Kommuneaftalen er omsorgssvigt af handicappede

Af Birgitte Bjørn Jensen

'Sådan nogle handicappede er da vist ikke så handicappede, at de ikke kan være i almindelige daginstitutioner og skoler. De har godt af at være i nærmiljøet og lære af de andre børn, og skal have samme muligheder som andre børn og unge. De skal bare have lidt ekstra specialundervisning. Lad os gøre brug af undervisningsassistenter. De kan hjælpe lærerne i klasseværelset, hvis der er mange urolige elever eller elever med behov for ekstra støtte.'

Sådan er regeringens og KL's forenklede, ensidige og økonomisk rettede tankegang. Til gengæld er det ufunderede, men kyniske tankespind velgennemtænkt.

Som led i strukturreformen blev hele specialområdet videregivet til kommunerne uden hensyntagen til, at mange af dem ikke kunne stille noget tilsvarende tilbud i stedet, og i det hele taget manglede viden og erfaring på området. Begrebet 'den vidtgående specialundervisning' blev taget ud af lovgivningen, og begrebet 'handicappet' er blevet udvandet og sløret i ligerettens og rummelighedens navn.

Nedtoner handicappedes behov
Ved den behændige manøvre er det på fornemste vis lykkedes regeringen og KL at nedtone de handicappedes helt særlige forudsætninger og behov for specifikt at kunne spare på specialundervisningsområdet. Specielt personer med usynlige handicap som autisme og ADHD med behov for særlig kvalificeret og specialiseret specialundervisning er blevet ramt hårdt og vil nu blive endnu hårdere ramt.

Det politiske mantra er nemlig, at i Danmark har vi ikke længere personer med handicap, som har behov for vidtgående specialundervisning. Vi har personer, som har nogle problematikker, der gør, at de har brug for noget specialundervisning - gerne af en undervisningsassistent.

I Danmark har vi heller ikke længere en professor i specialpædagogik, men en centerleder i grundskoleforskning.

Birgitte Bjørn Jensen, modtager af Autismeprisen 2009, bibliotekar