De er blandt andet begejstrede for forslagene om et nyt skattesystem, afskaffelse af efterløn og friere adgang til landet for udlændinge med kvalifikationer.
Reaktionerne fra regeringspartiet Venstre er afdæmpede. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udtalt at han ikke umiddelbart vil kommentere udspillet, men at han dog ser oplæggene til en reform af det danske arbejdsmarked som det mest centrale punkt.
Marianne Jelved (R) er anderledes kontant i sin kommentar:
- Det er åbenlyst, at arbejdsstyrken kan øges, hvis pensionsalderen og efterlønsalderen øges gradvist.
- Vi noterer med glæde, at Velfærdskommissionen har forslag til reform af skatterne, som ligner Det Radikale Venstres forslag til en skattereform.
- Endelig vil vi understrege, at det er helt afgørende for Danmarks muligheder for at skabe nye virksomheder og job i fremtiden, at vi har et åbent samfund, der kan tiltrække talenter fra andre dele af verden.
- Og så afventer vi med stigende spænding, hvad regeringen mener ? hvis den mener noget, udtaler Marianne Jelved.
I Det Konservative Folkeparti er der også støtte til forslaget fra Velfærdskommissionen om et pointsystem for kloge hoveder fra udlandet.
- Det kan løse vores problemer med at skaffe den rigtige arbejdskraft og give ny viden til danske arbejdspladser. Fremmedfrygt må ikke holde os fra at gøre det, der er rigtigt, siger Per Ørum Jørgensen (K).
Partileder Bendt Bendtsen mener at Velfærdskommissionen har "fat i de håndtag, som der nødvendigvis må drejes på, hvis også vores børn og børnebørn skal opleve et velfungerende velfærdssamfund".
- En højere tilbagetrækningsalder er absolut nødvendig for at sikre velfærdssamfundet. Danske studerende skal hurtigere igennem uddannelsessystemet. Arbejdsmarkedet skal være endnu mere smidigt. Skatten på arbejde skal reduceres, så det kan betale sig at gøre en ekstra indsats, udtaler Bendt Bendtsen, som forventer at regeringen vil kunne fremlægge et forslag til velfærdsreformer i februar.
Skuffelse i FOA
Fagforeningen FOA- Fag og Arbejde, mener at kommissionens forslag betyder forringelser for ledige, og at afskaffelse af efterlønnen og indførelse af mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet peger den helt forkerte vej.
- Kommissionen vælger som andre før dem mere pisken frem for guleroden, siger Dennis Kristensen, formand for FOA - Fag og Arbejde.
- Når FOAs medlemmer i dag går på efterløn på et tidspunkt, hvor det dårligst kan svare sig økonomisk, så er det et udtryk for, at helbredet ikke kan holde til det stærkt øgede arbejdspres og tempo i den offentlige sektor. Det problem løses ikke ved at hæve folkepensionsalderen og afskaffe efterlønsordningen. Tværtimod.
Forslagene om skattelettelser for de velstillede og for erhvervslivet er heller ikke FOAs kop te. Men det er sympatisk, at kommissionen peger på en mere retfærdig beskatning af gevinsterne på ejerboliger.
- Det handler i virkeligheden først og fremmest om at få sat en stopper for den øgede ulighed i samfundet, som skyldes ejendomsprisernes himmelflugt. I dag scorer den bedst stillede 1/10 af befolkningen 35 % af gevinsterne, udtaler Dennis Kristensen.
SF: sørgeligt
- Det er sørgeligt at se, at Velfærdskommissionen fuldstændig mangler fantasi. Den har bare grebet dybt i kassen med traditionelle tvangsværktøjer.
Det siger Ole Sohn, gruppeformand for SF.
- Vi skal tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Vores unge skal tvinges hurtigere igennem uddannelsessystemet. De arbejdsløse skal presses endnu hårdere end i dag. Og der skal indføres brugerbetaling på sundhed og uddannelse - åbenbart for at få råd til massive skattelettelser til de rigeste og til banker og andre etablerede virksomheder.
- Hvordan kan så mange kloge hoveder bruge så meget tid på at tænke så lidt nyt? spørger Ole Sohn.
lg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.