
MIDTJYLLAND: - Det er rigtig vigtigt for mig at få sagt helt entydigt til medarbejderne, at de selvfølgelig kan ytre sig. Vi har ytringsfrihed i Region Midtjylland. Det må der aldrig blive sået tvivl om.
Sådan lyder det fra regionrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau (S), efter at medarbejdersiden i det overordnede samarbejdsudvalg i regionen torsdag forlod et møde i protest mod direktionens ledelsesstil.
Udvandringen skete i forlængelse af, at direktionen mandag fyrede sygehusdirektør Lars Dahl Pedersen og chefsygeplejerske Tove Kristensen. Da medarbejderne torsdag forlod mødet, var det med en opfordring til direktionen:
- Vi har behov for en tilkendegivelse fra direktionen om, at man som medarbejder kan komme med sit faglige input. Vi er fuldstændig bevidste om, at det er ledelsens ret at hyre og fyre, men måden, det er foregået på, skaber utryghed og usikkerhed for medarbejderne, sagde Anja Laursen tidligere til TV2 Østjylland.
Ikke informeret
Anja Laursen kritiserer, at medarbejderne blev informeret om afskedigelserne via medierne. Det er 'ikke ordentligt, og det skaber utryghed og usikkerhed.'
Anders Kühnau har nu indkaldt til krisemøde mellem parterne fredag formiddag.
- Det er en uholdbar situation, at medarbejdersiden forlader et møde i Regions-MEDudvalget. Det har jeg ikke oplevet før. Når jeg har indkaldt til mødet, er det selvfølgelig for, at vi kan kigge fremad, og for at vi kan fortsætte det gode samarbejde, som vi har en tradition for i Region Midtjylland mellem medarbejdere og ledelse, siger Anders Kühnau til TV2 Østjylland.
Tryghed?
Andreas Kühnau vil ikke kommentere de konkrete afskedigelser, fordi det er en ledelsesmæssig beslutning. Men han kan ikke acceptere at være regionsrådsformand i en region, hvor nogle medarbejderne tror, at de ikke må ytre sig.
- Hvis der er nogen, der går rundt og tænker sådan, er det vigtig for mig at få sagt, at der er ytringsfrihed i Region Midtjylland. Det står ikke til diskussion, og det er jeg helt sikker på, at hele regionsrådet bakker op om, siger Anders Kühnau til TV2 Østjylland.
Han understreger, at medarbejderne i regionen også skal føle sig trygge ved at deltage i den offentlige debat.
Fyringen blev eksekveret af regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen og koncerndirektør med særligt ansvar for sundhed, Ole Thomsen.
Hospitalsdirektøren og den sygeplejefaglige direktør var direktører i Hospitalsenhed Midt, der ud over Viborg tæller hospitalerne i Silkeborg, Skive og Hammel Neurocenter.
Ifølge Jacob Stengaard Madsen var der uenighed om ledelsen af hospitalet, der var spidset til gennem et par måneder, herunder også budgettet. I august havde regionen varslet en spareplan på knap 300 mio. kr. om året, hvor en stor del skulle findes i Viborg.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.