Kommunalt svigt og lammet bygningsfredning har gjort kulturarven i vores fælles omgivelser til fredløst vildt. Med ganske få bevarende lokalplaner på landet er der frit slag for nedrivning
Peter Dragsbo, overinspektør, Museum Sønderjylland
Kulturarven er inde varmen.
Sidste år kappedes danske kommuner om at live ?kulturarvskommuner?, og nu er der nedsat et ministerielt udvalg, der skal se på, om en vigtig del af kulturarven ? de fredede og bevaringsværdige bygninger ? har det godt nok. Tiden er derfor inde til at se på, hvordan denne del af kulturarven har det ude i landet.
Jo, på den ene side har vi fine byer og bygninger nok til, at vi kan være med i det europæiske selskab. Men når det kommer til realiteterne, til konkret handling for pleje og bevaring, så er det gennem de sidste 10-20 år ofte ad Helvede til.
Troet på kommunerne
Ansvaret for landets værdifulde bygninger og bymiljøer ligger to steder.
Nationalt har vi bygningsfredningen, som omfatter ca. 9.000 fredede bygninger, som skulle være det ypperste af dansk bygningskultur ? det, som har interesse for hele landet.
Mens ansvaret for de mange bevaringsværdige ikke-fredede bygninger ligger hos kommunerne, som også har overtaget amternes arbejde med de såkaldte ?kulturmiljøer? eller ?kulturarvslandskaber?.
Politikken har indtil nu hvilet på en tro på, at kommunerne kunne løfte ansvaret. De har fået udmærkede instrumenter til opgaven: bevarende lokalplaner, indførelse af bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen, zone- og landskabsplaner mv. ? mens man ?længere oppe? koncentrerede sig om at levere værktøjer, f.eks. i form af Kulturarvsstyrelsens Kommune- eller Kulturarvsatlas eller udpegning af kulturhistoriske interesser i regionplanen.
Frit slag for husejere og bygherrer
Heldigvis har en lille gruppe kommuner gennem årene opbygget en aktiv bevarings- og kulturarvs-politik.
Men i det store og hele har de kommuner, der eksisterede indtil 31. december 2006, tabt bolden på gulvet og svigtet den danske bygningskultur. Der er f.eks. stort set kun lavet bevarende lokalplaner i de større byer. I de mindre byer, landsbyerne og i det åbne land er der gennemgående frit slag for husejere og bygherrer. Og i de sidste år af det gamle kommunestyre lammede politisk angst for protester stort set det kommunale bevarings-arbejde.
Deprimerende billede
Ser man ud over landet, er billedet deprimerende. Der er gennemført bygningsregistreringer i masser af kommuner, men kun få har fulgt det op i kommuneplanen.
Og selv her har det tit kun haft den konsekvens, at nedrivningen af en ?bevaringsværdig bygning? skulle vente på en kort offentlighedsfase.
Nej til nedrivning kræver nemlig, at der er gennemført en bevarende lokalplan. Og det er der stort set ikke uden for byerne.
Tager man en kommune som Aabenraa, gav man for et par år siden simpelthen op og sløjfede udpegningen af bevaringsværdige bygninger fra kommuneplanen. Siden har man uden undtagelse givet tilladelse til nedrivning af bevaringsværdige bygninger.
I det enestående kulturlandskab på Løjt Land med de gamle kaptajnsgårde fra 1700-tallet er o. 15 procent af de bygninger, der var registreret i højeste klasse, forsvundet siden 2000!
Amternes udpegning af kulturmiljøer blev også kun i ringe omfang fulgt op af kommunerne. I Fyns Amt blev der f.eks. for ca. 20 år siden udpeget en række værdifulde landsbymiljøer. Men stort set ingen kommuner tog sig sammen til at lave bevarende lokalplaner for landsbyer. Resultatet er, at det fynske landsbymiljø med bindingsværk og firelængede gårde snart er en saga blot.
Politisk mod hos storkommuner efterlyses
Man kan håbe, at de nye storkommuner har politisk mod til en helhedsorienteret kulturarvspolitik. Det var jo især de mindre kommuner, der aldrig forstod deres ansvar. Der skal både et pres nedefra, fra borgerne, bevaringsforeningerne og museerne, og oppefra - f.eks. i form af en forpligtelse til en politik for kulturarven.
Desværre ser det heller ikke godt ud på det nationale niveau. Bygningsfredningen er et redskab, der er både slidt og forældet. Et af problemerne er de manglende ressourcer til at støtte ejernes arbejde med at bevare nationens mest værdifulde bygninger, haver og anlæg. Livstruende forfald breder sig, ikke mindst når vi taler om de mest ?besværlige?, men også mest truede landbrugs- og industribygninger, herregårdshaver, møller mv.
I de senere år har det stort set været reglen, at en ejer af en fredet bygning blev belønnet for årelang forsømmelse ved, at bygningen til sidst blev affredet (mistede sin fredning). Det er der efterhånden mange, der spekulerer i.
Kulturministeriet har ganske vist magtmidler, men det koster en lang retssag ? og måske er man bange for at stå med en ?lille-mand-mod-systemet?-sag.
Resultatet er, at selv enestående national kulturarv falder i ruiner, bulldozes væk. Grotesk er f.eks., at der i Tøndermarsken, der også af Kulturministeriet selv er udpeget til internationalt natur- og kulturlandskab, år for år forsvinder fredede bygninger.
Elitær fredning
En følge af de manglende ressourcer er også, at Danmark i forhold til andre lande tøver med nyfredninger. I Kulturministeriet er der kun en til to medarbejdere til at tage sig af fredning af den kulturarv, som ny-erkendes som værdifuld.
Men ingen siger, at vi i Danmark skal have 9.000 fredede bygninger; i Holland har de 200.000, i England 400.000. I forhold til andre lande er den danske bygningsfredning efterhånden elitær.
Et problem er også, at fredningen har svært ved at sikre helheder, der ifølge sagens natur består af både enestående og mere almindelige bygninger. Et andet problem er den praksis, der efterhånden er udviklet, med kun at ville frede helt ?originale? bygninger.
Derfor lykkedes det f.eks. for nogle år siden stort set ikke at finde en eneste jysk bondegård, der kunne fredes ? for jyder bygger jo altid lidt om. Eller for nylig, hvor vi i det sønderjyske kulturmiljøråd foreslog fredning af de vigtigste arkitekturværker fra den tyske tid 1864-1920. Men nej: selv om der var tale af værker af nationalt kendte tyske arkitekter, var svaret nej ? for der var lavet lidt om her og der.
Brug for øget decentralisering
Kort sagt, området har brug for både flere ressourcer og et bredere værdibegreb ? og måske mere decentralisering, så f.eks. forfald og misrøgt opdages i tide.
Alt i alt står vi i en situation, hvor kommunalt svigt og lammet bygningsfredning har gjort kulturarven i vores fælles omgivelser til enten fredløst vildt eller udsøgte paranteser. Ude i landet ? ikke mindst i det åbne land ? forsvinder bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i en fart, så man alvorligt må advare turister mod at tro på turistplakaterne.
Et slogan for dansk kulturarvsturisme vil, medmindre der gøres en indsats nu, snart være statsministerens: Der er ikke noget at komme efter!
Kulturarven er inde varmen.
Sidste år kappedes danske kommuner om at live ?kulturarvskommuner?, og nu er der nedsat et ministerielt udvalg, der skal se på, om en vigtig del af kulturarven ? de fredede og bevaringsværdige bygninger ? har det godt nok. Tiden er derfor inde til at se på, hvordan denne del af kulturarven har det ude i landet.
Jo, på den ene side har vi fine byer og bygninger nok til, at vi kan være med i det europæiske selskab. Men når det kommer til realiteterne, til konkret handling for pleje og bevaring, så er det gennem de sidste 10-20 år ofte ad Helvede til.
Troet på kommunerne
Ansvaret for landets værdifulde bygninger og bymiljøer ligger to steder.
Nationalt har vi bygningsfredningen, som omfatter ca. 9.000 fredede bygninger, som skulle være det ypperste af dansk bygningskultur ? det, som har interesse for hele landet.
Mens ansvaret for de mange bevaringsværdige ikke-fredede bygninger ligger hos kommunerne, som også har overtaget amternes arbejde med de såkaldte ?kulturmiljøer? eller ?kulturarvslandskaber?.
Politikken har indtil nu hvilet på en tro på, at kommunerne kunne løfte ansvaret. De har fået udmærkede instrumenter til opgaven: bevarende lokalplaner, indførelse af bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen, zone- og landskabsplaner mv. ? mens man ?længere oppe? koncentrerede sig om at levere værktøjer, f.eks. i form af Kulturarvsstyrelsens Kommune- eller Kulturarvsatlas eller udpegning af kulturhistoriske interesser i regionplanen.
Frit slag for husejere og bygherrer
Heldigvis har en lille gruppe kommuner gennem årene opbygget en aktiv bevarings- og kulturarvs-politik.
Men i det store og hele har de kommuner, der eksisterede indtil 31. december 2006, tabt bolden på gulvet og svigtet den danske bygningskultur. Der er f.eks. stort set kun lavet bevarende lokalplaner i de større byer. I de mindre byer, landsbyerne og i det åbne land er der gennemgående frit slag for husejere og bygherrer. Og i de sidste år af det gamle kommunestyre lammede politisk angst for protester stort set det kommunale bevarings-arbejde.
Deprimerende billede
Ser man ud over landet, er billedet deprimerende. Der er gennemført bygningsregistreringer i masser af kommuner, men kun få har fulgt det op i kommuneplanen.
Og selv her har det tit kun haft den konsekvens, at nedrivningen af en ?bevaringsværdig bygning? skulle vente på en kort offentlighedsfase.
Nej til nedrivning kræver nemlig, at der er gennemført en bevarende lokalplan. Og det er der stort set ikke uden for byerne.
Tager man en kommune som Aabenraa, gav man for et par år siden simpelthen op og sløjfede udpegningen af bevaringsværdige bygninger fra kommuneplanen. Siden har man uden undtagelse givet tilladelse til nedrivning af bevaringsværdige bygninger.
I det enestående kulturlandskab på Løjt Land med de gamle kaptajnsgårde fra 1700-tallet er o. 15 procent af de bygninger, der var registreret i højeste klasse, forsvundet siden 2000!
Amternes udpegning af kulturmiljøer blev også kun i ringe omfang fulgt op af kommunerne. I Fyns Amt blev der f.eks. for ca. 20 år siden udpeget en række værdifulde landsbymiljøer. Men stort set ingen kommuner tog sig sammen til at lave bevarende lokalplaner for landsbyer. Resultatet er, at det fynske landsbymiljø med bindingsværk og firelængede gårde snart er en saga blot.
Politisk mod hos storkommuner efterlyses
Man kan håbe, at de nye storkommuner har politisk mod til en helhedsorienteret kulturarvspolitik. Det var jo især de mindre kommuner, der aldrig forstod deres ansvar. Der skal både et pres nedefra, fra borgerne, bevaringsforeningerne og museerne, og oppefra - f.eks. i form af en forpligtelse til en politik for kulturarven.
Desværre ser det heller ikke godt ud på det nationale niveau. Bygningsfredningen er et redskab, der er både slidt og forældet. Et af problemerne er de manglende ressourcer til at støtte ejernes arbejde med at bevare nationens mest værdifulde bygninger, haver og anlæg. Livstruende forfald breder sig, ikke mindst når vi taler om de mest ?besværlige?, men også mest truede landbrugs- og industribygninger, herregårdshaver, møller mv.
I de senere år har det stort set været reglen, at en ejer af en fredet bygning blev belønnet for årelang forsømmelse ved, at bygningen til sidst blev affredet (mistede sin fredning). Det er der efterhånden mange, der spekulerer i.
Kulturministeriet har ganske vist magtmidler, men det koster en lang retssag ? og måske er man bange for at stå med en ?lille-mand-mod-systemet?-sag.
Resultatet er, at selv enestående national kulturarv falder i ruiner, bulldozes væk. Grotesk er f.eks., at der i Tøndermarsken, der også af Kulturministeriet selv er udpeget til internationalt natur- og kulturlandskab, år for år forsvinder fredede bygninger.
Elitær fredning
En følge af de manglende ressourcer er også, at Danmark i forhold til andre lande tøver med nyfredninger. I Kulturministeriet er der kun en til to medarbejdere til at tage sig af fredning af den kulturarv, som ny-erkendes som værdifuld.
Men ingen siger, at vi i Danmark skal have 9.000 fredede bygninger; i Holland har de 200.000, i England 400.000. I forhold til andre lande er den danske bygningsfredning efterhånden elitær.
Et problem er også, at fredningen har svært ved at sikre helheder, der ifølge sagens natur består af både enestående og mere almindelige bygninger. Et andet problem er den praksis, der efterhånden er udviklet, med kun at ville frede helt ?originale? bygninger.
Derfor lykkedes det f.eks. for nogle år siden stort set ikke at finde en eneste jysk bondegård, der kunne fredes ? for jyder bygger jo altid lidt om. Eller for nylig, hvor vi i det sønderjyske kulturmiljøråd foreslog fredning af de vigtigste arkitekturværker fra den tyske tid 1864-1920. Men nej: selv om der var tale af værker af nationalt kendte tyske arkitekter, var svaret nej ? for der var lavet lidt om her og der.
Brug for øget decentralisering
Kort sagt, området har brug for både flere ressourcer og et bredere værdibegreb ? og måske mere decentralisering, så f.eks. forfald og misrøgt opdages i tide.
Alt i alt står vi i en situation, hvor kommunalt svigt og lammet bygningsfredning har gjort kulturarven i vores fælles omgivelser til enten fredløst vildt eller udsøgte paranteser. Ude i landet ? ikke mindst i det åbne land ? forsvinder bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i en fart, så man alvorligt må advare turister mod at tro på turistplakaterne.
Et slogan for dansk kulturarvsturisme vil, medmindre der gøres en indsats nu, snart være statsministerens: Der er ikke noget at komme efter!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
