedsmæssige opgaver, som regionerne har løst, men som ikke skal følge med over i sundhedsforvaltningerne. I stedet skal de fordeles mellem stat og kommuner eller helt bortfalde.
Regionernes ikke-sundhedsopgaver omfatter:
- Kollektiv trafik
Opgaven er delt mellem regioner og kommuner, og her skal kommunerne overtage helt. Det gælder regional bustrafik, privatbanetrafik og ejerskab og styring af regionale trafikselskaber. Sidstnævnte overtager den planlægning, som regionerne udfører i dag. Letbaneselskaberne i Aarhus og Hovedstaden bliver rent kommunale, ligesom Odense Letbane er. Hovedstadsområdets kollektive trafik bliver desuden mål for et særskilt udspil. - Socialområdet og specialundervisning
De tilbageværende cirka 60 regionale tilbud og institutioner overgår til kommunerne, som i forvejen har overtaget omkring 1.000 øvrige tilbud siden kommunalreformen. - Miljø
Regionernes ansvar for at forebygge og afbøde jordforurening flyttes til staten med enkelte opgaver til kommunerne. De 400 mio. kr. som regionerne i dag bruger på området, flyttes med over til staten, som forventer en effektiviseringsgevinst på yderligere 500 mio. kr. Disse ekstra penge skal øge indsatsen mod de såkaldte generationsforureninger som fx Grindstedværket, Cheminova og Høfde 42. Også råstofområdet overgår fuldt ud til staten. - Kultur
De opgaver, regionerne måtte have haft i lokale kulturprojekter, skal i stedet udføres gennem Kulturministeriets kulturaftaler med kommunerne, de regionale kunstfonde og Sport Event Danmark. - Uddannelse
Undervisningsministeriet overtager alene ansvaret for en fornuftig fordeling og placering af uddannelsestilbud, en opgave hvor regionerne i dag har en rådgiverrrolle. Regionernes rolle i fordelingen af optag på gymnasier bortfaler også, men hvordan og af hvem den skal forvaltes fremover, afventer udspil fra en ekspertgruppe, der forventes at være klar med en rapport inden udgangen af sommerferien. - Regional udvikling og erhverv
Bortfalder. De frigjorte ressourcer overgår til sundhedsområdet. Regionernes pladser i den nydannede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og i bestyrelserne for de ligeledes nydannede erhvervshuse bortfalder også. - Partistøtte
Bortfalder, når der ikke længere skal vælges regionsråd.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.