KL og regeringen har selv i de seneste tre kommuneaftaler aftalt, at kommunerne i højere grad skal benytte sig af private leverandører. I den seneste kommuneaftale for 2009 er det aftalt, at konkurrenceudsættelsen skal stige til 26,5 pct. inden 2010. Dansk Folkeparti står bag disse aftaler.
Krav gav stigning
Efter der kom krav om øget udlicitering og konkurrenceudsættelse i kommuneaftalen fra 2007, er der netop sket en stor stigning i brugen af private leverandører. Tidligere er der stort set ikke sket noget.
Af samme grund går DI ikke ind for udbudstvang på områder, hvor kommunerne ikke er forpligtet til at udbyde, men peger i stedet for på aftaler om øget konkurrenceudsættelse, som dels går videre end 2010, dels også omfatter delområder som f.eks. madservice til ældre, hvor der er sket en priseksplosion på plejehjem og i hjemmeplejen.
KL's egen Udbudsportal viser, at der er store besparelser at hente ved at udbyde og konkurrenceudsætte. På enkelte områder er besparelsen således 30-35 pct.
Undersøgelser fra bl.a. Velfærdsministeriet viser, at ældre borgere er mere tilfredse med hjemmehjælp fra private leverandører i forhold til kommunale leverandører. Alt dette viser, at der både er økonomiske og kvalitetsmæssige fordele ved at udbyde flere opgaver. Udbud kan også betyde bedre service. Det viser bl.a. erfaringerne fra kollektiv trafik, hvor leverandørerne præmieres for flere og mere tilfredse passager.
Store forskelle
I dag (2007-tal) er der meget store forskelle på, hvor meget kommunerne konkurrenceudsætter. I Gribskov kommune er det 32,8 pct. af opgaverne, mens det i Nyborg er 16,1 pct. Hvis alle kommuner havde en konkurrenceudsættelse som Gribskov, ville den på landsplan stige fra de nuværende 47,3 mia. kr. til 65,5 mia. kr. En stigning på 18,2 mia. kr., som langt overgår kravet på 5,6 mia. kr. inden 2010 fra kommuneaftalen for 2009.
Hvis kommunerne på regionsniveau blot havde en konkurrenceudsættelse som den kommune, der ligger i top i regionen, vil konkurrenceudsættelsen stige med 15 mia. kr., så den samlede konkurrenceudsættelse ville nå op på 31,2 pct.
Der er derfor et kolossalt potentiale for yderligere konkurrenceudsættelse i kommunerne. Der er også store forskelle mellem de forskelle områder i kommunerne. Inden for vejvedligeholdelse og renovation løses stort set alle opgaver af private leverandører, mens andelen inden for pasning af grønne områder kun er knap 30 pct.
Når det gælder beskæftigelsesfremme, løses næsten halvdelen af opgaverne af private leverandører, mens det tilsvarende er under 20 pct. inden for pleje og omsorg. Når det gælder administration, løses 20 pct. af opgaverne af private leverandører.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.