
Stadigt flere kommuner sparer hjælpen væk til unge, som har det skidt efter en opvækst med forældre med alkoholproblemer eller stofmisbrug.
- Vi oplever lige nu i mange af vores afdelinger, at kommunerne står overfor massive besparelser på socialområdet, og det får store konsekvenser for vores unge, siger Kåre Skarsholm, landsleder i Tuba Danmark, en nonprofitorganisation, som yder gratis terapi til børn og unge mellem 14-35 år.
Organisationen har afdelinger i 33 af landets 98 kommuner og så gerne, at det tal voksede. Det er desværre ikke tilfældet, konstaterer Tuba.
På nuværende tidspunkt spares der i Lyngby-Taarbæk, Helsingør og Slagelse, men også andre kommuner har tilskuddet til Tuba i sparekataloget, oplyser organisationen.
Skærer på de ældste
- Det er særligt aldersgruppen 25-35 år, der bliver ramt af besparelserne, for kommunerne er ikke lovmæssigt forpligtet på at hjælpe denne aldersgruppe, og derfor prioriterer de hjælpen fra, fortæller Kåre Skarsholm, som frygter, at det rammer de unges tilknytning til uddannelse og arbejde og ikke mindst deres mentale trivsel.
Problemet er, at mange unge først henvender sig til Tuba, når de er flyttet hjemmefra, fordi det er svært at række ud efter hjælp, mens man bor hjemme hos de misbrugende forældre. Dels er de unge bundet af loyalitet, og dels kan det skabe større problemer for dem, hvis de rækker ud efter hjælp.
- Derfor er det også vigtigt, at vi har et tilbud, der griber unge, når de er klar. Særligt for at opvæksten ikke skal sætte negative spor i resten af deres liv, siger Kåre Skarsholm.
Han opfordrer kommunerne til at tænke sig om to gange, før de sparer, og samtidig opfordrer han regeringen til at tage initiativ til at sikre de unge ret til behandling.
- Det er skævt, at forældrene med et misbrug har ret til behandling, mens børnene, der lider mindst lige så meget, ingen rettigheder har, mener han.
Se, hvilke kommuner der har samarbejdsaftaler med Tuba, her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.