Elsparefondens beregninger viser, at kommunerne ved at købe mere energieffektivt ind kan spare 500 millioner kroner årligt og reducere CO2-udslippet med over 150.000 tons. Elsparefonden opfordrer derfor kommunerne til politisk og administrativt at prioritere energirigtige indkøb.
Den sidste tids økonomiske turbulens og nedtur, kommunernes kritik af anlægsloftet i de kommende år og ikke mindst budgetforhandlinger i kommunerne er faktorer, som risikerer at sætte en stopper for kommunernes investeringer i energibesparelser.
Adskillige medier har allerede berettet om kommuner, som har neddroslet deres klimainvesteringer. Ærgerligt, mener Elsparefonden. Investeringer i ny teknologi eller bygningsrenoveringer er bestemt væsentlige, men det er ikke den eneste mulighed for at gøre en indsats for klimaet.
Ifølge Elsparefonden er der mange veje til at opnå energibesparelser. En ofte undervurderet mulighed for at høste store besparelser i det offentlige er indkøb.
Ifølge Elsparefondens beregninger kan energibesparelser som følge af mere energirigtige indkøb spare kommunerne for 500 mio. kr. årligt. Det svarer til lidt under halvdelen af kommunernes samlede elbesparelsespotentiale, som er på 1,1 milliard kr. årligt. Energirigtige indkøb er derfor et meget vigtigt instrument for kommunernes klimaindsats.
- Finanskrisen og bindingerne i aftalerne for den kommunale økonomi må ikke blive en sovepude eller undskyldning, som blokerer for at reducere kommunernes energiforbrug. Der er mange måder at spare på strømmen, og de fleste koster ingen penge. Driftsoptimeringer og reduktion af standbytid ligger lige til højrebenet og er ganske gratis. Derudover er indkøb af mere energieffektivt udstyr som computere, printere, hårde hvidevarer osv. en oplagt måde at spare på, siger Christian Jarby, kundechef i Elsparefonden.
Konkrete værktøjer til kommunerne
Elsparefonden ønsker at medvirke til at synliggøre besparelsespotentialet for kommunerne og har derfor blandt andet lanceret fem nye webbaserede værktøjer til de kommunale indkøbere. I samarbejde med en gruppe indkøbere har Elsparefonden udviklet de nye værktøjer, som skal professionalisere energieffektive indkøb i kommunerne. Værktøjerne er udviklet på baggrund af de ønsker og behov, de kommunale indkøbere selv har givet udtryk for. Med værktøjerne kan de indkøbsansvarlige blandt andet udregne deres kommunes besparelsespotentiale ved energirigtige indkøb og få sat emnet på den kommunale dagsorden.
- Det er vigtigt, at kommunerne får øjnene op for det enorme potentiale i energirigtige indkøb. Vores værktøjer skal bruges til at gøre kommunernes energibesparende indkøb mere professionelle og effektive. På den måde kan vi gøre op med myten om, at renovering og nybygning er de eneste eller bedste måder at spare store mængder energi på, påpeger Christian Jarby.
Derudover vil energieffektive indkøb medvirke til, at kommunerne kan leve op til den aftale, som KL og det daværende Transport- og Energiministerium indgik i 2007 med målsætninger og retningslinjer for kommunale elbesparelser.
De fem værktøjer er blevet til i et samarbejde mellem Elsparefonden, foreningen af offentlige indkøbere, IKA, og en gruppe kommunale indkøbere. Værktøjerne, der ligger på Elsparefondens hjemmeside, er et supplement til Elsparefondens indkøbsvejledning, der udkommer hvert år.
De fem værktøjer er:
* Potentialeberegneren, som sætter tal på, hvor mange penge den enkelte kommune kan spare, hvis indkøberne vælger elbesparende produkter, når de køber ind. Her kan man lave en konkret beregning ved at svare på en række spørgsmål og indtaste kommunens faktiske elforbrug.
* Statusanalysen, der gør status over kommunens hidtidige arbejde med elbesparende indkøb og giver individuelle anbefalinger til, hvordan kommunen kommer videre.
* Procesguiden, som indeholder informationer, materialer og skabeloner til, hvordan man får sat elbesparelser på dagsordenen hos den kommunale ledelse, i den kommunale drift og hos de decentrale indkøbere.
* Indkøberundersøgelsen, som giver svar på, hvordan kommunens decentrale indkøbere forholder sig til elbesparende indkøb, og hvor godt den kommunale indkøbspolitik fungerer i de yderste indkøbsled. Det giver de indkøbsansvarlige vigtig baggrundsviden for dialog med indkøbere på skoler, plejehjem osv. Værktøjet er derfor et vigtigt middel til at implementere indkøbspolitikker og energibesparende indkøb lokalt.
* Totalprisberegneren, der udregner de totale omkostninger for et produkt baseret på dets anskaffelsespris, elforbrug og udgifter til f.eks. vedligehold i produktets forventede levetid.
Prøv de fem værktøjer på Elsparefondens hjemmeside
Om Elsparefonden
Elsparefonden er en uafhængig statsinstitution med egen bestyrelse under Klima- og Energiministeriet. Elsparefonden blev etableret i 1997 og har som opgave at sikre elbesparelser i husholdningssektoren og i den offentlige sektor. Elsparefonden finansieres af provenuet fra det særlige elsparebidrag på 0,6 øre/kWh, der opkræves hos husholdningerne og det offentlige. Provenuet udgør i alt cirka 97 mio. kr. om året.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.