Da tidligere Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl i løbet af 2013 indsamlede oplysninger til sin hvidbog, der har afdækket en temmelig forskellig praksis med hensyn til tabt arbejdsfortjeneste tilkommunalpolitikere, røg han også ind i forskellig praksis, da det gjaldt åbenheden.
Nogle myndigheder oplyste udbetalte beløb pr. politiker, mens andre samlede beløbene i ét.
Region Syddanmark var en af dem, hvor Bent Bechmann (K), Bo Libergren (V), Frede Skaaning (S), John Lohff (K), Lasse Krull Petersen (K), Ole Finnerup Larsen (S), Preben Friis-Hauge (V), John Hurup Jensen (U) samlet fik udbetalt 623.576 kr. i 2012'. Og herfra oplyser chefkonsulent i råds- og direktionssekretariatet Stine Dyhr Vestergaard til dknyt, at:
'Region Syddanmark har undtaget oplysningerne fra aktindsigt med henvisning til § 12, stk. 1, nr. 1, i den daværende offentlighedslov. Oplysningen om, hvad det enkelte regionsrådsmedlem har fået udbetalt i tabt arbejdsfortjeneste sammenholdt med oplysninger om antallet af møder samt længden af de møder, som vedkommende har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste for, kan føre frem til oplysningen om, hvilken timesats det enkelte medlem modtager i forbindelse med erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Timesatsen er fastsat på baggrund af det enkelte medlems personlige indkomst.
På den baggrund finder Region Syddanmark, at der en sådan sammenhæng mellem erstatningsbeløbet og den pågældendes personlige indkomst, at oplysningen er undtaget fra adgangen til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.
Region Syddanmark har desuden henvist til, at det fremgår af Lov om kommunernes styrelse med kommentarer af Hans B. Thomsen m.fl., s. 164, (JØP's forlag, 2. udgave, 2010), at 'oplysninger om, hvad et kommunalbestyrelsesmedlem modtager i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, er som følge af sammenhængen mellem erstatningsbeløbet og den pågældendes personlige indkomst undtaget fra aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, om undtagelse af oplysninger om enkeltpersoners økonomiske forhold'.
Det var et meget juridisk velbegrundet svar, så det tog vi videre til en af de kommuner, der i første omgang ikke havde haft problemer med at oplyse beløbene for hver enkelt politiker, nemlig Holstebro Kommune, der til Uffe Thorndahl havde oplyst, at i 2012 var der udbetalt tabt arbejdsfortjeneste til følgende syv politikere: Pernille Bloch (K), 44.078 kr. , Niels Ulrik Nielsen (S), 31.630 kr., Karsten Filsø (SF), 47.803 kr., Ole Andersen (S), 32.453 kr., Anders G. Jacobsen (V), 57.004 kr., Finn Thøgersen (V), 38.545 kr., Mathilde Traberg (V), 124.147 kr.
Fra Holstebro oplyser juridisk konsulent Lillian Sølvsten, at KL faktisk også greb ind, men det var først efter oplysningerne var udleveret. Hun forklarer, at 'Holstebro Kommune har i flere omgange besvaret anmodninger om aktindsigt fra Uffe Thorndahl vedr. tabt arbejdsfortjeneste, således senest i juli 2013 og august 2013.
Kommunen er siden den første henvendelse, der blev besvaret i juli 2013, blevet opmærksom på, at KL har vurderet, at oplysninger om tabt arbejdsfortjeneste, som følge af sammenhængen mellem erstatningsbeløbet og den pågældendes personlige indkomst er undtaget fra aktindsigt jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1 om undtagelse af oplysninger om enkeltpersoners økonomiske forhold.
Derfor er der udleveret oplysninger om tabt arbejdsfortjeneste med navn nævnelse ved mail af 10. juli 2013, mens der gives afslag på dette i besvarelsen fra august 2013. I sidstnævnte besvarelse er der således udelukkende oplyst de årlige samlede beløb.'
Thorndahls hvidbog førte til, at økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) på KL's kommunalpolitiske topmøde i år lagde op til, at hele regelsættet om lokalpolitikeres vederlag skulle efterses - og i samme omgang også reglerne om tabt arbejdsfortjeneste. Ugen efter blev der truffet en politisk aftale om at hæve vederlagene med omkring 30 pct.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.