
Ingen af landets fire største kommuner - København, Aarhus, Aalborg og Odense - har siden 1. januar 2018 frataget førtidspensionen fra et rocker- eller bandemedlem. Det skriver TV 2, som har spurgt kommunerne.
De seneste seks år har kommunerne haft en såkaldt Al Capone-indsats, der skal afsløre bandemedlemmers svindel eller snyd med offentlige ydelser.
Den blev indført i forbindelse med Bandepakke III.
Ifølge tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet modtog omkring halvdelen af de personer, der er registeret som rocker- eller bandemedlem, sociale ydelser i mindst én måned i 2023.
Ud af 1.266 registrerede personer fik 662 en offentlig ydelse, der dækker over ydelser som dagpenge, SU, kontanthjælp og førtidspension.
Kriminelle fratages pension?
Flere politikere har i kølvandet på TV 2's dokumentar "Den sorte svane" kommenteret, at flere af de bandemedlemmer, som medvirker, modtager førtidspension.
Blandt dem er beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som har udtalt, at det bør undersøges, om man kan tage førtidspensionen fra personer, som gentagne gange har begået alvorlig kriminalitet.
Også i Københavns Kommune vil beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) gerne have muligheden for at tage førtidspensionen fra bandemedlemmer.
- Christiansborg bør give os mulighed for at genvurdere den førtidspension, som nogle rockere og bandemedlemmer har fået. Så vi har mulighed for at fratage den i de sager, hvor det ikke er berettiget. Det har jeg skrevet til ministeren om, siger han.
Staten betaler
Et af problemerne for kommunerne i forbindelse med sager om udbetaling af offentlige ydelser til rocker- og bandemedlemmer er, at det er staten - via Udbetaling Danmark - som udbetaler ydelserne.
Det betyder, at man ryger ud af de kommunale systemer og ikke længere er en del af Al Capone-indsatsen.
Det vil Københavns Kommune gerne have lavet om på, fortæller Jens-Kristian Lütken.
- Jeg forestiller mig, at man for eksempel kan se på mulighederne for, at politiets oplysninger over personer med rocker- eller banderelationer kan sammenholdes med kommunernes oplysninger om personer på førtidspension, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.