Af Thomas Jensen
FOLKETINGET: Claus Hjort Frederiksens (V) mund var ikke meget for at bevæge sig, da han trådte ud af forhandlingslokalet lidt efter klokken 16.00 onsdag i Finansministeriet.
- Vi befinder os i en ny økonomisk situation. Hvor der før var overskud, er der nu underskud på de offentlige finanser. Jeg vil ikke kommentere enkelte elementer fra forhandlingerne, sagde finansministeren.
Ville det ikke være et tegn på goodwill og god psykologi fra regeringen, hvis man gav lidt flere penge til daginstitutionernes madordning?
- Nu er det ikke psykologi og goodwill, en finansminister beskæftiger sig med, sagde en indestængt Claus Hjort.
Heller ikke KL's krav om 2,2 mia. kr. til specialområdet ville finansministeren kommentere.
- Vi står overfor en vanskelig proces. Forhandlingerne vil fortsætte på både politisk og på embedsmandniveau.
Hårdknude om madordningen
Formanden for KL, Erik Fabrin (V), måtte også erkende, at man ikke var kommet videre med kravene om flere penge til madordningen.
- Der er mange logistiske ting, som man har skullet tage stilling til - ombygninger, indkøb af råvarer og så videre. Vi har ikke kendt hele dattagrundlaget. Det er teknisk kompliceret. Der er også uenighed om regnestykket på 25 kr og de 17 kr. (KL mener man kun har 17 kr. til mad per barn per dag red.). Nu går embedsmændene videre med regnestykkerne, og så må vi genforhandle det, sagde Erik Fabrin.
Indenrigs- og socialministeren lyttede intenst til Fabrins ord, men så ikke ud til at ville rykke sig på området.
- Når KL siger, der er problemer med prisen, er jeg lydhør, men som udgangspunkt har vi en allerede en aftale, og den forholder jeg mig til, sagde Karen Ellemann (V).
Dette ville Erik Fabrin ikke lade stå alene.
- Hele konceptet er ikke KL's. Det er regeringens og Folketingets. Jeg håber regeringen vil løse det, sagde Erik Fabrin.
Forskellige forudsætninger
Da dknyt spurgte næstformand for KL, Anker Boye (S), om fremskridt på nogle områder, så han nærmest tom ud i ansigtet, der stadig kogte efter intense forhandlinger.
- Kommunerne har meget forskellige forudsætninger, men mange har store likviditetsproblemer. Det skal vi kigge på og finde løsninger. Også i forhold til anlægsinvesteringer er det kompliceret. Der er flere varianter i spil, som vi arbejder med, sagde Anker Boye, der også pointerede vigtigheden af det vanskelige specialområde, der har ramt mange kommuner hårdt økonomisk.
- Det er et meget borgerfølsomt område, og sker der ikke noget på området, skal kommunerne finde pengene på normalområdet, sagde Anker Boye.
Det er uvist, hvornår forhandlingerne er i hus, men det bliver nok en lang weekend for forhandlingsparterne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.