Få dage før kommunal- og regionsvalget på tirsdag mangler der fortsat hænder til at hjælpe med at registrere vælgere og tælle stemmer. Sådan er situationen i landets to største kommuner, Aarhus og København.
- I sidste uge var status den, at vi manglede 370 valgtilforordnede. Siden da har vi fået flere tilmeldinger, men jeg vil tro, at vi stadig mangler cirka 140, siger Lene Hartig Danielsen, chef for borgerservice og valggeneral i Aarhus Kommune.
Kommunen skal samlet set bruge 1.640 valgtilforordnede til at afvikle valget på 47 valgsteder rundt i kommunen. Hvis der ikke er tilstrækkelig mange hænder, kan det ifølge Lene Hartig Danielsen føre til længere køer ved valgstederne.
Coronasituationen med opblussen af smitte kan ifølge valggeneralen være en af årsagerne til, at det kniber med at skaffe tilstrækkelig mange hænder:
- Det kan være almindelig tøven. Måske er der andre gøremål, man skal klare. Men der kan også være en bekymring for corona.
- Men jeg kan betrygge med, at vi træffer alle foranstaltninger, for at både frivillige, medarbejdere i kommunen og vælgerne får en tryg og sikker valgdag, siger hun og forsikrer, at der blandt andet vil være afstandsmærker, håndsprit og mundbind.
Længere køer og senere resultat
Også i Københavns Kommune mangler der hjælpere til at få valgmaskineriet til at glide.
- Status er, at vi mangler cirka 100 heldags-valgforordnede og så cirka 50 stemmetællere om aftenen, siger Merete Evers Dewilde, der er valgansvarlig i Københavns Kommune.
Det er ikke usædvanligt, at der mangler hænder forud for et valg, forklarer hun.
- Vi er altid presset helt op til, og det skyldes jo blandt andet, at vi hver gang får flere valgsteder, fordi befolkningen i kommunen øges. Så der er flere steder, der skal bemandes.
- Men jeg vil nok sige, at denne gang er det virkelig til den pressede side, siger Merete Evers Dewilde.
Ligesom i Aarhus kan manglen på hænder få den konsekvens, at der kan blive længere køer, eller at valgresultatet bliver opgjort lidt senere end ellers.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.