Kan - og skal vi betale os til tryghed? Politiets rolle i det senmoderne samfund

Af Paul Hegedahl

Mette Volquartzen: 'I tryghedens navn - Politiets rolle i det senmoderne samfund'
Forsideillustration af Viggo Vagnby: 'Wonderful Copenhagen', 1953.
Center for Rets- og Politiforskning, Roskilde Universitet.
Forlaget Frydenlund, København 2009.
144 s., hft., omfattende noter, litt.liste og kildefortegnelse.
Kr. 199,00 inkl. moms
ISBN 978-87-7887-778-9.

I helsides annoncer i dagspressen i lighed med kampagnerne i 1999 og 2003 taler Politiforbundet om Politikerkrise? Politiet er i krise, siges det. Det har fået nye tunge opgaver: Bandekrig, IT-kriminalitet, kvindehandel, hjemmerøverier, østbander, terrortrusler, integration, topmøder, hooliganisme, ungdomsvold, dokumentationskrav og DNA. De borgernære opgaver skæres væk og befolkningens tillid til politiet er historisk lav - og det er den faglige stolthed også, siges det i annoncerne. Der efterlyses ressourcer og handlinger fra justitsministeren. Baglandet koger, står der. Det er vel et partsindlæg, som ikke er set mere kontant nogen sinde.

Politiet - for nu at udtrykke det meget generelt - dets rolle og dets ressourcer er et af de mest debatterede emner for øjeblikket, hvor alle har en mening - ofte vidt forskellige. F.eks. har Erik Bonnerup, der har undersøgt Politiet - for regeringen - givet klart udtryk for, at politiet har mandskab nok til store opgaver, især hvis man i højere grad gjorde brug af moderne teknologi. Omvendt vil regeringen bevilge flere penge, ikke mindst i lyset af den kommende store opgave med klimatopmødet.

Og det hele bliver jo ikke mindre kompliceret af den tidligere politiledelses alvorlige fejlberegninger, der resulterede i et underskud på 340 millioner kr.

Som almindelig borger er det svært at frigøre sig fra den tanke, at de politiske diskussioner om - og bevillinger til Politiet i høj grad er ideologisk styrede og ses ud fra perspektivet, hvad der vil gavne det enkelte parti i kampen om vælgerne.

Nu er der så udkommet en bog, der på grundlag af forfatterens speciale på Københavns Universitet analyserer og diskuterer Politiets opgaver, roller og ressourcer.

Tryghed
Nøgleordet i dagens diskussion om Politiet er 'tryghed'. Om det siger Mette Volquartzen: 'Tryghed er de nære ting. Tryghed er, at familien har det godt; at man ikke skal frygte pludselige forandringer i sit liv, blive sat fra hus og hjem, blive sat i fængsel uden grund, at der er pleje og støtte at hente, hvis sygdommen rammer en selv eller ens elskede. Trygheden var velfærdsstatens projekt. En lammende tryghed, der omklamrer og udsletter individets initiativ, ville nogle sige, men ikke desto mindre tryghed. I 1980'erne begyndte imidlertid afviklingen af velfærdsstaten til fordel for mere individuelle privatiserede forsikringsordninger.

Derfor blev trygheden kodificeret i politiloven af 2004: Det er for samfundet og samtiden symptomatisk, at trygheden er blevet en politiopgave, at den er havnet på samfundets endestation og i den endeløse skraldespand - trygheden er havnet hos myndigheden, der påtager sig ansvaret, når andre myndigheder svigter. Kolderup Rosenvinge definerede i 1828 ordensmagten ved: at Politiet umiddelbart virker til Statsøjemedets Fremme, forsaavidt denne Omsorg ikke er andre Autoriteter overdraget. Tilsyneladende er der ikke længere andre af statens forvaltningsgrene, der er overdraget omsorgen for trygheden'.

Her skal det nævnes, at sætningen - og forfatterens dermed udtrykte mening: 'I 1980'erne begyndte imidlertid afviklingen af velfærdsstaten til fordel for mere individuelle privatiserede forsikringsordninger' i en række meningsudvekslinger på blogs etc. er blevet angrebet og set som bevis på, at Mette Volquartzen er ude i et politisk ærinde. Men objektivt fremsætter hun da også tvivlernes synspunkt om den lammende tryghed.

Kritikerne af hendes synspunkt fastholder, at der aldrig er blevet brugt så mange penge på velfærdsstaten som i disse år. Uden at tage stilling til den politiske/ideologiske diskussion kan man sige, at en meget stor del af disse penge ikke er blevet brugt direkte på velfærd men på et omfattende bureaukrati og kontrolsystem med ofte lidt uigennemskuelige hensigter. Men det er en diskussion, der ikke bør få lov at afspore overvejelserne over bogens egentlige problemstilling.

At tryghed er af afgørende betydning kan ikke diskuteres. En lang række både danske og internationale undersøgelse af den sociale kapital viser, at tryghed er afgørende for f.eks. folkesundhed, tilfredshed og livskvalitet. Ligeledes viser en række danske undersøgelser, bl.a. gennemført af Trygfonden, at danskernes tryghedsfornemmelse er meget høj. 59 pct. føler stor tryghed, middel tryghed føler 25 pct., og 11 pct. henholdsvis 5 pct. føler begrænset eller manglende tryghed. Dette er gennemsnitstal. I nogle områder i landet er tryghedsfølelsen meget højere. Det handler om, at det enkelte menneske indgår i ressourcestærke, tillidsbaserede netværk, som man kan regne med.

Et centralt element i undersøgelsernes definition af tryghed er, at man ikke alene indgår i tillidsbaserede sociale netværk, men at netværkene også er stærke nok til, at man kan regne med dem, når der er brug for det. Det være sig i form af vigtig information, dækning af sociale behov, hjælp når man er syg, emotionel eller økonomisk støtte under kriser eller m.h.t. oplevelse af sikkerhed i nærområdet. Tryghedsbegrebet er således mere nuanceret end det, der fremgår, når det bruges i forbindelse med kriminalitet og politi. At det selvfølgelig kan ændre sig er indlysende, men en række undersøgelser viser faktisk, at det er meget konstant fra år til år.

Det handler i høj grad om, som det fremlægges i 'I tryghedens navn - Politiets rolle i det senmoderne samfund', at være opmærksom på, at målet ikke bliver vigtigere end midlerne. I virkeligheden er det, som de nævnte undersøgelser indirekte viser, ikke trygheden, der sætter dagsordenen, men utrygheden. Når man ser på, hvad tryghedsbegrebet består af i borgernes daglige liv, bliver der store problemer, hvis det pludselig - dikteret politisk - skal være politiets område. Hertil kommer, som det også flere steder fremgår af de helt konkrete oplysninger i denne bog, at utrygheden er subjektiv og ofte irrationel.

I stedet for blot at slynge ordet 'tryghed' ud i lovtekster og andre sammenhænge, ville det have været fornuftigt, hvis de ansvarlige politikere havde undersøgt og sat sig ind i, hvad der allerede findes af viden på dette område. Trygheden kan antagelig i højere grad skabes gennem en række indsatser på det sociale og sundhedsmæssige område, som ikke er politiets ansvar.

Problemstilling og målet med bogen
Efter Mette Volquartzens mening har politiet i alt for mange år været 'tabuiseret'. Hun ser det danske politis rolle som både prekær og paradoksal. På én gang statens og borgernes beskytter og med monopol på anvendelse af magt. Fra politikernes side har der været berøringsangst og fra befolkningens side blind tillid. Forskningen har glimret ved sit fravær. Der har ikke været hverken politisk eller videnskabelig fokus på politiets arbejde. Selv har politiet ikke været særlig åben for kritik eller forslag om forandring.

Skarpt trukket op siger forfatteren, at politikorpset er socialarbejdere med våben. Revolvermænd i socialt arbejde. De skal sørge for fred og bekæmpe forbrydere. De skal være blinde håndhævere af loven og arbejde efter eget skøn. De skal tage sig af samfundets skraldespand, levere et socialt tilflugtssted efter almindelig lukketid - og være vagthunde for industri- og finansverdenen. Det betyder, at betjenten befinder sig i en udefineret og umulig rolle i et ængsteligt samfund, præget af hurtige lovændringer, og flere bevillinger og magtbeføjelser til korpset. Samtidig bliver der i stigende grad stillet krav til korpset om effektivitet og resultater. Faren er, at effektiviteten bliver det primære mål, for så bliver retsstaten langsomt, men sikkert til en politistat.

I løbet af de seneste 15 år er politiet vokset i mandskab, bevillinger - ved politiforliget 2007-2010 blev den årlige driftsbevilling forøget fra ca. 6,8 mia. kr. til 7,4 mia. kr. og sidste år blev der bevilget 843 millioner kr. til flere betjente. Og det er fulgt op af flere beføjelser: rockerlov, visitationszoner, antiterrorpakken, dna-register, øget overvågning og aflytning, registrering af e-mails og sms etc.

Målet med bogen er at bidrage til en åben og saglig debat om politiets rolle i det moderne samfund.

Bogens indhold
Ud over forord, indledning og en afsluttende konklusion har 'I tryghedens navn - Politiets rolle i det senmoderne samfund' seks kapitler:

Kapitel 1 Afklaring af begreber og teorier

Kapitel 2 Mellem orden og kaos - etableringen af et politi

Kapitel 3 Tryghedens rolle i finansieringen af politiet

Kapitel 4 En pestbyld på Danmark - om politiet og rockerne

Kapitel 5 Socialarbejdere med våben - eller revolvermænd i socialt arbejde

Kapitel 6 Nogle tanker om fremtiden

Dispositionen virker gennemtænkt og undersøgelserne og argumentationen udvikler sig logisk.

Hvem er politiet?
Uanset udtalelserne i Politiforbundets dagbladsannoncer, er politiet sandsynligvis stadig den offentlige instans der suverænt nyder den højeste status. Ingen andre offentlige instanser kan matche deres popularitet, folkelighed og bevillinger. Faren er, at der netop af denne grund - og fordi politiet nu en gang har magtmonopolet, bliver flyttet flere og flere penge ud af velfærdsstatens øvrige instanser og ført dem over til politiet, således at politiet, som forfatteren siger det, bliver en opsamlingsmyndighed som vi hælder alle de problemer over i, som vi ellers ikke lige ved, hvad vi skal stille op med.

I sin konklusion siger Mette Volquartzen bl.a.: 'Politiets mest betydningsfulde opgave er tilsyneladende uafhængig af tid: Korpset er symbol på stabilitet og orden og dermed et værn mod kaos'.

Der synes at være en del dobbelthed i forfatterens syn på - og mening om dagens politi. Det er jo egentlig forståeligt nok. Der er intet entydigt billede af de fleste institutioner her i samfundet. På den ene side kritiseres politiet skarpt. F.eks. siges det: 'Politiet burde være et retsstatens politi, hvis selvforståelse primær bygger på borgerlige idealer om frihed og retfærdighed og være borgernes beskyttelse mod staten. I stedet synes politiets selvforståelse og fremfærd mere at ligne korpset fra før retsstatens indførelse i 1849, da det var det veletablerede borgerskabs private vagtværn mod alt det - og især dem - som skræmte, foruroligede eller syntes at true samfundets sociale og moralske kohæsion.

Noget yder på, at borgerne i dagens Danmark er lige så bange for de farlige klasser, moralsk forfald og forandring, som borgerne var i det 18. og 19. århundrede, og at denne angst overskygger idealismen om frihed og retfærdighed'. Her kan man jo så diskutere, om borgernes postulerede angst og tegnene på manglende tillid skyldes politiet og korpsets selvforståelse, eller om den stammer andre steder fra, f.eks. politikere, medier - eller måske en blanding.

Forfatteren er helt opmærksom på den vanskelige rolle, politiet er blevet sat i, men mener så også at man fra politiets side presser på for hele tiden at få større bevillinger og beføjelser.

Der tales om Politiet, men Mette Volquartzen siger også: 'Nu skal man selvfølgelig være varsom med at betegne politiet som en homogen gruppe, da organisationen består af over 10.000 betjente og har afdelinger over hele landet; men der er lukkede kulturer, hvor selvforståelsen ikke bygger på principper om retsstaten'. Men forfatteren medgiver, at der ikke foreligger tilstrækkelig dansk forskning, så denne mening kan underbygges. Hun peger på udenlandsk forskning på området og citerer en række udtalelser og tanker om selvopfattelse og identitet, men i modsætning til de øvrige synspunkter i bogen, er der ingen forskningsmæssig og/eller empirisk basis for at retfærdiggøre dem.

Som nævnt er forfatteren helt på det rene med politiets vanskelige rolle, både som institution og den situation, den enkelte ansatte befinder sig i, og hun citerer fra interviews med Frank Bøgh, MF (SF) og tidligere politibetjent: 'Politikerne skal have fat i nogle mænd, der kan rumme utrolig mange ting. Med de forventninger, der er til en politimand i dag, skal han være fysisk stærk, have psykologisk indsigt, lave skraldemandsarbejde, og så skal betjentene afspejle samfundet (...). Der bliver stillet nogle absurde krav til politiet. De kan ikke opfyldes'.

I den forbindelse drøftes de store problemer ved, at politiet - via magt - på samfundets vegne skal håndtere farlige psykiske syge mennesker. Det er, siger Politiforbundets formand Peter Ibsen bl.a., et stort problem, at befolkningen hurtigt og konsekvent vil have et ansvar løst i stedet for at diskutere og analysere komplekse problemstillinger.

Hvad forventes og hvad er muligt?
På mange måder er samfundet på vej ind i en gråzone, når det gælder politiets opgaver. Politiet er afhængigt af befolkningens tillid. Den tillid opnås ved at være tilgængelig og løfte deres opgave med integritet og på den måde være med til at skabe tryghed og stabilitet i samfundet - stabilitet, som ikke er stilstand. Men - og sådan må man også forstå Mette Volquartzen - politiet kan 'være med til'. Det er ikke muligt - eller ønskeligt, at det er en opgave, der påhviler politiet alene. Derfor er det afgørende vigtigt, at der nu kommer en objektiv diskussion af, hvad borgerne forventer af politiet - forventninger, der næret af mange politikere undertiden forekommer absurde - og at det samtidig gøres klart, hvad der er muligt - og ønskeligt, at politiet leverer. Vi kan tage et par aktuelle eksempler.

I Politiken, 14. maj 2009 siger Jørn Sørensen, der er formand for Børne- og Kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, i et interview om opdatering af kommunernes børnepolitik - på spørgsmålet om det er rimeligt, at et barn i krise skal ringe til politiet for at få hjælp uden for normal åbningstid: 'Ja. De ved, at hvis der er noget galt, så kan politiet hjælpe. Det kan være, hvis far og mor slås, eller hvis barnet er blevet slået. Og politiet tager så kontakt til de sociale medarbejdere, der skal håndtere sagen. Jeg tror, det her er det bedste, når det kommer til stykket'.

Ifølge bl.a. Jyllands-Posten 20. maj 2009: Forsikringsselskaberne varsler store præmiestigninger, fordi politiet ikke gør nok ved indbrud - med at opklare og forhindre. TrygVesta foreslår, at da politiet ikke gør nok ved forsikringssvindel, må forsikringsselskaberne betale politiet for en ekstra indsats. Samtidig erkender politiet den manglende indsats, da de politisk skal prioritere deres ressourcer på anden måde, og man beder derfor forsikringsselskaberne om at gøre sagerne mere færdige, inden de overdrages til politiet.

Disse to eksempler viser klart, at vi er på vej ind i nogle alvorlige gråzoner, når det gælder politiets samfundsindsats. En udvikling, som der ikke er taget højde for i politireformen - og en udvikling, der må undersøges og debatteres meget grundigt inden det hele ender i kaos, som ikke er styret af samfundsmæssigt overblik og objektivitet, men af en række politiske manøvrer fra mange aktører.

Trygheden i form af forsikringsselskaber er jo en markedsgjort vare og udtryk for privatiseringen. Det har fungeret godt og stabilt - underkastet en fornuftig lovgivning. Det næste skridt med private vagtværn er allerede taget. Meningerne om, hvor hensigtsmæssigt dette er, er delte. Der kan være områder, hvor det kan være fornuftigt for alle parter. F.eks. forekommer brugen af politiressourcer på fodboldbøller at være direkte spild af samfundets midler. Men, at store private virksomheder som forsikringsselskaber i samklang med borgernes stigende, påførte, utryghed nu skal indføre en form for privatisering af politiet, så det bliver en blanding af private vagtværn og statens forlængede arm i andre sammenhænge er uholdbart. Man kan selvfølgelig blot afvise disse tanker og sige, at sådan vil det naturligvis ikke udvikle sig, men hele den aktuelle diskussion viser jo klart, at politiet har en økonomisk bundlinje at tænke på - og at mange politikeres holdning til privatisering og politiets opgaver er temmelig fleksibel.

I et interview i Kristeligt Dagblad, 7. april 2004 'Tryghed for mig og mine' advarede kriminologen professor Flemming Balvig mod det, han kaldte kommercialiseringen af frygten. Denne kommercialisering ser ud til at være tættere og tættere på, hjulpet på vej bevidst og ubevidst af mange forskellige aktører, der ikke tænker i overordnede sammenhængende samfundsbaner.

Mediernes rolle
Der er en tydelig sammenhæng mellem mediernes eksponering og folks angst for kriminaliteten. Det viser en undersøgelse fra 1993 i det britiske videnskabelige tidsskrift 'British Journal of Criminology'. Justitsministeriets rapport fra 2003 viser endvidere, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget den enkelte avis eksponerer kriminaliteten, og hvor bange deres læsere er, påpeger Mette Volquartzen. Efter hendes mening er samtidens borgere, i modsætning til udviklingen i det 18. og 19. århundrede, hvor man var på vej mod større solidaritet og social lighed, nu på vej væk fra fællesskabet. Medierne og massekulturen har ikke bragt os tættere på hinanden, men har hevet volden, krigen og menneskets grusomste sider ud i lyset og hjem i privaten, så det vi frygter mest, er hinanden.

Disse meget markante meninger hænger ikke helt sammen med resultaterne fra de mange undersøgelser af den sociale kapital - og kan man vel også tage med - de mange undersøgelser, der viser, at danskerne er blandt de mest lykkelige mennesker - ikke mindst på grund af gensidig tillid.

Men det kan absolut ikke afvises, at der er en slange i Paradiset i form af denne uhellige alliance mellem medierne og andre aktører. I bogen citeres lektor, cand.phil. Henrik Jensen, Roskilde Universitet: 'En alliance mellem eksperter, medier og politikere kan blive en yderst sprængfarlig cocktail for et ængsteligt samfund: eksperterne udbyder deres diagnoser og prognoser til offentligheden, i indbyrdes konkurrence om opmærksomhed og forskningsmidler: medierne plukker i dem, ligeledes i indbyrdes konkurrence, og kolporterer uden at ryste på hånden de mest angstskabende af dem fordi de sælger bedst; politikerne føler sig, i indbyrdes populistisk konkurrence, mere eller mindre tvunget til at hægte sig på den dagsorden, der lægges frem for dem'; 'Ofrets Århundrede', 2. udgave, Samlerens Forlag, København 2002.

Denne sammenblanding af uklare interesser er helt sikkert med til at forvitre billedet af, hvad der er politiets opgaver, hvilke midler de skal have til at løse disse opgaver - og hvad der bedst kan varetages på anden vis.

Om forfatteren
Mette Volquartzen er cand.mag. i historie fra Købehavns Universitet, 2008. Hun arbejder i dag i DR Perspektiv som researcher. Baggrunden for bogen er bl.a., at hun som studerende var ansat i DR, hvor hun skulle researche til en dokumentar om politiet. Bogen er en omskrevet version af hendes speciale. I specialet har hun analyseret politiets rolle i Danmark som retsstat fra 1990 til 2007 ud fra idealet om klassiske borgerrettigheder, som opstod i oplysningstiden

Wonderful Copenhagen - en kontrast
Bogens forsideillustration er tegnet af Viggo Vagnby (1896-1966), tegner og udstillingsarrangør. Han var
Viggo Vagnby var oprindelig uddannet malersvend, men med reklamebureauernes gennembrud i mellemkrigstiden, øjnede han chancen og startede sin egen tegnestue, først i Ålborg, dernæst 10 år i København og sidst i Skagen 1953-66. Viggo Vagnby blev især kendt for sine turistplakater, som hører til genrens hovedværker. Det gælder i høj grad den her anvendte 'Wonderful Copenhagen' med den berømmet andefamilie der krydser gaden. Den er fra 1959. Kontrasten mellem dagens virkelighed - både den reelle og - især - den 'oplevede' og dette motiv, kan næppe være større - selv om mange lande sikkert stadig gerne ville være i vort sted.

Skarpe meninger - men underbyggede
Dette er en bog med skarpe meninger, men i modsætning til ikke mindst den generelle politiske debat, udtrykkes disse meninger på grundlag af dokumenterede kendsgerninger og et stort forskningsarbejde. Meget naturlig har 'I tryghedens navn. Politiets rolle i det senmoderne samfund' allerede givet anledning til alvorlige meningsudvekslinger i forskellige medier - igen mest af holdningsmæssig karakter. For alle, der involverer sig i drøftelserne om politiets rolle og opgaver, er den nødvendig læsning.

Meget kunne tyde på, at der mangler nogle dimensioner i Politireformen. Det handler ikke blot om at rationalisere og føle sig meget lederagtige, når nogle opgaver bliver lagt til kontorpersonale, men om en gennemgribende diskussion om, hvilke opgaver, hvilke mennesker og institutioner er bedst egnede til at løse i samfundet fremover - og hvem der så efter en sådan kortlægning skal have hvilke bevillinger og beføjelser, så trygheden bliver virkelig og ikke blot en illusion og en brik i det politiske spil.

Det kan også tænkes, at evalueringen af indsatsen ikke alene skal være efter en kvantitativ målestok, men også skal inddrage kvalitative aspekter, hvor den enkelte ansattes viden og erfaring i høj grad bliver inddraget.

Lad Mette Volquartzens indledende ord afslutte denne anmeldelse: 'Hvis vi vil have et politi uden rekrutteringsproblemer og med betjente, der er glade for at gå på arbejde, og ikke mindst et politi, der kan knægte kriminaliteten uden at kompromittere borgerens retssikkerhed, så nytter det ikke, at diskussionen hele tiden handler om, hvorvidt politiet skal have flere penge eller ej. Vi må have lavet en langt mere visionær og realistisk plan for, hvad vi egentlig vil med vores politi'.

Supplerende læsning:

Politiets værste fjender

Alvidende psykiatere - ufølsomme politifolk og lavtuddannede socialarbejdere

Tryghedsmåling fra Trygfonden

Har man lyst til at gå mere i dybden med bogen, er her en række bilag, som forlaget oplyser, har relation til bogen:

Bilag 1
Politilovens § 1-2
Bilag 2
Politiets styrketal
Bilag 3
Visionsudvalg
Bilag 4
Borgerundersøgelse
Bilag 5
Politikommissionen
Bilag 6
Den offentlige sektors udgifter

 

.