dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Klima er stadig afgørende for, hvordan danskerne stemmer

Selvom krig, sikkerhed og forsvar i stigende grad præger den offentlige debat, fastholder vælgerne klima som et af de vigtigste temaer, når de sætter deres kryds, viser CONCITOs Klimabarometer.
15. NOV 2025 9.38

Med kommunalvalget lige om hjørnet er budskabet fra CONCITOs undersøgelse klart: Klimadagsordenen står stadig stærkt hos vælgerne – også selvom den politiske debat bevæger sig et andet sted hen.

41 pct. af danskerne peger på klimapolitik som et af de vigtigste temaer i valgdebatten – kun overgået af sundhedspolitik (44 pct.) og på linje med forsvarspolitik (40 pct.). Det placerer klima som et af de mest samlende emner på tværs af vælgere, generationer og geografi.

- Når forsvar, sikkerhed og udenrigspolitik fylder stadig mere, kunne man tro, at klima ryger ud af vælgernes bevidsthed – men det gør det ikke. Det siger noget om, hvor dybt klimaet efterhånden er forankret som en værdimæssig mærkesag i Danmark, siger direktør Christian Ibsen, CONCITO.

Samtidig viser barometeret, at danskerne fortsat ser klimaforandringer som en alvorlig udfordring, men at oplevelsen af, hvor meget det påvirker den enkeltes hverdag, er faldende.

Hele 88 pct. af danskerne vurderer, at klimaforandringerne er alvorlige – heraf 41 pct. som meget alvorlige. Men samtidig svarer kun 23 pct., at klimaforandringerne i høj grad påvirker deres hverdag – et markant fald fra 40 pct. i 2022.

- Der er ingen tvivl om, at danskerne stadig er bekymrede for klimaet, men vi ser en bevægelse væk fra den akutte kriseforståelse for den enkelte, siger Christian Ibsen.

Klimabarometeret har siden 2010 målt danskernes viden, holdninger og adfærd i forhold til klima og grøn omstilling. I år fokuserer det på holdninger til den førte klimapolitik.

Klima forbliver et valgtema med bred appel

I undersøgelsen svarer 57 pct., at politikernes indsats for at bremse klimaforandringer har betydning for, hvor de sætter deres kryds ved næste valg.

- Det bemærkelsesværdige er, at klima stadig ligger så højt, selvom kun et fåtal af partiledere i dag profilerer sig på klima, siger direktør Christian Ibsen, CONCITO.

- Det kunne tyde på et misforhold mellem vælgernes prioritering og den politiske samtale. Danskerne forventer fortsat konkret handling – også i kommunerne, hvor mange af de afgørende beslutninger for den grønne omstilling bliver truffet.

Klimaambitionen skal genantændes

For 63 pct. af danskerne har det betydning, at Danmarks klimaindsats er blandt de mest ambitiøse i verden – et stabilt, men ikke stigende niveau siden 2022.

-Der er brug for at genantænde klimaambitionen og koblingen til behovet for konkret handling. Tallene viser, at modstanden mod klimapolitik en meget begrænset og det er en stor åben invitation til at tage politisk lederskab, både nationalt og lokalt. Det er nu, vi skal vise, at ambitioner kan omsættes til konkret handling – ikke mindst i kommunerne, der står med nøglen til grøn mobilitet, energiplanlægning og klimatilpasning, siger Christian Ibsen.

Klimabarometeret er gennemført i sidste uge af oktober af CONCITO i samarbejde med datalaboratoriet ClimAct, Dronning Mary’s Center, og bygger på 1506 repræsentative svar fra den danske befolkning.

Også flere steder i Danmark og i Verden vil der i dag være klimamarch som led i "Global Day of Action" samtidig med, at der er COP30 i Belém i Brasilien. 

Noget som sker i syv Danske byer København, Hillerød, Odense, Tønder, Viborg, Aalborg og Aarhus i "anledning af kommunalvalget", skriver Folkets Klimamarch.

- Hovedårsagen til, at vi går på gaden, det er, at der er kommunalvalg på tirsdag den 18., men vi går selvfølgelig også på gaden for at vise, at vi vil have grøn handling overalt, siger Rasmus Rauch Jensen, der er medarrangør af Folkets Klimamarch til DR

/mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/klima-er-stadig-afgoerende-for-hvordan-danskerne-stemmer