ÅRHUS: Hvis Århus Kommune skal kunne sikre rent drikkevand i hanerne og en ren Århus Bugt, kræver det ikke bare en stram miljøpolitik og målrettet indsats, hvor den nuværende lovgivning udnyttes, men også lovændringer.
Det er en af konklusionerne fra en diger rapport fra Niras Konsulenterne, ’Vurdering af miljømæssige og økonomiske konsekvenser af udvidelse af husdyrbrug’.
Det fremgår bl.a., at ’det generelle beskyttelsesniveau i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug kan medføre en betydelig forøget udvaskning af næringssalte til vandmiljøet i modstrid med lovens intention og på tværs af det store arbejde og de investeringer, kommunen i dag foretager for at få nedbragt belastningen af bugten.’
Meldingen kommer i en periode, hvor danske kommuner i en lind strøm får ansøgninger fra bl.a. svineproducenter, der vil udvide, samtidig med, at miljømyndigheder råber vagt i gevær – som den seneste evaluering fra Danmarks Miljøundersøgelser af Vandmiljøplan III, der vender tommelen nedad – især hvad angår kvælstofudledninger.
- Fortsætter vi bare med at give tilladelser som før til husdyrbrugene, kan vi ganske enkelt ikke leve op til de politiske målsætninger’, slår afdelingschef Mogens Bjørn Nielsen, Vandmiljø og Landbrug, Århus Kommune, fast.
Aldrig været værre
For ham at se har naturen aldrig været mere trængt end nu – trængt af intensivt landbrug:
- Det har aldrig været værre. Århus Kommune ser jo gerne, at vi skal ’dyrke rent vand’, men vi mangler tilstrækkelige værktøjer. F.eks til at gå ind og opkøbe jord i de følsomme drikkevandsområder.
Mogens Bjørn Nielsen ridser op, at miljø-udfordringen er på milliard-niveau og er spændt på, hvilke initiativer, der kommer fra Regeringen, hvis vand- og naturplaner allerede er flere måneder forsinkede. Planerne skal vise, hvor højt overliggeren skal ligge, når det gælder den kommende miljøindsats, der bl.a. skal sandsynliggøre over for EU, hvordan Danmark vil leve op til vandrammedirektiverne, men skal åbenbart forinden indarbejdes i den annoncerede Grøn Vækst strategi.
- Grøn Vækst, ja det lyder jo godt, lyder kommentaren fra Århus-rådmand Peter Thyssen (R).
- Så hedder det ’Godt landmandsskab’, så hedder det ’Grøn Vækst’, men der mangler handling. Der skal en langt mere håndfast lovgivning til. Det handler bl.a. om, at at udbringningerne fra landbruget totalt set skal ned. Problemet er ikke svinene, men svineriet.
Brug ud af drift
Thyssen peger bl.a på det paradoksale i, hvordan der i byerne er gennemført store kloakeringer og rense-processer, når det gælder menneskers afføring, mens det halter langt bagefter, når det gælder udslippene fra de mange millioner danske svin. Bare afdampningen fra gyllen er et stigende problem.
Ny teknologi, når det gælder gyllebehandling, er blandt de løsninger, der kan få den samlede udbringning ned. Men Peter Thyssen efterlyser ikke mindst en lov, der kan gøre det langt lettere at opkøbe nødvendig jord for simpelthen at få landbrug ud af drift.
Niras-rapporten peger her på de mellemstore landbrug, der er for små til at vokse sig store i dagens konkurrence og for store til at blive til hobbybrug.
- Det er vigtigt med en holdningsændring til, hvad vi kan kræve, når vi frem over kan kræve i husdyrbrugsgodkendelserne. Og så er der jo alle de landbrug, som allerede har en godkendelse. Måske skulle vi have en mulighed for at gå ind og genvurdere dem. Det kan vi ikke i dag som loven er, siger Århus-rådmanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.