
BILLUND: Trods mange års erfaring med politik, er det nu blevet tid for 48-årige Peter Fredensborg at være spiller for hele kommunen og ikke kun i Venstres lokalforening. Men selvom sognepræsten fra Billund har masser af politisk erfaring i rygsækken, er det vigtigt for ham at tage ét skridt ad gangen og suge læring til sig fra trin til trin.
Peter Fredensborg bor i Billund, og til KV17 blev han valgt ind i byrådet for Venstre med 284 personlige stemmer. Det skete alt sammen på trods af, det tog ham et stykke tid om at nå til beslutningen om at træde trinnet op ad den politiske trappe og ind i byrådsverdenen.
Hvordan blev du politisk interesseret?
- Jeg ville gerne støtte op om demokratiet, også når der ikke var valg, da jeg synes det er vigtigt, så jeg meldte mig ind i Venstre i 2003. Jeg kan huske, jeg blev spurgt af den daværende lokalformand, om jeg ville stille op til byrådet, men der var jeg slet ikke nået til endnu. Jeg ville bare rigtig gerne dukke op til nogle arrangementer og være med i den politiske debat uden at træffe beslutninger. Det gik der så nogle år med og så er det nok sådan lidt typisk mig, at jeg ikke kan sidde stille ret længe med noget, og når jeg involverer mig i projekter så udvikler det sig mere og mere. Så det endte med efter nogle år, at jeg kom i bestyrelsen for den lokale vælgerforening, og de sidste fire år har jeg været formand for vores paraplyorganisation, kommuneforeningen, og så endte det jo til sidst alligevel med, jeg stillede op!
Hvad var det, der fik dig til at stille op?
- Jeg er jo selv borger i den her kommune, og jeg vil gerne selv sætte mit præg på, hvor vi skal hen med kommunearbejdet. Det er ikke fordi, at jeg er super utilfreds eller fordi, tingene skal gøres meget anderledes. Men kommunen har givet mig rigtig mange gode ting og har været en positiv spiller for mig og min familie, så jeg vil egentlig gerne give noget tilbage igen, og det kan jeg gøre ved at være med til at påvirke beslutningerne for, hvor vi skal hen.
Hvorfor er det først nu, at du ville i byrådet og være med til at træffe beslutningerne?
- Jeg tror det har noget at gøre med, at min indgang til politik har været i et skridt ad gangen. Og nu var tiden også bare rigtigt til det i forhold til mit arbejde og min familie. Og så er jeg selvfølgelig blevet politisk modnet ved at tage et trin ad gangen og fået lov til at prøve en masse med forenings- og organisationsarbejdet, hvilket også har modnet mig politisk til at kunne stille mig til rådighed som folkevalgt.
Umiddelbart mener Peter Fredensborg ikke, at skridtet videre skal føre til en borgmesterpost, da det ikke er noget, han har lyst til på nuværende tidspunkt.
Hvad tænkte du, da du fik at vide, at du var blevet valgt ind?
- På den ene side blev jeg enormt glad og stolt, og på den anden side ramte der en følelse af ydmyghed. Det er jo en enorm stor opgave at tage på sig at være folkevalgt, for man repræsenterer jo nogle mennesker her i kommunen. Man kan måske sige, at ansvarsfølelsen ramte mig.
Hvordan er det at bevæge sig ind på nyt og ukendt land?
- Jeg skal pludselig være en spiller for hele kommunen - også for dem som ikke har sat kryds ved mig. Der bliver jeg nødt til at tænke i lidt større helheder. Men selvom jeg har set hvordan byrådsarbejde i de største træk fungerer, så er det jo alligevel en ny rolle for mig.
Hvad glæder du dig mest til?
- Jeg glæder mig allermest til at komme ned i substansen og få nogle dagordnener og punkter at forholde mig til. Så jeg glæder mig til komme i gang med udvalgsarbejde og sådan. Og dialogen med borgerne glæder jeg mig også til, for før har det været som foreningsmand, men nu er jeg med til at træffe beslutningerne, så det betyder også noget andet for min kontakt til borgerne. Det er vigtigt for mig at lytte til forskellige argumenter på forskellige områder for at danne mig et helhedsbillede. Altså at forstå de forskellige sider af samme sag.
Hvad tror du, bliver en udfordring?
- Helt lavpraktisk bliver det en udfordring at få det hele til at gå op i en højere enhed i forhold til kalenderen. Det kan godt ske, at lige nu er det lidt anderledes, fordi vi bliver indkaldt til en masse introduktionsmøder og får en masse at vide. Men jeg kan mærke, at der er en masse møder at løbe til og det skal jo koordineres med familie og arbejde. På det personlige plan er det en udfordring rent tidsmæssigt.
Da Peter Fredensborg bliver spurgt, om han er en travl mand, griner han og siger, at det synes han nu ikke, at han er.
- Men man skal ikke tage fejl af, at byrådsarbejde fylder en hel del i kalenderen og er tidskrævende. Det er virkelig et spørgsmål om at få det til at gå op.
Hvordan tænker du, at din hverdag forandrer sig?
- Bortset fra det med tiden, tror jeg ikke, at det bliver så meget anderledes. Jeg håber ikke, at forholdet med de mennesker, jeg omgås med, forandrer sig. Jeg håber ikke, folk ser anderledes på mig, fordi jeg er byrådsmedlem.
Peter Fredensborg er til dagligt præst i Grene Sogn og har været det siden 2002. Som præst er han i forvejen et velkendt ansigt sognet. Han håber på, at folk forstår, at han kan adskille jobbet som præst fra sit byrådsarbejde.
- Jeg er meget bevidst om, at det er to forskellige roller. Mit indtryk er, at det kan folk også godt skelne imellem. Jeg kan godt bruges som præst, selvom man er politisk uenig med mig. Og det håber jeg inderligt, at man kan blive ved med! Ligesom de kollegaer jeg har, som fx er skolelærer også kan blive ved med at varetage deres arbejde som skolelærer trods politiske holdninger. Vi bliver jo nødt til at skille tingene lidt ad.
Er der noget, du kan tage med dig fra jobbet som præst i arbejdet som byrådsmedlem?
- Man skal skille det politiske og religiøse fra hinanden, men arbejdet som præst giver mig helt klart nogle ting med i rygsækken, som jeg kan bruge i mit arbejde som byrådsmedlem. Som præst tror jeg, at jeg kan bringe noget med mig, som det politiske faktisk kan have gavn og glæde af. Det som jeg tror kan inspirere og udfordrer fra det erhverv, jeg kommer fra, er, at livet og tilværelsen er større end det, der kan måles og vejes. Det er sådan i kort form det jeg bringer med mig i den bagage jeg har. Det betyder ikke, at der kan måles og vejes er underordnet, men det betyder bestemt noget.
Er der noget fra byrådsarbejdet, du tror, du kan bruge som præst?
- Byrådsarbejdet kan give mig et større indblik i den hverdag, som dem jeg er præst for, lever i. Der er noget her, som jeg synes er frugtbart. De to professioner befrugter hinanden rigtig godt, og sådan er det sikkert også med andre erhverv.
Er der noget bestemt du vil opnå med din tid i byrådet?
- Jeg er gået ind i politik, fordi det er vigtigt, at der altid er en stemme for dem, der ikke altid kan råbe ligeså højt. For mig er det børnene, de syge og de ældre. Jeg vil gerne flytte noget på de tre områder. Hverdagen skal gøres bedre, end den er nu. Men jeg har faktisk meget svært ved på forhånd at sige, hvad der skal ske, for jeg vil gerne stikke fingeren i jorden, og virkelig finde ud af, hvor vi skal hen, og hvor udfordringer ligger.
Hvad er det bedste ved din kommune?
- Det må være vores erhvervsliv, og det at der er så mange forskellige arbejdspladser og forskelligartede virksomheder, der er med til at løfte kommunen. Og så er det den kommunale økonomi - den er stærk, solid og er på alle tænkelige måder rigtig god. Udfordringen er jo så, at man også skal vide, hvad man skal bruge pengene til.
Hvad kan gøres bedre?
- Det er forholdene for vores børn og ældre. Personligt synes jeg, at det der er vigtigst, hvis jeg skal prioritere, er nogle ting på ældreområdet, der skal have mere fokus. Det er en udfordring, fordi der bliver flere og flere, og det skal vi være bedre til at håndtere.
Blå Bog
Fulde navn: Peter Hjorth Fredensborg
Alder: 48 år
Erhverv: Sognepræst
Bopæl: Sammen med sin kone Elsebeth og to børn Malene og Laura, mens den ældste, Fillip, er udeboende.
Udvalg: Økonomiudvalget
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.