dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kommunernes bud på klimakampen

POLITISK FORUM 2009: KL lægger op til et kvantespring til gavn for klimaet på de kommunale områder, hvis der ellers er vilje til de nødvendige investeringer og lovændringer
29. APR 2009 10.30
Af Knud Abildtrup

HERNING: Omkring 400 lokalpolitikere, embedsmænd, interessorganisationer og rådgivere tog her til morgen i Herning Kongrescenter hul på KL's Politisk Forum 2009 - med klimaudspillet som indgangsreplik.

Med et udspil klar til præsentation lagde formanden for KL’s Teknik- og Miljøudvalg Jens Stenbæk (V) op til en dialog om, hvordan staten og kommunerne bedst fordeler de nye klimaopgaver mellem sig.

- Med Kommunernes Klimaudspil lægger KL op til en debat med Folketinget og regeringen om, hvordan vi bedst kan sikre, at klimaændringerne får færrest mulige negative konsekvenser både lokalt og nationalt, sagde Stenbæk.

- Opgaven består af to dele: For det første skal vi reducere CO2-udledningen. Vi skal nedbringe energiforbruget, så temperaturen ikke stiger mere, end vi allerede må forvente, at den gør.

- I udspillet giver vi flere eksempler på, hvad der kan gøres, hvis den politiske vilje er til stede. Hvordan der kan skabes sammenhæng mellem energiforsyningen og energiforbruget så den til enhver tid mest klimavenlige energiform udnyttes bedst muligt. Hvordan vi kan skabe sammenhængende transportsystemer, til gavn for klimaet og borgerne, ved at samarbejde på tværs af myndigheder. Og hvordan regnvandet kan tænkes ind i byerne og naturen på en helt ny og spændende måde, sagde Jens Stenbæk.

- For det andet består opgaven i at tilpasse vores kommuner til de klimaforandringer, som vi under alle omstændigheder må imødese. Det handler blandt andet om at få håndteret de stigende vandmængder ud fra en helhedstankegang – vandet skal forsinkes og bruges rekreativt i det åbne land, og det skal indgå funktionelt og arkitektonisk i byerne på nye måder

Tiden inde til debat om ansvar
- I KL mener vi, at tiden er inde til en debat om fordelingen af kommunernes og statens ansvar på klimaområdet. Med Kommunernes Klimaudspil tager vi fat på denne diskussion, understregede Jens Stenbæk.

- På nogle områder mener vi, det er kommunerne, der skal tage førerhandsken på. På andre områder bør staten løfte opgaven. Men under alle omstændigheder har vi brug for et langtidsholdbart, fælles udgangspunkt for de kommende års indsats.

- KL opfordrer klima- og energiministeren til at nedsætte et udvalg, der område for område skal se på, om opgaven med at klimatilpasse Danmark er klart defineret; om ansvaret er placeret, og om vi har de nødvendige redskaber.

- Udvalget bør også se på, hvilken økonomi der er mulighed for at bringe i spil i forhold til den opgave, vi står over for, sagde Jens Stenbæk

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommunernes-bud-paa-klimakampen

GDPR