Af Paul Hegedahl
Thomas Hylland Eriksen:
'Jagten på lykken i overflodssamfundet',
oversat af Mone Hvass fra 'Storeulvsyndromet', 2008;
Tiderne Skifter, København 2009.
264 s., hft., omfattende litteraturhenvisninger.
appendiks: 'Andre lykkeaktiviteter, som måske også
matcher til dig', omfattende noter.
Kr. 299,00 inkl. moms.
Udgivet med støtte fra Kulturkontakt Nord
ISBN: 978-87-7973-322-9.
Et af de emner, der har været meget drøftet i boganmeldelser/bogomtaler her på dknyt.dk, er begrebet lykke, set fra det enkelte menneskes og fra samfundets perspektiv. Det har været gode og interessante bøger. Så man må give Thomas Hylland Eriksen ret, når han i sit kapitel 'Lykkevidenskab', skriver, at der har været skrevet en hel del om lykke og livskvalitet inden den bog, der her skal omtales. 'Faktisk temmelig meget, for at være ærlig', skriver han - og fortsætter: 'Nu havde jeg jo strengt taget ikke behøvet at forholde mig til denne litteratur. Vi er jo alle eksperter i vores eget liv, og nogle af de bedste bøger om livet og dets mening er totalt befriet for direkte henvisninger til andre menneskers tanker. Det gælder også for nogle af de dårligste.
Efter at have sat sig ind i forskningen og bøgerne om lykken, går det op for Thomas Hylland Eriksen, at lykkeforskningen er domineret af økonomer og psykologer, og at når man har været gennem en del af disse studier, griber man sig i at tænke, at ingenting kan måle sig med en god roman, et grundigt historisk studier baseret på alle tænkelige kilder eller et langvarigt feltarbejde, hvor man er sammen med folk i naturlige sammenhænge, således at man lærer dem rigtigt godt at kende.
Og uærbødigt over for de mange kvantitative undersøgelser og spørgeskemabaserede analyser, giver han udtryk for det ofte helt rigtige synspunkt: 'garbage in, garbage out' (det lyder lidt pænere på engelsk). Grundigt og seriøst - og underholdende - gennemgår forfatteren lykkeforskningen og konkluderer, at efter at have pløjet sig igennem eller i det mindste orienteret sig i et par hyldemeter med forskningsrapporter, reportager, statistikker, videnskabelige artikler og populærvidenskabelige bøger om lykke, sidder han tilbage med en vag fornemmelse af at have købt Eiffeltårnet af en veltalende og professionel svindler på Champ de Mars, solbrændt, med læderagtig hud og alt for hvide tænder.
Men, det har han jo så også gjort på vores vegne og denne anmelder har helt tillid til konklusionerne: Der er ingen, der har en privilegeret adgang til sandheden om det gode liv. Det vil altid være sådan, at nogle lever og ånder for de korte glimt, hvor alt går op i en højere enhed, og accepterer lange perioder med frustration om mismodighed, mens andre foretrækker regelmæssighed, rutiner og tryg forudsigelighed.
Store Stygge Ulv-syndromet
Og hvad er så Store Stygge Ulv-syndromet? Ja, for os, der i rigtig mange år har fulgt med i livet i Andeby og omegn, er det særdeles velkendt: Den glubske, altid sultne Store Stygge Ulv, der bor i skoven uden for Andeby, har ét stort projekt i livet. Han ønsker at fange, koge og spise tre lækre, lyserøde smågrise som bor i nærheden. Derfor står han hver morgen op og lægger lumske planer. Han udpønser originale forklædninger og konstruerer snedige grisefælder; han udtænker overrumplingsmanøvrer og lægger sig på lur.
En dag lykkes det ham endelig at fange de tre fede smågrise og anbringe dem i gryden. Vandet bliver varmt, ituskårne gulerødder og løg flyder rundt - alt ser ud til at grisene skal ende deres dage som ulvemad. Så stiller Praktiske Gris et rigtig godt spørgsmål: 'Nå, Store Stygge Ulv, hvad har du så tænkt at tage dig til i morgen?' Ulven tænker sig om et øjeblik: Ja, hvad i al verden skal han tage sig til i morgen? Hvorpå ulven slipper grisene løs. I et sjældent glimt af selvindsigt indser Store Stygge Ulv, at hele hans livsindhold hviler på projektet om at fange, koge og æde de tre grise. Uden grisene i kikkerten har han ingen grund til at stå op om morgenen. Vi er som Store Stygge Ulv dagen derpå.
Uden at blive alt for filosofiske - det kan det næppe bære - skal vi jo heller ikke se bort fra, at Store Stygge Ulvs søn, Lille Ulv er en af grisenes bedste venner og forbundsfæller, hvad der så kan ligge i det.
Bogens indhold
Ud over forord og litteraturliste har bogen 11 kapitler:
1. Store Stygge Ulvs dilemma
2. Sammenligningernes svøbe
3. Kulturel bulimi: Mindre er mere
4. Alt er relativt relativt
5. Aftagende grænsenytte
6. Kunsten at glæde sig
7. Retten til at gøre noget vanskeligt
8. Lykkevidenskab
9. Det der betyder noget
10. Meningen med livet
11. Og hvad så?
Målet med bogen
Vi har aldrig haft det bedre end nu, og alligevel beklager vi os. De undersøgelser, forfatteren har sat sig ind i, tyder på, at menneskene i den vestlige verden i dag er omtrent lige så tilfredse eller utilfredse, som de var for halvtreds år siden. Andre studier tyder på, at folk i Indien, Mexico og Vietnam stort set er lige så tilfredse som os, selv om de materielt set er langt fattigere.
Der skal noget mere til end varme i badeværelsesgulvet, en firehjulstrækker og tre dvdafspillere. Det er noget helt andet, der skal til. I det landskab ligger denne bogs centrale spørgsmål: Hvad skal der til for at have det godt, og hvorfor har vi det ikke bedre, end vi har det? Sandheden er nok, at vi mangler noget, men det er ikke ting, vi mangler.
Bliv bevidst om at mindre er mere
Det vi måske kan og bør lære, siger forfatteren, er at fravælge en del mulige valg. I virkeligheden har vi alle en omfattende om end ubevidst kompetence i at fravælge alternativer. Han selv gennemtænker fx aldrig kritisk hvilken slags mælk, han køber i butikken, selv om der efterhånden findes et særdeles højt antal mulige varianter på dette som på de fleste andre områder. Han overvejer aldrig at følge med i Bundesliga i stedet for Premier League, og han vil, siger han, ganske givet aldrig begynde at spille violin - det gør så til gengæld, kan vi oplyse, en af de øvrige seriøse forskere på området, professor i psykologi ved Kentucky University, Suzanne C. Segerstrom.
Helt alvorligt siger Thomas Hylland Eriksen så, at vi må slå fast, at mange hundrede millioner af os mennesker, det vil sige os, der udgør den globale middelklasse, er ofre for vores egen succes. Vi har så meget at bruge tiden på, at vi aldrig får gjort noget ordentligt, vi er havnet i en situation, hvor vi med Oscar Wildes ord risikerer at 'know the price of everything but the value of nothing'. Vi er kommet til et punkt, hvor det er muligt at se bort fra, at mindre er mere. Det, der kan gøre livet bedre, er ikke flere men færre iPod-modeller, biler, dvdafspillere, tandpastamærker, rejsemål, bogklubbøger, musik som spilles i radioen, studieprogrammer, internetsider. Men, her lider vi under sammenligningernes svøbe.
Om forfatteren
Geir Thomas Hylland Eriksen er norsk professor, socialantropolog, forfatter og ivrig deltager i samfundsdebatten gennem brug af mange forskellige medier.
Som del af sine studier ved Universitetet i Oslo foretog Thomas Hylland Eriksen antropologiske feltstudier på Trinidad og Mauritius. Hovedopgaven fra 1987 hed ‘Ethnicity in Mauritius: its meaning, organisation and relevance'. Thomas Hylland Eriksen blev dr.polit. i 1991 og professor ved Sosialantroplogisk Institut, Universitetet i Oslo fra 1995, 33 år gammel. Han forsker bl.a. i etniske konflikter, flerkulturelle samfund, nationers opbygning og stiller spørgsmål ud fra helt nye og overraskende perspektiver.
Thomas Hylland Eriksen har udført en omfattende formidlingsvirksomhed og i 2002 fik han Norges Forskningsråds Formidlingspris for denne indsats og fordi han formidler det komplicerede fagstof i et forståeligt og klart sprog.
Visionsfattig politik
Ifølge en undersøgelse fra 2001 er det kun 9 pct. af befolkningen i Norge, som tror, at samfundet vil blive bedre at leve i i fremtiden. 44 pct. mener, det vil blive ringere. Endnu mere interessant er det, skriver forfatteren, at hele 38 % mener, at samfundet er 'blevet værre at leve i' de senere år, mens kun 23 pct. mener, at det er blevet bedre.
Thomas Hylland Eriksen kobler denne holdning sammen med en visionsfattig samfundspolitik. Han fortæller, at for nogle år siden var der en statsminister i Norge, som var bedst kendt for sin store fodboldinteresse. I skrivende stund har Norge så en statsminister, som - bortset fra at han har lagt sig ud med den halve befolkning ved at indrømme, at han er totalt uinteresseret i fodbold - gør alt, hvad han kan for at fremstå som administrerende direktør i stedet for som politiker. Næste gang, siger forfatteren, risikerer Norge at få en statsminister, som blankt afviser, at klimaændringerne er en politisk udfordring.
Nu er det jo Norge og ikke Danmark - men vi har da et indflydelsesrigt politisk parti som fx er begyndt at mene, at klimaproblemerne er særdeles overvurderede - og som ikke kendetegnes af de store visioner.
I bogen gøres op med visionsfattigdommen i politik. Den ses som et tegn på, at man stort set mener, at problemerne er løste. For hvad skal man med storstilede projekter, når befolkningen er sund, godt uddannet (ifølge politikernes mening) og velnærede? Visionerne for ikke at sige utopierne hørte til i 1800-tallet.
Som sagt er det norske eksempler. Her i landet kan vi da pege på helt andre visioner om samfundet som fx - - - -
Livet, universet og alt det der
Som Thomas Hylland Eriksen siger, er nogle af de bedste bøger om livet og dets mening totalt befriet for direkte henvisninger til andre menneskers tanker. En af disse omtaler han - blandt mange andre - i 'Jagten på lykken i overflodssamfundet': 'Blafferens galakseguide' eller, i den tidligere oversættelse, 'Håndbog for vakse galakseblaffere'. Her afsløres det bl.a. at supercomputeren Deep Thought, bygget af nogle højt intelligente beboere på en anden planet, efter syv en halv million års udregninger har fundet, at svaret på livet, universet og alt det der, er 42. Og når man sådan følger med i livet her på Jorden og her i landet, fx gennem aviser og tv, forekommer det egentlig som et rigtig godt svar.
Men i sit kapitel 'Meningen med livet' dissekerer Thomas Hylland Eriksen spørgsmål og svar grundigt og giver kun bronzemedalje til '42'. Der findes tre typer svar på spørgsmålet om meningen med livet, skriver han - og ser helt bort fra, at meningen kan være en subjektiv lykkefølelse, da det er noget, der kan arrangeres - i det mindste på kort sigt og med kemisk hjælp.
Som sagt er et svar på meningen med livet: 42. Den anden type svar blev formuleret af en kollega af Hylland Eriksen. Han sagde: 'Meningen med livet? Det er tre ting: At tro på Gud, at få børn og den tredje ting har jeg glemt'. Det svar får af mange og overbevisende grunde sølvmedaljen.
Det tredje svar, som også gennemgår grundigt, alvorligt og humoristisk er, at spørgsmålet er forkert stillet, fordi livet ikke har nogen mening. Livet er mening. Hylland Eriksen nævner bl.a. John Stuart Mill, som skrev, at lykke kun vindes, når man gør noget andet end at søge lykken, noget som sætter ting på spil, giver faldhøjde og er vigtigt for en. Det er guldmedaljevinderen. Og her kan man så pege på, at Thomas Hylland Eriksen ud fra sit perspektiv og sin argumentation kommer frem til samme konklusion som Suzanne C. Segerstrom i 'Bryd Murphys lov. Hvordan optimister får det ud af livet, de ønsker - og pessimister også kan få det', som er anmeldt her på dknyt.dk 29. april 2009.
Året er ikke gået endnu, men jeg vil vove at sige, at hvis jeg skal pege på Årets bog 2009 om meningen med livet - hvad der gør det værd at leve - er denne bog oplagt. Ikke mindst på grund af forfatterens helt egne opfattelser samtidig med det er en pragtfuld oplevelse af brugen af litteratur lige fra Anders And & Co. (med virkelig kendskab og viden til Verden i Andeby gennem alle årene) over Herbert Marcuse, Jürgen Habermas, Paul McCartney til Douglas Adams og Leo Tolstoy - og alle andre typer forskere, forfattere og kunstnere indimellem. Alvorligt og humoristisk, forståelig og med stof til megen eftertanke.
Blandt andet når forfatteren siger, at et jordisk paradis, som vi tilsyneladende har i de nordiske og lignende lande - som fx Holland og New Zealand ikke består evigt. Det er ved at blive løbet over ende. Vi har brug for et stort, globalt, kollektivt projekt, så vi kan ryste Store Stygge Ulv-syndromet af os. Vi har brug for at bringe dagligliv og politik i overensstemmelse med verdens behov.
Og det siges klart og tydeligt uden tilnærmelsesvis at virke frelst. Men sådan som du og jeg siger til hinanden, når vi overvejer livet, universet og alt det der.
Og hvis jeg var politiker med blot lidt vision, ville jeg læse denne bog meget hurtigt. Ikke for nødvendigvis at blive enig og overbevist, men for at få perspektiv.
Supplerende læsning om lykke
Sonja Lyubomirsky: 'Sådan bliver du lykkelig', Lindhardt og Ringhof, København 2008
Suzanne C. Segerstrom: 'Bryd Murphys lov. Hvordan optimister får det ud af livet, de ønsker - og pessimister også kan få det', Dansk Psykologisk Forlag, Virum 2008
For at være virkelig lykkelig, må man holde op med at prøve at blive det
Lars Fredrik Händler Svendsen: 'Frygt'., Forlaget KLIM, Århus N, 2008.
Et stærkt opgør med frygten
Lena Nevander Friström: 'Vejen til bedre samarbejde', Forlaget Klim, Aarhus 2009
Fundamentet for fælles overlevelse - skrevet af en, der levede, som hun lærte andre
Robert Fisher: 'Den Nøgne Ridder. Om at turde være sig selv', Bazar Forlag, København 2009
Arme riddere
Andre bøger på dansk af Thomas Hylland Eriksen
Eriksen og Tretvoll: 'Kosmopolitik - En optimistisk politik for det 21. århundrede'
ISBN-13 978-87-7973-266-7
Tiderne Skifter 2007
Eriksen, Sørheim, Wenzel og Sewerin: 'Kulturforskelle - Kulturmøder I Praksis'
ISBN-13 978-87-628-0551-4
Munksgaard Danmark 2006
Eriksen: 'Rødder og fødder - Identitet I En Foranderlig Tid'
ISBN-10 87-7973-093-0 • ISBN-13 978-87-7973-093-9
Tiderne Skifter 2006
Eriksen, Sørheim, Salamon, Goldschmidt: 'Hvad er socialantropologi?'
ISBN-13 978-87-500-3847-4
Akademisk Forlag 2005
Eriksen: 'Øjeblikkets Tyranni'
ISBN 978-87-7445-951-4
Tiderne Skifter 2002
Eriksen: 'Bag fjendebilledet - Islam Og Verden Efter Den 11. September
ISBN-13 978-87-7514-068-8
Informations Forlag 2002
Eriksen: 'Charles Darwin'
ISBN-13 978-87-7445-859-3
Tiderne Skifter 2000
Eriksen: 'Egoisme'
ISBN-13 978-87-14-29588-2
Høst 2000
Thomas Hylland Eriksens hjemmesider
http://folk.uio.no/geirthe/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.