RINGSTED / LEJRE: Ifølge det nyeste notat fra Vejdirektoratet er der nu to muligheder for en højhastighedsjernbane på Sjælland i det samlede projekt for en mulig kommende Kattegatforbindelse - til Lejre eller til Ringsted. Og Ringsted-forbindelsen vurderes på flere områder som bedre end Lejre-forbindelsen.
Vurderingen i forundersøgelsen er, at begge forbindelser vil give næsten samme køretider mellem København og Aarhus, nemlig en time og ti minutter. Men Ringstedløsningen vurderes på det foreliggende grundlag bedre end Lejreløsningen, når det gælder natur-, kultur- og miljøforhold.
Ifølge undersøgelsen giver en bane til Ringsted - nærmere betegnet Fjenneslev vest for Ringsted - også lidt bedre togbetjeningsmuligheder og vil være billigere i anlæg, da det er et kortere nyanlæg.
Som man kan se på kortskitsen, er der både forslag om forløb via Røsnæs og via Asnæs. Det fremgår, at begge alternativer har fordele og ulemper, og det kan ikke lige nu afgøres, hvilket der er at foretrække.
Når det gælder forløbet i Kattegat over mod Samsø er der fra Røsnæs både forslag om en hængebro som ved Storebælt eller en sænketunnel som ved Femern Bælt.
Isoleret set vurderes Asnæs-forbindelsen ikke som attraktiv på grund af miljøudfordringer - og skibsstødsudfordringer - altså risikoen for, at skibe støder ind i broen. En forbindelse fra Asnæs vurderes omkring 10 milliarder dyrere end en løsning via Røsnæs.
Gyllingnæs ude
På Jyllandssiden er Gyllingnæs nu ikke længere nævnt som en af mulighederne som tilslutning på grund af Natura 2000-udpegninger. I stedet er placeringen nord for Hou det sted, der vil være mindst udfordret naturmæssigt.
Både en bro og en sænketunnel er inde i billedet - en boret tunnel vil miljømæssigt være bedst, men er markant dyrere og anlægsmæssigt kompliceret. Så derfor vurderes - ligesom på Femern Bælt - at den er for risikabel.
Fra Hou har vejforbindelsen mod nord to muligheder for tilslutning til E45 - ved Stilling og Aarhus S. Jernbanen skal gå mod nord og øst om Solbjerg og sluttes til den eksisterende bane ved Hasselager.
Samsø imod
Så vidt Vejdirektoratet, der har gennemført forundersøgelsen på baggrund af finanslovsaftalen for 2019. Men både på Jyllandssiden, på Samsø og på Sjællandssiden er der modstand mod projektet. På Samsø er en samlet kommunalbestyrelse imod forløbet over øen.
Bevægelsen "Kattegatforbindelse - Nej Tak" skriver i et indlæg, at "de fleste trafikforskere er enige om, at de stigende trængselsproblemer ikke løses ved at bygge flere motorveje. I stedet vil det blive nødvendigt med smartere måder at styre trafikken på - bl.a. ved hjælp af road-pricing, præmiering af samkørsel og hjemmearbejdsdage samt andre smarte løsninger."
Bevægelsen skriver videre, at "En fast forbindelse over Kattegat løser derfor ikke de støt voksende problemer med øget trængsel, voksende klimaudledninger, øget trafikstøj, mindre plads til natur og biodiversitet og ødelæggelse af bevaringsværdige kulturlandskaber. Den vil derimod i høj grad være med til at forværre problemerne yderligere. Vi skal have skabt den infrastruktur, der imødekommer klimaloven. Det gør en bro over Kattegat på ingen måde."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.