AARHUS: På trods af et påbud og en politianmeldelse fortsætter aktiviteterne i en ulovlig moské i Aarhus-bydelen Tilst.
Derfor rækker Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, nu ud til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) for at få flere midler til at stoppe moskeens ulovlige aktiviteter.
"Det er Teknik og Miljøs ønske, at ministeren vil opstarte et lovforberedende arbejde, som kan give kommuner og/eller politiet bedre muligheder for at gribe ind over for borgere og virksomheder, som vælger ikke at overholde kommunale påbud selv efter en politianmeldelse," skriver Nicolaj Bang i sin henvendelse.
Siden efteråret 2024 har kommunen gjort, hvad den kunne, for at lukke en moskéen, der bliver drevet i bygninger, som kun er godkendt til at drive grillbar.
Derfor har kommunen stanget et påbud ud om, at aktiviteterne skal ophøre – eller også skal folkene bag rent faktisk begynde at drive grillbar.
Det er vigtigt at understrege, at aktiviteterne ikke er ulovlige, fordi de driver en moské. Så længe der ikke drives grillbar, er aktiviteterne ulovlige, selv hvis de drev en forening, der spillede ludo.
Foreningen bag moskéen er senere i forløbet også blevet politianmeldt.
Politiet har svært ved at finde løsning i lovgivning
Men lige lidt hjælper det, da aktiviteterne fortsætter, og hverken kommune eller politi har inden for lovens rammer de store muligheder for at gøre noget ved det.
TV2 Østjylland har tidligere kunnet fortælle, at de ulovlige aktiviteter er fortsat i lokalerne i Tilst efter både påbud og politianmeldelse, ligesom mediet har hørt fra politiet, at selv de har svært ved at finde en vej i lovgivningen, som den er i dag, der gør, at de for alvor kan gribe ind og stoppe aktiviteterne.
Det er blandt andet også derfor, at kommunen nu efterspørger hjælp fra ministeren.
"Det er vores erfaring, at en politianmeldelse af en manglende overholdelse af påbud, får ganske få konsekvenser for både ejere og brugere af ulovligt anvendte bygninger. Det virker krænkede for naboer, at kommunen ikke kan bringe selv indlysende ulovlige anvendelser til ophør," skriver Nicolaj Bang til Sophie Hæstorp Andersen.
Nick Zimmermann (DF) har tidligere i juni stillet et udvalgsspørgmål til ministeren omhandlende netop denne problematik.
I svaret lægger Sophie Hæstorp op til, at hun mener, kommunerne har de værktøjer, der burde være nødvendige.
"Jeg vil ikke forholde mig til den konkrete sag. Jeg mener generelt, at kommunerne har tilstrækkelige redskaber til at efterkomme ulovlige forhold under byggeloven. Jeg noterer mig, at kommunerne generelt anvender de redskaber, der stilles til rådighed under byggelovgivningen," skriver Sophie Hæstrop Andersen i sit svar til Nick Zimmermann.
Hun skriver også, at hun ikke vil acceptere, at loven brydes.
"Byggelovens regler har til formål at sikre dette gennem en række krav til sikkerhed og sundhed. Jeg mener derfor, at det skal tages alvorligt, når en bygning anvendes til andet, end den er godkendt til."
Forening kalder sagen for stigmatiserende
Foreningen, der holder til i bygningerne, har hele tiden holdt fast i, at de mener, at de gerne må samles til eksempelvis bøn i lokalerne.
- Vi oplever en urimelig og ensidig tilgang fra kommunen, hvor vores aktiviteter bliver tolket ud fra fordomme snarere end fakta. Derudover har vi oplevet stigmatiserende udtalelser, hvor vores forening mistænkeliggøres alene på grund af kultur og tro, skrev Sarah Kayed, formand for Kvindelig Kultur Forening, til TV2 Østjylland tilbage i maj.
Den kritik prellede dog af på Nicolaj Bang.
- Hvis man gerne vil have et samlingssted, skal man ikke starte med at lave en skjult moské i en gammel grillbar. Det er et spørgsmål om tilgangen, og hvordan man navigerer i det danske samfund. Hvis intentionen er at lave noget, der har en positiv, social effekt på lokalområdet, er det en god idé at række ud til kommunen, men det skal ske ind ad fordøren og inden for lovgivningen, svarede Nicolaj Bang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.